Af Hilde Sandvik, podcastvært i Norsken, svensken og dansken på DR P1.
Teksten i dette tema kan læses på dansk, norsk og svensk, mens filmene har undertekster på originalsproget. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
"I modsætning til, hvad mange danskere og svenskere tror, handler den norske nationaldag den 17. maj for de fleste nordmænd ikke om selvgod patriotisme, men om sammenhold og åbenhed", skrev Kristeligt Dagblad 16. maj 2014.
Året var 2014, og Norge fejrede, at grundloven – en af verdens ældste – fyldte 200 år. Og de viste, at de slet ikke havde forstået noget som helst.
Avisen citerede forfatter Karl Ove Knausgård: "At være nordmand i Sverige er en prøvelse, fordi dele af den svenske intelligentsia tænker meget sort-hvidt. Det hjælper ikke at fortælle dem, at verden er i farver."
HISTORISKE OPTAGELSER – 17. maj i sort-hvide billeder
Knausgårds hjertesuk kom efter historiker Henrik Arnstads anklage om, at det norske folk er præget af ekstrem nationalisme og derfor særligt modtagelige over for fascistiske idéer. Endnu en nordbo, der havde stirret sig blind på det norske flag.
"... Norge är ett land där nationalismen tolkas synonymt med godhet och inte utifrån antidemokratisk 1800-talskonservatism. I stället står självständigheten 1905 och motståndet mot den nazityska ockupationen 1940-1945 i centrum. Norsk nationalism är liberal, frihetlig och snäll. Den anses diametralt motsatt rasism, fascism och högerextremism." skrev han til Knausgårds milde irritation.
Kristeligt Dagblad fortsætter:
"Mens hverken Danmark eller Sverige går specielt meget op i fejringen af nationen, grundloven og flaget, er der ingen tvivl om, at nordmænd er åbenlyst stolte af deres land. De engagerer sig i fejringen af grundloven den 17. maj med folkedragt, optog og 24-timers dækning af 200-års jubilæet på nationalt tv i år. Og mens det for udenforstående kan virke som overdreven selvoptagethed af egen kultur, mener mange nordmænd, at forklaringen skal findes et andet sted."
Hilde Sandvik, podcastvært i Norsken, svensken og dansken på DR P1 og tidligere kultur- og debatredaktør på Bergens Tidende.
Jeg, som dengang var kultur- og debatredaktør på Bergens Tidende, blev kaldt ind som et norsk vidne til det, der skulle vise sig at være et af de første forsøg på at forklare det uforklarlige.
"I modsætning til Sverige og Danmark, som har været stærke selvstændige lande i 700 år, er Norge stadigvæk en meget ung nation. Det første universitet kom i Oslo i 1811, og derfor er det ikke så længe siden, at man byggede nationen op og skabte den nationale kultur," sagde jeg.
Så tilføjer Kristeligt Dagblad, at jeg "påpeger, at dagen for mange nordmænd handler mere om leg og børneoptog end om politik og nationalisme" (min fremhævelse). Avisen fortsætter: "I både Danmark og Sverige har politiske partier – i modsætning til i Norge – inddraget nationale symboler som våben i den politiske kamp, og at det er medvirkende årsag til skepsissen".
Jeg læser artiklen igen nu og tvivler stærkt på, at jeg udtrykte mig så vagt dengang for over ti år siden. Det er ikke sådan, at 17. maj handler "mere om leg og børnetog end om politik og nationalisme".
Dagen handler ikke om politik.
Én undtagelse er 17. maj-komitéen i Oslo, hvor partierne udpeger, hvem der skal holde taler. Det har ført til en politisk tovtrækning, man ikke genkender i resten af landet.
17. maj – en frigørelsesdag
At det forholder sig sådan viser det sig imidlertid næsten umuligt at forklare til vores naboer i øst og syd. Man vil ligesom ikke tage ind, hvor radikalt anderledes nationaldagen er fra de fleste andre nationaldage i verden. At frigørelsesdagen for det store flertal i Norge er netop dét – en frigørelsesdag; et lavhierarkisk, tillidsbaseret fællesskabsritual.
Tilbage i 2014 var jeg i gang med at skrive det, jeg troede skulle blive en debatbog om forskellen på norsk, svensk og dansk debatkultur. Debatterne blev efterhånden så interessante, at jeg var nødt til at lave min egen podcast for at få afløb for de mange strømninger, som i øjeblikket løber gennem vores lande.
I 2020 så Norsken, svensken og dansken dagens lys. Vores panskandinaviske familieterapi går i luften hver uge på NRK, SR, DR – og nu også YLE.
Vi – det vil sige danske Hassan Preisler, svenske Åsa Linderborg og jeg selv – nærmer os hinanden, skændes og sladrer om vores egne lande.
Men 17. maj er forblevet et mysterium. Én detalje har de dog forstået – at jeg bærer kniv i bæltet på min bunad den 17. maj.
Den norske bunad
Lad os standse op ved bunaden et øjeblik – nationaldragten. Der findes omkring 400–450 forskellige bunader i landet. Hver egn har sit eget udtryk, sin egen form for sølv, skørt og broderi.
Der findes folkedragter i hele Norden, men kun i Norge er folkedragten både en identitetsmarkør (den viser, hvor du er fra – eller hvor du kunne tænke dig at være fra) og en festdragt.
Den norske bunad, som vi kender den i dag, er i høj grad formet af Hulda Garborg og senere systematiseret af Klara Semb i begyndelsen af 1900-tallet. De hentede inspiration fra gamle folkedragter – arbejds- og festtøj fra bygdesamfund – men satte dem sammen, rensede dem og lavede dem om til noget nyt. Det er vigtigt at forstå: Bunaden er ikke en direkte arv fra bondesamfundet, men en fortolkning.
Bunaden er en æstetisk og politisk bearbejdning af det, man opfattede som "det norske" i en tid, hvor Norge forsøgte at definere sig selv efter flere hundrede år i union. Men det tog tid, før den blev udbredt til masserne.
Nu ejer omkring tre ud af fire kvinder en bunad, mens knap hver tredje mand har en. Efter at Garborg og Semb udviklede bunaden som et nationalt projekt, steg brugen efter Anden Verdenskrig. Alligevel var bunaden længe ikke allemandseje.
Det ser vi tydeligt i de gamle optagelser fra 17. maj. De fleste går i deres fineste kjoler og jakkesæt. Det var først efter 1970, at det store gennembrud kom.
Da jeg blev konfirmeret i 1985 i den bygd i Vestlandet, hvor jeg voksede op i, var pigerne begyndt at få bunad i konfirmationsgave. Min familie havde ikke råd. Det er et meget dyrt stykke tøj. Ikke alene er hvert skørt og hver skjorte håndsyet og broderet – man skal også have meget sølv: sølvbrocher, knapper, manchetknapper, spænder og 'veskelåse' (en slags sølvlåse, der sidder på lommerne).
Siden 2000 er bunaden blevet et massefænomen. Samtidig har det såkaldte "bunadspoliti", som sikrer, at traditionerne ikke ændres, fået udfordrere. Fordi dragten er så dyr, er folk begyndt at lave deres egne – i samme tradition som Garborg og Semb: Man tager det, man har, og syr den fineste dragt, man kan.
Først da jeg var 20, fik jeg bunad – fra Jelsa i den kommune, jeg voksede op i. Og på min 30-års fødselsdag fik jeg en kniv. Det var den, Åsa og Hassan hæftede sig ved. "Din lilla silverkniv", som Åsa sagde.
Millioner af flagviftende nordmænd i nationaldragt
Jeg vender igen tilbage til, hvorfor 17. maj er så vanskelig at forstå.
Et par dage før jeg blev citeret i Kristeligt Dagblad i 2014 bragte journalist Ulrik Strøjer Kappel følgende debatindlæg under titlen Norsk nationalfølelse bliver politisk slagmark den 17. maj.
Læs gerne første afsnit, mens du hører speakerens stemme fra Filmavisen anno 1958 indeni:
"Traditionelt er fejringen af den norske nationaldag 17. maj en folkefest, hvor børnehaver, skoler og musikkorps holder optog indhyldet i blå, røde og hvide farver. Der holdes taler, spises vafler med myseost og flages for at markere "norskheden". Og selv de unge og tjekkede ifører sig med glæde den norske folkedragt bunad og maler kinderne i nationens farver. Et romantisk billede af en ung nation, der arbejder for fred i verden og hylder mangfoldighed. Men samtidig en nationalidyl, der de senere år er blevet udfordret af kræfter på den ekstreme højrefløj, eksemplificeret i sin mest yderligtgående afskygning i tilhængere af Anders Breiviks had til multikulturalisme i det norske samfund."
Her har man endda talt med en dansk lektor med Norgeskundskab som speciale:
"... i de senere år er festen og fællesskabet blevet udfordret af en mere fremmedfjendsk tone, vurderer lektor i historie ved Syddansk Universitet med speciale i Norge Michael Bregnsbo."
"Man kæmper om retten til at definere, hvad det vil sige at være norsk, og hvad man fejrer den 17. maj. Der er en nationalpopulistisk bevægelse, der mener, at hidtidige norske regeringer har arbejdet for det, de kalder en islamisering af det norske samfund,"
Siger han.
Og jeg spekulerer på, om Bregnsbo har været i Norge den 17. maj – eller om han, ligesom Åsa og Hassan, har nøjedes med at se optagelser fra Dagsrevyen.
I 2014, tre år efter at terroristen og nationalisten Anders Behring Breivik skød og dræbte 77 unge på Utøya og forårsagede otte døde i regeringskvarteret med en bombe, kan man forstå koblingen: Set udefra er der ikke meget, der ser lige så patriotisk og nationalistisk ud som millioner af flagviftende nordmænd i nationaldragt.
Bergen, børneoptog og buekorps
Hvordan kan man forklare med ord, at 17. maj handler om noget mere?
I podcasten forsøgte jeg hver forår. Når 17. maj nærmede sig, forsøgte jeg at fremlægge dagen, som man gør, når man tror, problemet er pædagogisk: Jeg beskrev børneoptogene, forklarede bunaden, fortalte om pølser, is, korps. Jeg brugte ord som "fællesskab", "tradition", "grundlov" og "frigørelsesdag". Jeg prøvede at sige noget om, at den norske grundlov fra 1814, som er en af verdens ældste og bliver præsenteret i Filmavisen fra 1958, er en revolutionsgrundlov, som siden er blevet tilpasset demokratiet.
Det prellede af. Kniven var mit eneste våben. Jeg forstod, at det eneste, jeg kunne gøre, var at byde mig selv og sølvkniven til for koordineret mobning fra svenskeren og danskeren.
Den, der ler sidst, ler bedst, tænkte jeg i mit stille sind.
Så blev vi inviteret til NRKs livereportage fra Slottsplassen i Oslo.
Åsa meddelte, at hun kom tidligt. Hun kunne jo tage en kaffe på Bristol først. Sagde hun.
Det var et øjeblik af ren erkendelse. Hun havde ikke forstået noget som helst af alt det, jeg havde forsøgt at formidle. Hotel Bristol ligger i centrum og har en af de bedste hotelmorgenmadsbuffeter i byen. 17. maj-morgenmaden er altid udsolgt måneder før nationaldagen.
Dagen starter gerne ved seks-syvtiden om morgenen med morgenmad. Sådan er det over hele landet – både på landet og i byen. Bor man i Bergen centrum, som jeg gør, starter det med buekorps ved sekstiden, som man også kan se i klippet Bergen fejrer 17. maj 1958. Klokken syv er der salut. Så er det op og i gang med at lave champagne-morgenmad. Eller også har man bestilt bord et sted med morgenmad. Eller også tænker man, at man ikke behøver morgenmad, fordi man kan spise is og pølser hele dagen.
Bunadskjorten stryges måske i sidste øjeblik. Man har handlet jordbær og laks og lavet æggekage, hvis man er traditionel. Eller alt muligt andet, man kan finde på.
Så går det slag i slag, til man ligger helt færdig på sofaen om aftenen med benene på bordet efter alt for mange timer i bunadsko. Sølvet klirrer, og man har spurgt i hvert fald fem fremmede mennesker, hvor deres bunad er fra i løbet af dagen. Og – som alle, der bor i Bergen, vil sige: Mens andre går i 17. maj-optog, går bergenserne i procession. Forrest går 17. maj-komitéen med høje tophatte og lange sløjfer. Desuden er der ikke kun børneoptog med skoler under faner som man ser i Oslo.
I Bergen er der også det karnevallignende borgertog med høj som lav fra gymnastikforeninger, gamle cykelklubber med veterancykler, fodboldholdet Brann (som altid har spillet kamp dagen før), russerne (afgangselever fra gymnasiet, red.), som fejrer deres sidste dag i "russetøj" og ikke har sovet hele natten – og ikke mindst buekorpset, som er en tradition, der nok er det vanskeligste fænomen at forklare for svenskere og danskere uden at få "nationalist" skrevet i panden.
Jeg prøver: Buekorpsene er en særlig bergensk tradition – organiserede drenge- og efterhånden også pigegrupper, som marcherer i uniform med trommer og trægeværer. Buekorpset opstod i 1800-tallet som en slags børneimitation af militæret, inspireret af 'borgervæpning' (en slags hjemmeværn, red.) og nationale strømninger. For en udenforstående kan det ligne militarisering af barndommen. For en bergenser er det tradition og kammeratskab – en levende del af Bergens sjæl.
"Dette ville aldrig være sket i Danmark"
Åsa troede, hun kunne komme som en almindelig kunde en almindelig dag på Hotel Bristol og bede om en kop kaffe. Jeg måtte le.
Da Hassan kom ud fra Flytoget, så det ud, som om han var kommet til månen. "Folk er jo så glade", sagde han.
Fra højre: Hassan Preisler, Åsa Lindeborg, Hilde Sandvik og programleder på NRK Kåre Magnus Bergh under 17. maj-fejringen på Slottsplassen i Oslo.
"Hvad troede du?" spurgte jeg.
"Jeg troede, I ville gå i strækmarch foran slottet", sagde han. Et nordisk ekko af det, Europa ellers har lært at være på vagt overfor: flag og folkemasser i synkron bevægelse – et slags visuelt, konformt norsk konsensus-optog klædt i rødt, hvidt og blåt.
Det, han mødte, var familier på picnic foran slottet. Børn i bunad og løbesko. Forældre med plastglas og kaffe på termokande. Indvandrerfamilier og etniske nordmænd side om side, alle i det fineste tøj, de ejer, uden nogen synlig rangorden.
De fleste med flag.
"Dette ville aldrig finde sted i Danmark", sagde han. Det sagde han også, da han stod foran kameraet på Slottsplassen og så børnetogene gå tæt forbi slottet og vinke op til den skandaleombruste slotsbalkon.
Da jeg så de historiske optagelser tænkte jeg, at de ikke var væsensforskellige fra det, vi ser i dag. For set udefra – gennem kameraet, gennem historisk erfaring – er dette en æstetik, som i Europa bærer en tung bagage. Flag på stribe, mennesker i takt, en nation, der iscenesætter sig selv. De historiske optagelser er mærkeligt moderne og umoderne på én gang. Kameraet tiltrækkes af det synlige: flagene, bevægelsen, det kollektive. Det usynlige – tilliden, selvfølgeligheden, fraværet af hierarki – lader sig vanskeligt filme.
Og netop denne dag er det dette, der sker. Det ligner uniformering. Men det er måske det mindst uniformerede fællesskab i Europa. Og svenskere og danskere, som læser med, vil nok tænke: "sikke en nationalistisk ting at sige".
Og bagefter står vi op næste morgen, nogle med tømmermænd, og fortsætter som før.
Hilde Sandvik | 05. maj 2026
