Af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder, Det Danske Filminstitut
Når verden forandrer sig med rivende hast, fastholder filmen, hvad vi oplevede i går, i sidste uge og for 100 år siden.
De ældste danske reportagefilm med fokus på det dansk-amerikanske forhold dokumenterer Rebildfesten i Nordjylland, den største fejring af USA's nationaldag – 4th of July – uden for USA. Her er alt solbeskinnet fryd og gammen, og forestillingen om Amerika som frihedens og mulighedernes land lever.
Nyere film tager den amerikanske drøm kritisk under lup og viser, at danske dokumentarister allerede for årtier siden udpegede den retning, Amerika i dag er slået ind på. Filmene – de fleste med roadmovie'en som inspiration – vidner om lige dele fascination af USA som bekymring for, hvor det er på vej hen.
Læs resten af artiklen under filmserien
Fejringer af et venskab i krise
Nyhedsfotograferne var på pletten, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen delte smøger og 'fist bumps' med den grønlandske regerings udsending Vivian Motzfeldt og ambassadør Jesper Møller Sørensen efter Grønlandskrisemødet i januar 2026. Krisemødet med Donald Trumps næstkommanderende i Washington gav genlyd hele vejen til rådhuset i Aalborg. Her havde kommunalbestyrelsen sløjfet den økonomiske støtte til årets Rebildfest efter Trumps trusler om militær invasion af Grønland – "den store klump dårligt administreret is", som præsidenten udtrykte det.
Den traditionsrige festivitas i Rebild Bakker har fundet sted årligt på USA’s uafhængighedsdag siden 1912. Nu, hvor diplomatiet havde fået konflikten om Grønland omdirigeret til udvalgsarbejde, ændrede byrødderne holdning; man ville støtte fejringen af venskabet mellem danskere og amerikanere på den betingelse, at ingen officielle repræsentanter for USA var en del af festens program. Venskab var afløst af mistro.
Rebildfesterne er skildret i stribevis af reportagefilm og ugerevy-indslag fra 1937-76. Ved den 40. Rebildfest i 1952 taler den første kvindelige ambassadør i Danmark, Eugenie Anderson, ’på smukt dansk’ til de titusinder af gæster i de solbeskinnede bakker. Også den danske Hollywoodskuespiller Jean Hersholt ’med frue’ kaster glans over festlighederne, hvor Politikens Ugerevy er på pletten for at rapportere. Det gøres i vanlig overfladisk infotainmentstil, solen skinner i Rebild og den amerikanske ambassadør har ligefrem lært sig dansk! Så gode venner var vi.
I 1961 producerer Ministeriernes Filmudvalg en engelsksproget film om festen i bakkerne. Den statsfinansierede The Way to Rebild er instrueret af Ingolf Boisen, som var en af hovedfigurerne bag dansk dokumentarismes guldalder i 40’erne og 50’erne. Filmen åbner med tilstrømningen til fejringen, som tæller både de danske samfundsspidser – kongefamilien, stats- og udenrigsminister, den amerikanske ambassadør – og menigmand, heriblandt en fiktiv amerikansk familiefar med frue og søn.
Familien Hansen fra South Carolina har danske rødder, er på ferie i Danmark, vil opleve Rebildfesten og tilføjer filmen et iscenesat lag. Mens den amerikanske ambassadør taler, sniger yngste Hansen, drengen Chris, sig ind i det blokhusmuseum, som dengang lå i bakkerne. Indenfor er alskens 'americana' udstillet. Et bøffelhoveds tomme øjenhuler stirrer ned fra væggen, seksløberen hænger i patronbæltet, midt i rummet knejser en indianerhøvding med fjerprydelse og flitsbue.
Chris sætter sig i en prærievogn, og et flashback fortæller om danskernes udvandring til Amerika, dengang en billet over Atlanten kostede 17 dollars – ’et beløb, man altid kan rejse, når man drømmer om en gylden fremtid’, lyder det. En af dem, der gjorde det, var journalisten Jacob A. Riis, hvis bog ’The Making of an American’, der bladres i, mens speaken citerer præsident Theodore Roosevelt for, at hans ’nære ven’, Jacob, var en ’amerikansk idealborger’.
At mange danskere har sat positive aftryk på amerikansk historie, fortæller også den amerikanske ambassadør fra talerstolen udenfor blokhuset og bringer en hilsen fra præsident Truman, der kalder Rebildfesten "et strålende eksempel på, hvordan to nationer kan fortsætte med at nyde godt af de mest hjertelige forbindelser".
Hjerteligheden og den uforstyrrede dansk-amerikanske hygge slår teatergruppen Solvognen fæle skår i under festlighederne i 1976. På højderyggen bag de mange tusinde gæster til USA’s 200-årsdag dukker pludselig 37 hujende ’indianere’ på hesteryg op. ’Ku Klux Klan’ er der også med kors og kutter. En velplanlagt protesthappening imod den behandling, den indfødte befolkning og sorte amerikanere må leve under, er i fuld gang. Knippelsuppen, som politiet trakterer de uindbudte gæster med, gør festen til en temmelig kaotisk og uskøn forestilling. En påmindelse om, at dele af den danske ungdom ikke længere ser USA som drømmenes mål, men som en blodig imperialistisk stormagt, der knægter frihed og menneskerettigheder i både Asien, Mellem- og Sydamerika.
Billeder af Amerika: Jacob, Jacob og uligheden
To Jacob’er står for nogle af de mest effektfulde dokumentariske skildringer af USA. I slutningen af 1800-tallet fotograferede og beskrev Jacob A. Riis (1849-1914) fattigdommen i New Yorks slumkvarterer. Det gjorde han så effektivt, at han i dag huskes som fotopioneren, der åbnede politikere og borgerskabets øjne for elendigheden i datidens lejekaserner og banede vejen for en storstilet sanering af New Yorks slum. Riis’ sociale indignation og formidling af de fattiges kår gjorde ham til ven af præsident Theodore Roosevelt og en særdeles berømt figur i USA. Robert Fox’ billedpoetiske dramadokumentar Flash of a Dream fortæller historien om Jacob Riis med hans eminente fotos som bærende element.
En anden fotograf, Jacob Holdt (f. 1947), har sat billeder på USA for flere generationer af danskere. Holdts lysbilledforedrag, Amerikanske Billeder I og Amerikanske Billeder II, kom gennem flere årtier vidt omkring i danske skoler, gymnasier, forsamlings- og kulturhuse, og hans bog af samme navn solgte 80.000 eksemplarer alene i 1977, hvor den udkom.
For både Riis og Holdt gælder, at dyb social ulighed står knivskarpt i deres amerikanske billeder. Men hvor Riis troede på fotografiets dokumentariske overbevisningskraft og på at forandre kummerlige forhold via lovgivning og politik, advokerer Holdt med sine 'Amerikanske Billeder' for næstekærlighed – også imod dem, man frygter og er dybt uenig med.
Holdts amerikanske billeder er først og fremmest en vagabonds rejseberetning med mødet mellem mennesker som den forandrende kraft – mere end et revolutionært opråb eller et politisk instrument. Hverken Jacob eller Jacob skildrer et forjættet land, som man drager til i håb om en gylden fremtid – tværtimod.
Knuste stjernedrømme og voldsparathed
Den kritiske optik præger også flere af Jon Bang Carlsens film fra USA. I Hotel of the Stars (1981) skildrer Carlsen et Hollywood-hotel, som tidens tand har gnavet al glamour af. Det samme gælder beboerne, der alle nærer for længst anløbne drømme om en strålende stjernekarriere i Hollywood. For de flestes vedkommende udgør tilfældige statistroller de trædesten, som lige netop holder dem oven vande. De knuste drømme på Hotel of the Stars antager hos nogle af de desillusionerende drømmere temmelig menneskefjendske former. En af de håbefulde er krigsveteran og bevæbnet til tænderne.
Samme voldsparate desillusion præger hovedpersonen i Bang Carlsens Fugl Fønix (1984). James driver et træningscenter for folk, der vil lære at forsvare sig med skydevåben. For James gælder det samme som for krigsveteranen på Hotel of the Stars: begge betragter skyderen som ’retten til at sige nej’. Deres individuelle frihed vokser ud af løbet på et skydevåben. Og frihed er for disse amerikanere noget, man opnår som enkeltperson, ikke i et fællesskab med andre. Med en pistol i hånden kan amerikaneren klare en fjendtlig omverden, hvor stat, myndigheder og politi lader hånt om dem og deres sikkerhed – den må de selv sørge for.
Det er et isnende, angstmættet og paranoidt portræt, Bang Carlsen tegner af våbeninstruktøren og hans kunder – noget, der resonerer med danske forestillinger om amerikanere som ’gun crazy cowboys’ og USA som et sted, hvor risikoen for at blive skudt på et tilfældigt gadehjørne ved højlys dag er overhængende.
Persongalleriet på hotellet og de skydeglade i Phoenix er alle figurer i Bang Carlsens iscenesatte fortælling om USA; de instrueres til at spille sig selv, hvilket naturligvis giver instruktøren en større frihed til at forme sin fortælling, end hvis han havde benyttet en mere observerende tilgang.
Ekstremismen, der blev regeringspolitik
Den militante paranoia og voldsparathed får nok et nøk i Tómas Gislasons Patrioterne (1997), som er et skoleeksempel på en refleksiv dokumentar. Her undersøger Gislason, hvad der rører sig på USA’s militante højrefløj. Og han gør det med sig selv foran kameraet, mens han tegner billedet af et USA, hvor urovækkende tendenser breder sig.
Internettet er lige slået igennem, instruktøren bruger det på sin rejse fra den ene højreekstremist til den næste. Gislasons tilgang er den naivt spørgende. Han forholder sig mildt undrende til det meste, og den metode åbner op for ekstreme udsagn fra blandt andet nazister i Aryan Nation. Universitetsforskere fortæller, at det spritnye internet ser ud til at fungere som et væksthus for de mere ekstreme fora, og at udladningerne på nettet styrker de militante grupper i virkelighedens USA – længe før de såkaldte ’sociale medier’ slog igennem.
Eksperterne advarer også imod at betragte ekstremisterne som ligegyldige randeksistenser; at affeje dem som de ’deplorables’, Hilary Clinton hånligt kaldte Trumps vælgere i 2016, og dermed i flere analytikeres optik gjorde sig skyldig i det, Demokraterne tabte valget på: den elitære arrogance ikke at tage såkaldt ’almindelige amerikaneres’ holdninger og bekymringer alvorligt.
Når man ser Gislasons Patrioterne i dag, er det overrumplende, hvor mange af de fænomener og tendenser, han møder på den alleryderste højrefløj, som nu udgår fra magtens centrum, fra Det Hvide Hus i Washington, fra præsident Trump.
For tre årtier siden fandt Gislason nærmest samtlige definerende karakteristika ved det MAGA-USA, vi kender i dag: ekstrem ulighed, militarisme, dyb mistro til myndigheder, magthavere og medier, konspirationsteoretiske forklaringer og fornægtelse af fakta i form af 'fake news', racisme, xenofobisk mistro overfor immigranter og voldsforherligelse – den allerede beskrevne stædige overbevisning om, at friheden gror ud af et geværløb.
Polariseringen er total, den største forskel fra dengang til nu består i, at i dag er det kunstig intelligens, ikke internettets fremvækst, der sætter verdenssamfundets tektoniske plader i bevægelse. Og at ekstremisterne befandt sig på yderfløjene, ikke i Det Hvide Hus.
Tómas Gislason arbejder på en opfølger til Patrioterne. Han er tilbage, 'on the road' sammen med sin søn, for at genbesøge det ekstreme USA i det, der bliver en ny generations møde med nutidens Amerika.
Drømmen om Amerika
Vil man forstå, hvordan billedet af USA skifter fra generation til generation, byder Ebbe Larsens Amerika – som jeg ser det (1984) sig til. Her taler den taknemmelige krigsgeneration, som oplevede, hvordan amerikanske soldater befriede Europa fra nazismens tyranni. Filmen tegner et billede af frihedens og mulighedernes land, som er befolket af jævne, gæstfrie amerikanere, gode demokrater – et modsvar til samtidens anti-amerikanske kritik fra Europas ungdom.
Midt i alle disse skildringer af USA løber en fortryllelse af den ærkeamerikanske ikonografi, som Hollywoodfilmen har lært os at elske gennem hundrede år. Allerede før amerikansk film for alvor blev verdensførende i 1920’erne indspillede man i Danmark stumfilm, som foregik i Amerika. Som man kan se på stumfilm.dk var det rigtige cowboyfilm, og storfilm, der portrætterede USA som et vildt og farligt, men også dragende sted – et drømmenes mål.
For dokumentaristerne er det påfaldende, at selv dem, der leverer kritiske dementier af den amerikanske drøm, betjener sig af velkendte amerikanske motiver: varmeflimren over en vej i et ørkenlandskab, diner’en, neonreklamen, de vidtstrakte landskaber, skyskrabernes savtakkede skyline mod himlen, millionbyernes multietniske menneskemylder.
Også de mere poetiske skildringer som for eksempel Jørgen Leths 66 scener fra Amerika (1982) er fyldt med den slags 'americana' – og med øjeblikke, der på finurlig vis sætter amerikansk ikonografi i sære svingninger, som for eksempel den berømte optagelse af Andy Warhol, der stilfærdigt spiser en burger. I Leths særlige stil er vi tæt på eksperimentalfilmen, som her også tager tydelig farve af populærkulturens stereotypiske billeder af Amerika.
Over 100 års global 'soft power'-dominans har grundfæstet verdens forestillinger om drømmelandet Amerika. Måske er det i virkeligheden drømmen om USA, der er bristet. Meget passende er det kongen af amerikansk popkultur, Walt Disney, der er hovedtaler ved årets Rebildfest i The Way to Rebild fra 1961. Mens han går på talerstolen for at hylde de dansk-amerikanske relationer, spiller orkesteret ’When You Wish Upon a Star’.
Var alliancen og venskabet på tværs af Atlanten ønsketænkning? Var den regelbaserede verdensorden, som USA stod som garant for, en ’nyttig fiktion’, som den canadiske premierminister Mark Carney udtrykte det i en berømt tale under World Economic Forum i 2026? Det er ikke utænkeligt. Ikke meget er længere utænkeligt. Men vejen hertil er for længst fortalt af danske dokumentarfilmskabere.
Lars-Martin Sørensen | 2. november 2026