Af Ning de Coninck-Smith, professor v. Aarhus Universitet
Op gennem 1700-tallet voksede antallet af skoler i Danmark. Kampen om børnenes tid var skudt i gang – og den er kun blevet tilspidset sidenhen. For med 10 års undervisningspligt, læreplaner i børnehaven og forventninger om videregående uddannelse i fx gymnasiet og senere universitetet har den formaliserede læring historisk set aldrig fyldt så meget i børn og unges liv som i dag.
Læs resten af artiklen under filmserien
Skoleliv på film
Læring har der altid været, vikingerne må have lært at skrive og læse runer, og langt op i tid var undervisning henlagt til en blanding af klostre, kirker, omrejsende skolemestre, gamle mænd og koner og aftaklede soldater, der lærte de klogeste hoveder, som oftest drenge, at læse i katekismus og bibel og skrive – og, hvis forældrene betalte ekstra, også at regne.
Salmer og mundtlig tradition har givetvis spillet en vigtig rolle. Gennem rim, remser og viser lærte børn og unge opbyggelighed og god, kristen moral, mens fortællekunsten levede blandt omvandrende fortællere og landsbyens gamle. Ved slutningen af 1700-tallet kunne flertallet af drenge og piger læse i bøger.
Skrivekunsten lod derimod vente på sig. Dårlige tider i 1700-tallet synes at have lagt en vis dæmper på forældrenes tilbøjelighed til at betale for, at deres børn lærte at skrive. I egne, hvor handlen var udbredt, og det var nødvendigt at kunne lægge to og to sammen, som i Sønderjylland, var drengene mere ferme med pen og papir end drenge i Østdanmark, som var domineret af hoveriet på de store godser.
Skolebygninger var således ikke en forudsætning for læring, det kunne finde sted på mange forskellige måder. Op igennem 1700-tallet voksede antallet af skoler, ikke mindst på initiativ af kongefamilien og rige, fremsynede godsejere. Også bønder og byråd oprettede skoler, og tilsammen vidnede det om en ny interesse for mere formaliseret læring og om forældrenes villighed til at ofre deres børns tid på skolens alter.
Reformer
Den store folkeskolereform i 1899 bragte for første gang ordet ’folkeskole’ på banen som en afløser for den ældre betegnelse almueskole, der gik helt tilbage til 1814-anordningerne. Det ændrede dog ikke på, at frem til slutningen af 1950’erne var det offentlige skolesystem tvedelt. Der var skoler på landet – hvor børnene kom, som vinden blæste, (helt bogstaveligt talt) som man fx ser det i filmen Den danske landsbyskole – og skoler i byen, hvor eleverne sad i aldersdelte klasser og havde skolefag, som de kendes i dag (stort set), nemlig dansk, skrivning, religion, regning, gymnastik, geografi og biologi – og fra 1930’erne og frem skolekøkken for piger og sløjd for drenge.
Hvor eleverne på landet sad i blandede klasser, blev drenge og piger langt op i det 20. århundrede undervist hver for sig i købstædernes store skoler. På landet havde de store børn også ofte deres mindre søskende med, mens de ældste elever enten havde helt fri eller havde meget begrænset skolegang om sommeren, så de kunne arbejde i landbruget. Kartoffelferien, nutidens efterårsferie, var den tid på året, hvor kartoflerne skulle tages op – og hertil egnede små hænder sig vældig godt.
Men tiderne ændrede sig, og i mellemkrigsårene blæste der nye pædagogiske, psykologiske og sociale vinde omkring skolen. Med Folkeskoleloven fra 1937 blev der lagt op til, at centralskoler med aldersdelte klasser og videregående undervisning i mellemskole- og realafdeling skulle bygges på landet (se filmen Den danske landsbyskole). Alle børn skulle have de samme muligheder, så vidt evnerne rakte – også de, som var udfordrede af ordblindhed. Det var ikke længere et spørgsmål, om drengen var dum, som titlen lyder på en film fra 1954 (se filmen Er drengen dum?). Han havde bare brug for den rette hjælp. Det måtte selv hans dumstædige far kunne indse.
Hidtil havde de udviklingshæmmede børn ikke været omfattet af undervisningspligten. Det måtte forældrene selv klare, men med FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948, blev det fra midten af 1950’erne en statslig opgave. I de mange nye specialskoler, som blev opført rundt omkring i landet, afprøvedes mange af de tanker om en harmonisk, lykkelig skolehverdag, som fandt vej til folkeskolen via den Blå Betænkning fra 1960. Eleverne besad en skjult viden (se filmen Skjult viden fra 1979), som det ved en dygtig og indlevet voksenindsats var muligt at lukke op for.
Stigende forventninger
Skolehygiejne – eller elevernes sundhed – var allerede fra århundredeskiftet en vigtig arbejdsopgave for skolen. Eleverne blev målt og vejet, fik håret tjekket for lus, og fik neglene efterset for skidt. De fik (kolde) bade og de fattigste elever fik skolemad. Nogle kommuner tilbød også skolemad til alle elever i perioder, men det blev aldrig en fælles ordning, som man kender det fra andre lande. 1937-loven skruede op for forventningerne til skolernes hygiejniske standarder med håndvaske og på sigt indendørs toiletter.
I 1960’erne og 1970’erne udvidedes de temaer af sundhedsmæssig art, som skolen skulle tage sig af, fx rygning og seksualundervisning. De to temaer aktualiseredes bl.a. af, at skolen var på vej til at blive en ungdomsskole. Stadig flere elever fortsatte i 8. og 9. klasse, hvis ikke de tog 10. med. I 1972 besegledes udviklingen med indførelsen af 9. års undervisningspligt. Ungdomskulturen var rykket inden for skolens døre, som man ser det i oplysningsfilmen At ryge fra 1977.
Indførelse af seksualundervisning som timeløst, obligatorisk fag for begge køn i 1970 affødte en voldsom diskussion, uanset hvor klinisk undervisningen var, som det fremgår af filmen Prævention - Metoder fra 1972. Sammen med introduktionen af p-pillen, frigivelsen af billedpornografien i 1969 og indførelsen af den frie abort i 1973, skubbede det nye fag på en modreaktion, hvor flere og flere kristne skoler så dagens lys.
Orden og disciplin
Der herskede, som man kan se det på filmen om Kalundborg kommunale skolevæsen fra 1937, (en vis) orden og disciplin i den danske folkeskole i mellemkrigsårene. Eleverne rejste sig, når læreren kom ind i klassen, var dis med ham/hende og gjorde, hvad der blev sagt – selvom der også dengang var spilopper til. Adlød de ikke, var der spanskrør og et hav af andre uofficielle straffeformer, herunder lussinger, (der havde været forbudt siden 1814), foruden de mange udgaver af ydmygelse og udskamning, fx hensætning i skammekrog (se filmen Det handler om skolen). Modsat var der flidspræmier til de dygtigste og specielle opgaver til lærerens ”kæledækker” som at være ordensduks i frikvartererne eller hente og bære lærerens materialer.
Sådan så det mere eller mindre ud overalt i Danmark frem til 1960’erne – også i Grønland, hvor danske lærere og grønlandske kateketer underviste børnene på dansk og sørgede for, at danske traditioner som fastelavn blev holdt i hævd. Til ære for fotografen kunne grønlandske børn synge danske børnesange, danse polka og lege sanglege (se filmen Grønlandske Skolebørn fra 1928). På den grønlandske læreruddannelse skrev de unge mænd fristile efter danske aviser. De unge kvinder lavede mad som vores mor ”hjemme i Danmark” (se filmen Skole og Kirkevæsen II).
Grønlandske børn blev også sendt til Danmark for at gå i skole, fx på Humble realskole på Langeland, hvor en grønlandsk dreng blander sig med de andre elever i skolegården (se filmen Skolelivet på Langeland, 1960). ’Eksperimentet’ blev det kaldt, da 22 grønlandske børn i alderen 4-9 år i 1951 blev sendt til Danmark for at gå i skole og indlogeret hos danske plejefamilier. Efter et år vendte flertallet af dem tilbage til Grønland til et børnehjem i Nuuk. Kontakten til deres egne familier var begrænset, og de mistede deres grønlandske sprogfærdighed. Flertallet faldt aldrig til hjemme i Grønland, men vendte tilbage til Danmark. Mange år senere rejste der sig en voldsom kritik, og børnene, som nu var blevet voksne, modtog en undskyldning fra den danske statsminister og i 2022 også en økonomisk erstatning.
Dannelse til menneske
Skolen handlede således om meget mere end de basale færdigheder. Helt frem til 1975 skulle den danne eleverne til gode borgere i et kristent billede. Derefter skulle de opdrages til demokratiske medmennesker, som kunne tage vare på sig selv og andre.
Legen, barnet og den enkelte elev blev en del af skolens pensum. Der kom anderledes toner ind i musikundervisningen, bongotrommen gik sin sejrsgang – den kunne ethvert barn spille på – men også gymnastiktimerne blev anderledes. Her handlede det nu om (naturlige) bevægelser, leg og kropsbevidsthed (se filmen Bevægelsesleg fra 1973).
I fag som matematik og engelsk introduceredes selvvirksomhed og kreativitet, og et helt nyt fag – samtidsorientering – lagde op til gruppearbejde, selvstændig stillingtagen og kritisk refleksion. Skråskrift blev til formskrift, som angiveligt var mere lystbetonet og gav færre skrivekrampe.
Forventningerne til skolen tog for alvor til i årene omkring 1975-loven, hvor forældrene blev sat ind som samarbejdspartnere i folkeskolelovens formålsparagraf, og troen på, at skolen kunne gøre børnene til harmoniske og demokratiske individer, var levende. Det betød bl.a. indførelse af klassens time og forældremøder, men også at skolen engagerede sig i den enkelte elev og i de problemer, der kunne være på hjemmefronten. Det kan man bl.a. se i filmen Hvad nu? fra 1973, der oplyser om eksistensen af ungdomspensioner.
Nye elev- og lærerroller
Undervejs blev eleverne ikke bare ældre, men også yngre efterhånden som børnehaveklasserne blev udbredte. Eleverne blev til børn, et ideal som delvist var inspireret af 1970’ernes lilleskolebevægelse, og lærerne til mennesker, der blev kaldt ved deres fornavne og sad nede på gulvet blandet eleverne som i filmen Er der Ø i giraf? fra 1976.
Ikke bare skiftede lærerne køn, idet stadig flere kvinder kom ind i på seminarierne, deres fremtoning var anderledes, med tørklæde i håret, røde træsko, islandske sweaters, fløjlsjakke, langt hår og piben inden for rækkevidde. Det var som i H. C. Andersens eventyr ”Der kom en lærer spadserende hen ad landevejen..." et, to – et to (se filmen Skolen for Livet! fra 1978).
Lærerne ønskede et andet tæt og kærligt forhold til eleverne. Respekt skulle ikke vise sig i ydre former, som fx at rejse sig, når læreren kom ind i klassen (tværtimod flød eleverne hen over bordene), men i en fornuftig samtale, hvor alle kom til orde, og meningerne kunne brydes. Ude i virkeligheden ved besøg på et skibsværft eller en kirkegård kunne børnene stille spørgsmål til den voksne verden (se filmen Skolen for Livet!).
I de samme år blev kulturmøder en del af skolens hverdag, hvor behjertede skolevejledere forsøgte at skaffe unge tyrkere en plads i arbejdslivet, mens andre drømte om ikke bare gymnasiet, men også det, som var større, universitetet, som det fremgår af filmen Mellem to verdener fra 1982.
Det var ikke altid let for læreren. Mange ældre lærere havde svært ved at forlige sig med de nye tider. Yngre lærere – som man ser i filmen Skolen for livet! – kom i bedste mening til at gå over stregen, som man vil tænke det i dag – når de fx fik eleverne til at drikke whisky og ryge cigarer som led i en dramatisering af klassesamfundet.
For eleverne blev spørgsmålet om elevdemokrati og medbestemmelse ikke altid den fest, de havde drømt om. Skuffelserne stod i kø, når de var henvist til at bestemme farven på toiletterne eller orkesteret til skoleballet, og ikke selv kunne bestemme, hvad der skulle stå i skolebladet, således som det er afsættet for filmen Operation Kirsebærsten fra 1972.
Hverdagen ændrede sig – og var alligevel den samme. Men velkendte fænomener som pjækkeri, mobning og vold kom i 1970’erne for dagens lys, mest udtalt i filmen Historien om Kim Skov fra 1981, hvor den 13-årige Kim på det nærmeste mobbes til døde, mens de voksne på nær en enkelt vender ryggen til. Filmen modtog en Bodil for bedste kortfilm og blev en af de mest udlejede film fra Statens Filmcentral. Budskabet var ikke til at tage fejl af, ofrene for mobning var både den, som det gik ud over, men også de, som handlede, og de, som så til. Det understreges i filmen Venner forever fra 1985.
Hvad flyttede skolen? Skoleforsøg i de store forstadskommuner har givetvis spillet en rolle – som i Gladsaxe eller Albertslund eller på almindelige folkeskoler som Kirsebærskolen i Valby i 1960’erne som skildret i filmen I skole fra 1964. Fra 1969 blev forsøgene bakket økonomisk op af Folkeskolens Forsøgsråd. Nogle skoler fik en mere fremtrædende rolle end andre, det gjaldt bl.a. Kroggårdsskolen ved Odense. Også inden for læreruddannelsen blev der lavet forsøg med bl.a. at uddanne lærere, der kunne udarbejde eget undervisningsmateriale og ikke blot brugte de velkendte lærebøger. Et sted for afprøvning af disse nye didaktiske principper var specialundervisningen, som man ser det i filmen Skjult viden fra 1979.
Andre ville mene, at når samfundet ændrede sig fra et landbrugsland til et industrisamfund, og når velfærdsstat og nye familie- og levemønstre kom til, måtte skolen følge med. Intet af alt dette er forkert, det er bare umuligt at udpege en forklaring på den store forandring, som folkeskolen har undergået op igennem det 20. århundrede.
Set med nutidens briller
Set med nutidens briller er der scener i de gamle film, som kan virke oprørende, hvis ikke lige frem stødende. Lærere danser med elever til skolefest, de slår dem i numsen med en sammenkrøllet avis (se filmen Den danske landsbyskole), børnene tegner en tissemand på gulvet (se filmen Er der ø i giraf?), drenge og piger bader sammen (se filmen Er der ø i giraf?). En hel gruppe drenge flår blusen af en pige i deres klasse og kaster den ud ad vinduet (se filmen Venner forever). Det er grænseoverskridende og vidner om, at skolen også har været det, som nogle vil kalde et institutionelt voldeligt sted, og at lærere såvel som elever af begge køn har bidraget hertil.
Det kan ligeledes opleves som ubehageligt, hvor massivt dannelsen af eleverne i et voksent billede har været, hvad enten det var kristent, marxistisk eller socialistisk (se filmen I skole). Omvendt synes tolerance i 1960’erne og 1970’erne at have strakt sig langt, også når det gjaldt det talte ungdomssprog, som ingen skulle blande sig i, stod det til Dansk sprognævn i 1986 (se filmen Dansk - voffer det?).
Filmene sætter ikke direkte spørgsmålstegn ved disse forhold, hvad enten det drejer sig om vold, seksualitet eller politik. Det skyldes formentlig – og forhåbentlig – at de har været tænkt og produceret som ikke bare oplysende film, men også som debatindlæg.
Kildekritik
De mange skolefilm, som er bevaret, tegner tilsammen en historisk bevægelse, hvor børnene først var til for skolen, til at skolen var til for barnet. Dette skift skete i løbet af 1960’erne og 1970’erne, ansporet af ny psykologisk indsigt i børns udvikling, et velfærdssamfund med overskud og børnearbejdets endelige forsvinden.
Mange af filmene er skabt af datidens kendte dokumentarister som Peter Ringgaard, Freddy Tornbjerg og Fritz Raben. Flere af dem benytter skuespillere i voksenroller og er optaget on location blandt elever, hvor det kan være svært at vide, hvorvidt der er tale om en almindelig skoleklasse, eller om børn og unge udvalgt til rollen. I rulleteksterne til filmen Venner forever fra 1985 takkes 9. B. på den private Ingrid Jespersens Skole for sin medvirken i et portræt af en skolevirkelighed som et Helvede på jord.
Det kan således være vanskeligt at afgøre, hvorfor filmene er blevet til, og hvad deres intention har været. Oplysende, nostalgiske, dokumenterende, diskuterende eller propaganderende, som filmen om 1960’ernes nye undervisningsformer (se filmen I skole), filmen om børnemagt (se filmen Operation Kirsebærsten) eller filmen om, hvad det ville betyde for et område som Hornsherred, at Danmark kom ind i EF? (se filmen Hornsherred og EF fra 1986).
Uanset intentionerne er filmene bevægende, idet de (be)rører noget helt fundamentalt i det danske samfund, nemlig opdragelsen af de kommende generationer og de mange drømme og forventninger, som har været knyttet hertil. Man kan ikke andet end blive bevæget ved mødet med de mange børn og voksne, som gennem årtier har lagt krop og sjæl til.
Ning de Coninck-Smith | 23. september 2026
