Af Helle Hansen, filmkonsulent og filminstruktør, tidligere TV STOP
I 1960’erne og 70’erne fik tomme boliger ikke lov til at stå tomme ret længe, før civilt ulydige unge indtog dem. ’Slumstormere’ blev de nye indflyttere kaldt, fordi de rykkede ind i de områder, som officielt var udråbt til ’slum’.
Boligaktivisterne stødte sammen med politiet, som skulle opretholde loven, og dermed kom politiet til at repræsentere den autoritet, som borgerne havde lyst til at gøre oprør imod, selvom det var politikerne, der traf beslutningerne.
Boligpolitikken: nedrivning og nybyggeri eller renovering
I København var det overborgmestrene, som i øvrigt alle var socialdemokrater, der ønskede at rive de saneringsmodne ejendomme ned og bygge nyt. Det er ifølge tidligere byplan– og trafikborgmester fra VS, Villo Sigurdsson (1978-86) gået hårdt ud over Nørrebro, hvor der mange steder er sket det, han kalder en ’totalsanering’: Politikerne ville skabe bedre boligforhold, som også betød dyrere lejligheder, og på den måde ændrede ikke blot kvartererne sig, men også beboersammensætningen.
Mange årtier efter har Morten Kabell, teknik- og miljøborgmester (EL) i København (2014-17) påpeget, at de mest populære steder at bo er der, hvor der er renoveret i stedet for saneret. For bysaneringens beton skaber hverken stemning eller miljø.
Film om boligaktivismen i København
Takket være filmskabere og dokumentarister som Christian Braad Thomsen, Niels Schwalbe, Franco Invernizzi, Bent Stålhøj, Folke, Voja Miladinovic og mange flere findes der i dag en lang række film om slumstormere og BZ'ere i København. Der var husbesættelser i hele landet, men desværre har Filminstituttets arkiv ikke film af aktioner uden for København.
Den ældste film i temaet er fra 1969 og dokumenterer rydningen af det besatte boligområde Sofiegården på Christianshavn. Det var her boligerne blev betegnet som slum, og derfor blev aktivisterne ”døbt” slumstormere.
Læs resten af artiklen under filmserien
Film om Boligaktivisme
Kvindehus og Børnemagt-bevægelsen
Filmene i temaet dokumenterer også besættelsen af kvindehuset i gaden Åbenrå i indre København, og allerede fra 1973 findes en film om Børnemagt – en bevægelse, hvis navn skal tages for pålydende. Filmen handler om børn og unge, der ønsker selvbestemmelse og egne steder at være. To årtier senere er der igen filmisk fokus på næste generation af Børnemagt og Børnehuset i indre København. Det var blandt andet her folketingspolitiker Pelle Dragsted fra Enhedslisten trådte sine aktivistiske barnesko.
BZ'erne og drømmen om fællesskaber
Op gennem 80erne blev der lavet film om BZ-bevægelsen og deres aktioner, film som aktivisterne i flere tilfælde selv var med til at forme. 1980erne var et årti med mange besatte huse på Nørrebro, Vesterbro og det måske mest kendte sted, Ryesgade, hvor BZ'erne i 1986 kæmpede i ni dage mod politiet for at bevare husene, de boede i. Men trods forhandlinger med kommunen om en løsning endte det med, at BZ'erne forlod Ryesgade. ”Vi opnåede ikke en løsning. Jeg oplevede, at det var dér bevægelsen døde, gejsten var der ikke længere”, fortæller Martin Sundbøll. Martin var med i BZ fra starten, da Rugbrødsfabrikken Rutana på Nørrebro blev besat i 1981.
Ungdomshuset på Jagtvej
Fra 1996 skildrer filmene de Autonome og kampen for Ungdomshuset på Jagtvej. Advokat Knud Foldschack forhandlede for Ungdomshuset med daværende socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregaard om en løsning, så de unge kunne istandsætte huset og overtage det på lovlig vis. Men Ritt Bjerregaard solgte ejendommen til den kristne sekt Faderhuset midt i forhandlingerne. Ungdomshuset blev i 2007 ryddet på dramatisk vis. I dag er huset revet ned. Tilbage ligger en tom og ubebygget grund som et eksempel på en forfejlet ungdomspolitik.
TV STOP og 90ernes konfrontationer
Jeg har hverken været aktiv i Ungdomshuset eller været med til at besætte huse, men jeg kender trangen til at skabe et fællesskab i frie rammer og på egne betingelser. Det var jeg med til som aktivist både på Ugeavisen København og på lokal-tvstationen TV STOP, der havde sendetilladelse i Københavnsområdet og gik i luften første gang 6. april 1990. TV STOPs konsekvente dækning af, hvad der skete i København og omkring de besatte huse, dokumenterede blandt andet politiets arbejdsmetoder. Mange vil huske ordene: ”Skyd efter benene” fra 18. maj 1993, hvor politiet løsnede 113 skud mod demonstranter på Nørrebro efter en EU-folkeafstemning, der endte med et ja og megen vrede. Folketinget nedsatte, efter mange kritiserede myndighedsrapporter, til sidst en undersøgelseskommission, der 7 år senere godkendte politiets 113 skud, men kritiserede politiet for ikke selv at have iværksat en systematisk undersøgelse af indsatsen 13. maj 1993.
TV STOP eksisterer ikke længere. Det gør denne række af historiske dokumentarfilm heldigvis.
Helle Hansen | 17. april 2026
