Tema

Gyda Heding - Om sin tid som BZ'er

"Jeg er stolt over, at det lykkedes at få et fællesskab og et demokrati til at fungere på alle de praktiske planer. Vi var jo ikke særlig gamle. Jeg satte f.eks. min første brændeovn op, da jeg var 15 år."
DA

Gyda Heding

Portræt: Gyda Heding
Foto: Einar Við Neyst

Gyda medvirker i følgende film: 

Interview med Gyda Heding, socialrådgiver, tidligere BZ'er 

Filmkonsulent og filminstruktør Helle Hansen har talt med fire aktivister, en tidligere borgmester og en advokat. Alle var de involverede i 80’ernes og 90’ernes kamp for bedre og billigere boliger i København. Hvilken betydning har det haft for deres liv? Hvad står tilbage som de væsentligste erfaringer fra den tid?

Rummelighed og stærke fælleskaber

Hvilke erfaringer har du taget med fra din tid i BZ-bevægelsen?

Personligt handler det om at være god til at organisere og det at kunne overskue at være mange mennesker sammen, og ikke være bange for, om der er 10 eller 20 til aftensmad. Jeg har fået en grundlæggende forståelse af, at mennesker er forskellige, men også ens på mange punkter, og at de kan indeholde mere end det, man umiddelbart ser. Fællesskaber og at give plads til, at der er højt til loftet, er vigtigt. I BZ kom vi fra mange steder.

Jeg har lært at være nysgerrig på livet, og de mange måder det kan leves på og ikke mindst, hvor utrolig meget der er muligt, hvis man gør det sammen. Fællesskabet var det stærkeste, for sammen kan man kræve forandring og gøre en forskel. Så jeg har en stærk politisk bevidsthed med mig.

Arbejdet med unge

Istandsættelse af husene gav os en praktisk erfaring. Derfor gik jeg først i lære som snedker. Jeg forestillede mig, at vi skulle bygge verden om, og at det kunne vi kun gøre sammen. Men jeg blev socialrådgiver, fordi jeg ville arbejde med mennesker. 

Igennem hele mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med unge, der har været i udsatte livssituationer. Den enkelte unge kan ikke løse alle udfordringer, så jeg bidrager med fortællingen om, at først når vi spejler os i andre, kan vi forstå os selv. Arbejdet med de unge har skubbet mig der hen, hvor jeg er bedst.  

Er der noget, du har fortrudt?

Jeg drømte om, at BZ-bevægelsen holdt fast i noget mere fællesskab, også som boligform. I Ryesgade blev vi meget principielle. Jeg husker det, som om vi kunne have købt Ryesgade for en krone. Men vi insisterede på, at kommunen skulle stille lejlighederne til rådighed. Vi ville ikke have dem foræret af en fond. Det ærgrer mig, at vi ikke bare holdt fast i, at der findes mange måder at bo og leve.

Jeg er stolt over, at det lykkedes at få et fællesskab og et demokrati til at fungere på alle de praktiske planer. Vi var jo ikke særlig gamle. Jeg satte f.eks. min første brændeovn op, da jeg var 15 år. Vi var modige og kastede os bare ud i at leve sammen. Jeg boede besat i næsten 10 år. Det kunne jeg godt unde andre at prøve.

Politik i virkeligheden

Jeg har været medlem af Enhedslisten i mange år, og for små 20 år siden blev jeg opfordret til at gå ind i politik, men min datter var på det tidspunkt ikke så gammel, så det kunne jeg ikke overskue. Det lå alligevel og lurede i baghovedet, så for 8 år siden blev jeg valgt til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten. Det var en meget travl tid, også selv om jeg hele mit liv har været politisk aktiv. 
 

Film om Boligaktivisme


Helle Hansen | 17. april 2026