Af Jan A.S. Strang, finlandssvensk journalist med fokus på Norden.
Teksten i dette tema kan læses på dansk, norsk og svensk, mens filmene har undertekster på originalsproget. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
I 1980’erne fejrede vi ofte midsommer hos min farbror i Sverige. Hele familien kom, og der blev dækket op til langbord i haven. De voksne drak og skrålede til langt ud på natten, mens vi børn spiste jordbær og is, til vi var mætte og søvnige.
Da familien var finsk, holdt vi os ofte lidt for os selv dér på gårdspladsen ved min farbrors flotte villa i Västerås. Svenskerne derimod forlod næsten altid byen helt på midsommeraften og valfartede til deres sommerhuse omkring Mälaren. Men inden denne "evakuering" samledes alle i folkparken ved Vallby Friluftsmuseum. En enkelt gang besluttede vi finner os for at deltage i spektaklet. Det var et af de største kulturchok, jeg nogensinde har oplevet.
Som en, der er vokset op i Finland, er man vant til alt det svenske. Vores 800 år som ét og samme rige har gjort, at de fleste højtider stadig fejres nogenlunde ens. I Finland drikker vi måske lidt mere målrettet, går i varmere sauna og foretrækker grillpølser frem for gravad laks, men overordnet ligner vores kulturer hinanden meget.
Undtagen når det gælder midsommer.
Film om midsommer
Mystik og midsommerstang
Som speakeren forklarer så fint i starten af filmen Midsommarminnen (1942), er den svenske midsommer tæt forbundet med forestillinger om nationen, identiteten og naturen. Midsommeren er det tætteste, en sekulær nation som det moderne Sverige kommer på noget åndeligt eller overnaturligt. En helligdag hævet over hverdagsliv, økonomi og politik, hvor du kan tillade dig selv blot at eksistere, som en del af naturen og skabelsen.
Og så er der selvfølgelig dansen om midsommerstangen.
Der sad vi så på Vallbys grønne volde og beundrede den prægtige midsommerstang, som man bl.a. kan se eksempel på i filmen Säters sköna dal (1945). Stangen var tyve meter høj og traditionelt udsmykket med hane, vindfløj, trefork, sekstakket stjerne, klokke og lysestage mellem løv og blomster.
Som kuriosum kan nævnes, at midsommerstangen – Maibaum – kom til Sverige fra Tyskland i senmiddelalderen, sandsynligvis i slutningen af 1400-tallet. "Maja" – på tysk maien – betyder at pynte med grønt, men fordi foråret kommer lidt senere til Sverige end til Bayern, blev den svenske majfest, fejringen af grønskens komme, flyttet til midsommer. Det er især landskabet Dalarna, dybt inde i Svea rike, som med sine traditioner har lagt grunden til, hvordan svensk midsommer ser ud og fejres.
Klippene Til midsommerfest i Dalarna län (1950) og Traditionel svensk midsommer fra filmen I svenska bygder (1952) giver et fint indblik i, hvordan festen så ud i midten af det 20. århundrede. De tilbyder stadig skabelonen for hvordan en ægte midsommer skal se ud.
I Vallby så jeg violiner spille folkemelodier, mens processioner af mennesker i farverige folkedragter marcherede over engen med landskabsfaner og vimpler med lokale våbenskjolde blafrende i vinden. Og derefter, som på et aftalt signal, samlede tilskuerne sig omkring midsommerstangen. Spillemændene slog an til børnesangen Små grodorna, og med en følelse af absurd uvirkelighed overværede jeg, hvordan hundredvis af voksne mennesker pludselig satte sig på hug og begyndte at hoppe rundt som, ja, små frøer omkring stangen, mens de sang: "Små grodorna, små grodorna är lustiga att se / ej öron, ej öron, ej svansar hava de / koak-kak-kaa, koak-kak-kaa, koak-kak-kak-kak-kaa ..."
Sveriges uofficielle nationalfejring
Ligesom Danmark – og i modsætning til Finland og Norge, som har kæmpet sig til deres selvstændighed – har Sverige aldrig rigtigt følt behov for at fejre nationaldag. "Hvad skulle vi fejre? Vi har jo altid eksisteret."
Nordiske Nationaldage
De skandinaviske nationaldage fejres meget forskelligt. For nordmændene er nationaldagen 17. maj den vigtigste dag på året. Norsk kulturjournalist Hilde Sandvik gør dig klogere på betydningen af 17. maj med udgangspunkt i historiske optagelser.
Men hvor Danmark lever i en permanent, afdæmpet patriotisme, blusser den svenske nationalfølelse op ved midsommer. Det er under årets lyseste nat og længste dag, at svenskeren lader slipset blive hængende på knagen, knapper hele to skjorteknapper op og smøger buksebenene op til en barfodet gåtur i det dugfriske græs. Det er en nat for kærlighed, magi og beruselse. Den livsglæde, man resten af året holder forsvarligt nede, springer nu op som en champagneprop, mens snapsen giver alle en sangstemme.
I aften er vi dus, i morgen er alting som før.
Hvor Dannebrog altid kommer frem ved festlige lejligheder, er det blågule svenske korsflag langt mere knyttet til staten og politik og derfor mere usynligt i private sammenhænge. Også her er midsommer undtagelsen. Nu er det nationen, den svenske identitet og nærheden til naturen, der fejres.
Hedenskab under midsommersol
Sammen med julen er midsommer Sveriges mest etablerede og folkelige højtid, som finder sted på den modsatte side af solåret. Ligesom fejringen af vintersolhverv – julen – har sommersolhvervet lange førkristne rødder, men i modsætning til julen er midsommeren blevet bevaret som både mindre kommercialiseret og mere "hedensk", trods kirkens forsøg på at knytte dagen til Johannes Døberen. I det svensksprogede Finland kaldes midsommer også Johanni (på finsk Juhannus), og i Danmark såvel som Norge fejrer man udtrykkeligt Sankt Hans til minde om Jesu fætter. I Norge endda med midsommerslalomløb, som man kan se i den danske ugerevy Politikens Filmjournal 253 (1954).
I ældre svenske midsommertraditioner spillede frugtbarhedsritualer og spådomme en fremtrædende rolle. Det var her, portene til naturmagien åbnede sig. Det eksotiske ved den lyse nat beskrives i dette klip fra den amerikanske turistfilm Scandinavia – A Place Apart (1981) og i ekstremt opdigtet form i Ari Asters gyserfilm Midsommar (2019), som med sine ættestup og blodofre minder mere om Robin Hardys klassiske The Wicker Man (1973) end om egentlige svenske midsommertraditioner. Men stadig i dag plukker svenske piger syv forskellige blomster og lægger dem under hovedpuden. Ifølge legenden giver blomsternes magi hende mulighed for at i midsommerdrømmen få et glimt af sin kommende ægtemand.
Sankt Hans og hekse
I Danmark fejres midsommer med Sankt Hans, og her er bålet i centrum, som man kan se i dette midsommerklip ved Samsø fra den danske film Campingplads (1989). Bålene findes også i det sydlige Sverige, men det er stadig midsommerstangen – ikke bålet – der er festernes midtpunkt. I det finsksprogede Finland er juhannuskokko (bål) almindelige, men hverken i Finland eller Sverige har midsommerbål nogensinde været brugt til at brænde hekse eller andre kvindefigurer af. Den makabre ritualtradition ser også i Danmark ud til gradvist at være forsvundet i de seneste årtier efter #MeToo.
I modsætning til Sankt Hans, som fejres den 23. juni hvert år uanset ugedag, falder midsommerdagen i Sverige siden 1953 altid på lørdagen mellem den 20. og 26. juni. Det har skabt en fast lang weekend, som markerer begyndelsen på den egentlige sommer og arbejderklassens ferie.
Druk – En makaber finsk folkesport
I det høje nord kan vejret spille én et puds, og det er ikke usædvanligt, at midsommeraftener nord for den 60. breddegrad fejres i slud og temperaturer, der egner sig bedre til at køle øl ned end til en svømmetur.
I Finland er midsommerweekenden blevet noget nær druknedødens højtid, hvor brændevinen og den 100 grader varme sauna driver ældre midaldrende mænd ud i de stadig vinterkolde søer. Hjertestop, krampeanfald og kuldechok kræver deres ofre i midsommernatten, og det er blevet en makaber folkesport på forhånd at gætte, præcis hvor mange der aldrig vender tilbage fra sommerhuset det år. Antallet af druknede i midsommerweekenden rapporteres stadig hvert år i de finske nyheder. I Sverige er forbindelsen mellem druknedød og midsommer ikke kulturelt lige så stærk, men antallet af omkomne stiger næsten altid de år, hvor vejret er særligt godt.
Sild, sang og skål
I stedet for finsk druk, depression og druknedød er billedet af den traditionelle svenske midsommer præget af glæde. Blomsterkranse og hvide sommerkjoler, røde træhuse i landlige omgivelser, folkedans og musik. Se f.eks. filmen Midsommar med Snoddas (1952), hvor den i gamle dage berømte svenske sanger Gösta "Snoddas" Nordgren spiller sit store hit Flottarkärlek en midsommerdag i Röste.
Ud over Små grodorna synger man Idas sommarvisa af Astrid Lindgren og den flere hundrede år gamle folkevise Uti vår hage, bedst kendt i Hugo Alfvéns version fra 1923. Andre legesyge børnesange som Vi äro musikanter og selvfølgelig klassiske snapsesange som Helan går lyder gennem sommernatten. Desværre mangler Sverige den brede fællessangskanon, som Danmark har opretholdt gennem Højskolesangbogen.
Men ligesom Danmark er man i Sverige tosset med sild. På midsommerbordet finder man ofte tæt på ti forskellige slags marinerede sild samt røget og gravad laks, helt og aborre. Nye kartofler kogt med store mængder dild er obligatoriske, ligesom gräddfil (særligt syrnet fløde), purløg og friskbagt brød. Og til dessert bliver det naturligvis jordbær med flødeskum – og så lige en snaps mere. Og husk nu, at "den som inte helan tar, han ej heller halvan får. Helan går! Sjung hopp-faderallan-lej. Hej!"
Og som vi siger på svensk: Glad midsommar!
Jan A.S. Strang | 12. juni 2026
