Interview med Martin Sundbøll, montør, tidligere BZ'er
Filmkonsulent og filminstruktør Helle Hansen har talt med fire aktivister, en tidligere borgmester og en advokat. Alle var de involverede i 80’ernes og 90’ernes kamp for bedre og billigere boliger i København. Hvilken betydning har det haft for deres liv? Hvad står tilbage som de væsentligste erfaringer fra den tid?
BZ'er med mange hatte
Hvilke erfaringer har du taget med fra tiden i BZ-bevægelsen?
Jeg var med helt fra starten, da Rugbrødsfabrikken Rutana på Nørrebro blev besat i 1981, til vi forlod Ryesgade i 1986 efter ni dages barrikadering og gadekamp, mens der stadig var forhandlinger med kommunen om en løsning. Det opnåede vi ikke, jeg oplevede at det var dér bevægelsen døde, gejsten var der ikke længere.
Helt fra starten i BZ tog jeg mig af den praktiske del: byggede og reparerede for at sætte husene i stand. Allerede dengang handlede det om at genbruge materialer, for vi havde ingen penge. I BZ lærte jeg at organisere og uddelegere. Lige fra madlavning, istandsættelse af husene og til gadekampe, men uddannelse og arbejde havde jeg dengang ingen holdning til. Jeg prøvede mange forskellige håndværk og endte med at være god til meget, men ikke rigtig god til ét fag. Da jeg stoppede i BZ, valgte jeg at uddanne mig som elektriker.
Årene i BZ lærte mig at omgås mange forskellige mennesker, og jeg havde dengang flere forskellige ledende roller. Den erfaring har jeg også taget med mig.
Logik & co.
Vi var en gruppe på otte mennesker, som havde lyst til at starte en arbejdsplads, hvor fundamentet var den kollektive ledelse. Det blev til byggefirmaet Logik & co., som i dag har eksisteret i 25 år og er en arbejdsplads for omkring 50-60 mennesker.
Vi ønskede at give de ansatte mulighed for at påvirke arbejdspladsen og havde derfor kollektiv ledelse med en forventning om engagement og holdning til organisationen og sociale principper. Vi startede med ligeløn, det var det letteste og det mest retfærdige. Ligeløn er der fortsat, men det er klart, man kan spørge sig selv, om der reelt findes ligeløn. Det afhænger selvfølgelig også af, hvordan dine øvrige økonomiske forhold ser ud.
Det slider på solidariteten
For tre år siden kunne jeg mærke, at jeg havde mistet energien. Jeg følte mig slidt ned af de lange kollektive processer og trængte til luftforandring. I dag er jeg ansat i en ejendomsadministration, hvor jeg tilser en lang række ejendomme, stadig med brugen af min faglighed som montør, men i mindre grad med mine kompetencer som kollektivist i spil.
Jeg er fortsat en del af Fonden, der ejer Logik & co. og de bygninger, som vi erhvervede. Logik er fortsat det tætteste på en familie, man kan finde – efter BZ-bevægelsen.
Helle Hansen | 17. april 2026