Af Rasmus Brendstrup, redaktør i Cinemateket
"Det begyndte med et tilfældigt møde," fortæller Ingrid Oustrup Jensen.
"Jeg sad engang i 70'erne i et tog fra Stockholm, og overfor mig sad en kvinde, som viste sig at være tyrkisk. Det var første gang, jeg sad så nær en indvandrerkvinde i den karakteristiske påklædning med det obligatoriske tørklæde på, – en af de kvinder som vi hidtil havde opfattet som næsten usynlige skygger, der gik to meter bag deres mænd på gaden.
Dér, i kupéen, opstod en fortrolighed mellem os, og da vi ikke havde et fælles sprog, begyndte vi at tegne og fortælle i duggen på vinduet – hvor mange børn vi havde, om vi havde en mand, og hvor gamle vi var. Vi fik faktisk fortalt ret meget gennem de tegninger," siger hun med et smil.
Mødre i fremmed fædreland kan ses gratis på Danmark på film. Uddrag af filmen vises desuden ved et arrangement den 23. oktober, ledsaget af samtaler, musik og digtoplæsning.
Bag arrangementet står Immigrantmuseet, Danmark på film og Cinemateket.
"Der blev min interesse vakt. Jeg syntes, der skulle laves en film om de kvinder."
Resultatet, ’Mødre i fremmed fædreland’ fra 1984, fortæller netop denne ’usynlige’ indvandringshistorie.
Da de mandlige gæstearbejdere ankom til Danmark i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne var den oprindelige plan, at de ville tjene penge og rejse hjem igen inden for nogle år. For mange gik det dog ikke sådan, og i løbet af 1970’erne blev mange gæstearbejdere familiesammenført med koner og børn.
Men for mange af kvinderne var det svært at føle sig hjemme i det nye land. I filmen ‘Mødre i fremmed fædreland’ fortæller nogle af kvinderne gennem en række interviews om de vanskeligheder, de har mødt – socialt, sprogligt, kulturelt og psykisk.
Se ’Mødre i fremmed fædreland her.
En kollektiv stemme
Hvordan kom interviewene med kvinderne i filmen i stand?
"Det var op ad bakke i starten," siger Oustrup Jensen. "Men så blev jeg inviteret til henna-aften, som ifølge tolken var tradition før et bryllup, hvor man samles, og kvinderne er dekoreret på hænderne med henna i sirlige mønstre.
"Jeg kom ind i et lille soveværelse, hvor der sad kvinder overalt oppe og nede – som i en hønsegård! Jeg forelagde projektet, som ville kunne bygge bro imellem danskere og indvandrere, og de syntes, ideen var god. Men at det afhang af mændenes tilladelse."
Ingrid Oustrup Jensen gik ind til mændene, der sad tilbagelænet i sofaer i en tilstødende dagligstue, forklarede sit ærinde – og fik en blandet reaktion.
"De sagde: ‘Det er en god idé, men det er os, du skal tale med, for vi formulerer os meget bedre end kvinderne.’ Jeg sagde så ret klart, at jeg tvivlede på, at de kunne formulere sig bedre om kvindernes liv end kvinderne selv."
Til sidst lavede hun et papir, hvor mændene kunne krydse af i hvilket omfang, deres koner måtte deltage. Enkelte fik mændenes tilladelse, og især ét greb gjorde udslaget:
"Jeg lovede, at jeg ville lave filmen som en kollektiv fortælling – med mange kvinder klippet sammen, så de på en måde får én stemme. Det var ret nyt dengang."
"Hun tillader sig meget"
Premieren på ’Mødre i fremmed fædreland’ blev holdt i biografen Delta Bio.
"Der var stuvende fuldt," husker Oustrup Jensen. I trængslen på vej ud stødte hun ind i en af de medvirkendes mand hr Alp og spurgte, hvad han syntes. Han sagde: ‘Hun tillader sig meget.’"
Oustrup Jensen griner. "Den måde, han sagde det på, var fuld af forbløffelse, respekt og kærlighed. Det var noget helt nyt for dem at opleve deres kvinder udtrykke sig i nærbillede på det store lærred. Dengang var den gængse mening i deres kultur, at man var luder, hvis man optrådte på film. Så jeg tror, filmen var med til at bryde grænser. Og det er jeg rimelig stolt af."
Hvad betød filmen for kvinderne selv?
"Jeg tror, den gav dem enorm selvtillid," siger hun eftertænksomt. "De var stolte og glade for at være med. Jeg fik aldrig lavet en opfølger, men jeg synes stadig, min film har relevans."
Sproget som filmisk barriere
Oustrup Jensens indledende research til filmen førte hende til et arrangement om indvandrerkvinder, hvor hun efterfølgende kontaktede de unge kvinder, der sad i panelet.
"Der mødte jeg blandt andre Lubna, en tyrkisk kvinde ved navn Ymran og en jugoslavisk kvinde, Verka. De var så stærke og karismatiske – de havde virkelig noget at byde på," fortæller hun.
Hun spurgte dem, om de ville samarbejde om en film om indvandrerkvinder.
"Som sagt kendte danskerne jo kun kvinderne som dem, der gik to meter bag deres mænd. De var usynlige," siger hun.
Kvinderne indvilligede.
"Ymran hjalp mig med at finde en fantastisk tolk, Myzeyyen, som jeg sad med i 200 timer i klipperummet. Hun oversatte ordret, hvad kvinderne sagde. Det var så smukt et sprog," fortæller Oustrup Jensen.
"For eksempel sagde de: ‘I Tyrkiet regner man kun med mandens hånd’ – underforstået, at kvinders arbejde ikke tæller. Eller: ‘Når man ser noget på gaden, så har man det i hovedet som betød, at hvis de så en med en strikket vest på gaden, kunne de aflæse det komplicerede mønster og gå hjem og lave den efter."
Sproget i filmen var helt centralt:
"Jeg sad i dagevis hos min søster på landet for at finde et dansk sprog, der kunne indfange deres tone og udtryk indenfor de begrænsede enheder, der er til rådighed for tekster til levende billeder." fortæller hun.
En dag ringede ringede filmkonsulenten Bente Hansen fra Statens Filmcentral.
"Hun sagde: ‘Hvem har skrevet teksterne? ’Det er jo de rene prosadigte.’ Det gjorde mig glad – jeg følte, at min umage havde ramt plet”.
”Da filmen senere skulle oversættes til engelsk, satte producenten en amerikaner til at køre teksten gennem en computer. Pludselig brugte kvinderne fra landsbyer i Konya moderne amerikanske udtryk! Det var helt forkert, så jeg oversatte selv teksterne til engelsk forfra," siger hun og ryster på hovedet.
De skal gøre det selv
Ingrid Oustrup Jensen har arbejdet i film siden 1970’erne, først som skuespiller i 'Ta’ det som en mand, frue' (1975) og med stemmebidrag i 'Trællene' (1978) og 'Trællenes børn' (1980). Hun har også erfaring som instruktørassistent og rekvisitørassistent på kortfilm som 'Nocturne' (1981) og 'Historien om Kim Skov' (1981).
Hun debuterede som instruktør og manuskriptforfatter med kortfilmen 'Aldrig i livet' (1982) og fulgte op med dokumentarfilmen 'Mødre i fremmed fædreland' (1984). I årene derefter har hun instrueret kortfilm og dokumentarer som 'Jordens børn' (1985), 'TILLYKKE det blev en ligestilling!' (1988) og 'I velfærdets favn' (1995), ofte med fokus på sociale temaer, ligestilling og menneskelig værdighed.
"Min familie blev ramt af massive tragedier i 90’erne, som slog benene væk under mig. Jeg mistede mit lune og følte, at virkeligheden var vigtigere end alle de film, man kunne lave om dem. Da jeg kom tilbage til overfladen, var jeg ikke interessant længere, og mine ansøgninger blev afvist."
Hvordan føles det, at denne film nu får nyt liv?
"Altså at den kommer op af mølposen, haha? Jeg ved ikke, om den får opmærksomhed, men jeg synes stadig, den har meget at fortælle – også i dag, hvor indvandrerkvinderne er veluddannede og selvbevidste."
"Hvis jeg skulle lave en film nu, ville jeg ikke lave en om indvandrerkvinder – det skal de selv gøre. Jeg ville engang lave en om gamle grønlandske kvinder, men i dag ville det blive kaldt appropriation."
"Min tidligere svigersøn, dokumentaristen Max Kestner, har i været i Syrien for at lære folk at lave film – så de kan fortælle deres egne historier."