ErindringsBio i biografmørket

ERINDRINGSBIO. Filminstituttet arbejdede i 2021 på at udvikle et nyt filmtilbud til mennesker med demens og deres pårørende, frivillige og plejepersonale. Pilotprojektet blev testet ude hos brugerne, og i denne reportage er vi med i Reprise Teatret i Holte, hvor ’ErindringsBio i biografen’ møder et veloplagt publikum. Projektet har efterfølgende opnået finansiering og bliver fra efteråret 2023 tilbudt biografer i hele landet.

Af Christine Bøge Lejre, projektleder for ErindringsBio

Når man træder ind i det gamle Reprise Teater fra 1919, er det som at træde ind i en tidslomme. Den klunkeinspirerede stil med frynselamper og røde plyssæder sender tankerne tilbage til svundne tider. Biografen har i november måned dannet ramme om pilotprojektet ErindringsBio. Her har mennesker med demens haft mulighed for sammen med pårørende og plejepersonale at komme i biografen og se historiske dokumentarfilm fra Det Danske Filminstituts samlinger under demensvenlige forhold. Det vil sige få mennesker i biografen ad gangen, visninger af tre korte dokumentarfilm med en samlet længde på 30 minutter fra 50’erne og 60’erne, og at gæsterne fik billedmateriale med hjem til en snak om filmene og det levede liv.

Om ErindringsBio

ErindringsBio er et pilotprojekt. Formålet er at skabe filmvisninger – både i biografen og online, der kan danne grobund for samvær og samtale mellem mennesker med demens, deres pårørende, frivillige og plejepersonale.

Filmvisningerne og det tilhørende dialogmateriale er baseret på principper for reminiscensarbejde, som går ud på at styrke livsglæde, dialog og identitetsfølelse hos mennesker med demenssygdomme. ErindringsBio er gratis at se.

I januar 2022 fik Filminstituttet de fornødne fondsmidler af Den A.P. Møllerske Støttefond samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. I 2023 bliver ErindringsBio et landsdækkende tilbud online og i biografen.

Filmene, der vises, kommer fra Filminstituttets gratis streamingsite Danmark på film. Redaktør Lisbeth Richter Larsen fra Danmark på film fortæller:

"Mange af de film, vi digitaliserer til Danmark på film, egner sig brandgodt til reminiscensarbejde. Filmene taler direkte til os, fordi en tid, en epoke, en særlig begivenhed eller en stemme fremstår så levende og rammer direkte ind i den enkeltes ’erindringsbank’. Vi bliver mindet om vores egen opvækst og levede liv. Vi berøres af, røres over og reagerer på disse levende billeder, som på forskellig vis spejler vores personlige historie. Den mulighed ønsker vi at udbrede til en særlig gruppe mennesker, hvor denne visuelle kickstart af erindringer giver ekstra mening. Hvis filmudvalget tilpasses demente i forhold til længde og relevans og på den måde kan styrke hukommelsen og vække minder til live, så kan vi være med til at skabe en mulighed for samvær og dialog."

Dagens biografgængere har ikke været i biografen i årevis.

”Det er ikke hver dag, jeg går i biografen”, fortæller Per Lorentzen, der lever med demens. Hans kone Lis supplerer; ”Det er næsten 20 år siden, og det her var en god anledning.”

Maiken Ellergaard Madsen, der er projektleder for ErindringsBio i Reprise Teatret, fortæller:

”Mange pårørende fortæller, at de ikke har været i biografen i mange år, fordi handlingen i en almindelig film er for svær at følge med i for et menneske med demens, men her er det netop tilpasset denne brugergruppe.”

Per Lorentzen, der lever med demens, er for første gang i årevis i biografen med sin kone Lis. Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen.

På feriekoloni og med Dronningen i Canada

I biografsalen er der langt færre gæster end normalt. Der skal være god plads til, at gæsterne kan sidde spredt i salen, og at der kan hviskes lidt om de tre film, de nu skal se.

Først vises filmen 'Et par ord om Danmark'. Det er et portræt af Danmark fra det brusende Vesterhav til Københavns larmende gader, fortalt af Helge Kjærulff-Schmidt, en meget velkendt stemme for netop dette publikum. Filmen er akkompagneret af musik af Niels Viggo Bentzon – for nutidens øre en lidt insisterende fløjten, men for dagens biografgængere ”skøn moderne 60’er musik”, som en ældre dame beskriver det.

Den anden film i rækken er et afsnit af Sparegrisens Filmrevy – en lille munter film med tre indslag, der blev vist som forfilm i biografen i 50’erne. I denne udgave findes blandt andet et indslag om nogle børn, der leger cowboyer og indianere på en feriekoloni i Odsherred. Det går vildt for sig, da cowboyerne ender med at skyde alle indianerne, og en af gæsterne griner i mørket: ”Det var dengang, man ikke overlevede en feriekoloni.”  

Og til sidst den store royale finale 'Canadarejsen' fra 1967, hvor vi følger Kronprinsesse Margrethe, nu Dronning af Dannmark, med hendes gemal Prins Henrik på en rejse til Canada. Her besøger de både Verdensudstillingen i Montreal, Niagara Falls og ikke mindst ØK’s papirmølle på Vancouver Island. Særligt sidstnævnte skabte minder for en tidligere papirhandler og bogtrykker blandt publikum.

I biografmørket kan man høre dybe suk over søde babyer, fnisen, når kartofler koger over på det gamle støbejernskomfur, og lavmælt snak om, at skorstensfejeren jo i dag ser ud præcis som i 60’erne. Efterfølgende fortsætter snakken i foyeren over en kop kaffe og småkager. Her bliver der delt minder fra selve Reprise Teatret – en dame med sølvgråt hår kan huske, at hun er kommet her som barn. En anden er imponeret over Dronning Margrethes flotte hår og en tredje mere af hendes smukke mand. En ældre dame udbryder: "Det var SÅ morsomt at se!" 

Maiken Ellegaard Madsen fra Reprise Teatret fortæller efter dagens visning:

”Filmene satte gang i snakken og minderne. Lige fra oplevelsen af at være i biografen i de unge år til at huske store filmstjerner og selve indholdet fra filmene. Filmen om Kronprinsesse Margrethes besøg hos ØK fik tre ældre herrer med demens til at tale om ØK, samhandel, storhedstid og big business. De lignede tre forretningsmænd. En af dem havde endda rejst med ØK til Canada. Det rørte mig dybt at være med til at give liv til en sådan samtale på baggrund af deres biografoplevelse i ErindringsBio”

Kenn Pedersen, der lever med demens, fortæller efter biografvisningen: ”Det er min datter, der har inviteret, og jeg vidste jo ikke, hvad jeg kom ind til. Jeg synes, det var godt at se noget fra tidligere tider – jeg hyggede mig i hvert fald, og det tror jeg også, min datter gjorde”.

Kenns datter Lotte Pedersen supplerer: ”Jeg synes, det var godt og sjovt at være sammen om filmoplevelsen, og godt at det ikke varede længere – det var et passende valg af film.”

Kenn Pedersen og hans datter Lotte får en god snak om det levede liv med hjælp fra billedmaterialet efter dagens forestilling. Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen.

Billeder fra filmene sender gæsterne på en fælles rejse tilbage i tiden 

En demenssygdom stiller nye krav til, hvordan man opnår et godt samvær med en ven eller et familiemedlem med demens. Fællesaktiviteter, som før var naturlige, kan pludselig synes trættende og ligefrem uoverskuelige. Det samme er tilfældet med den gode samtale, der på grund af sygdommen ikke længere flyder helt så nemt, som den gjorde engang. Netop dette ønsker projektet at afhjælpe. Derfor suppleres filmvisninger også af billedmateriale, der efterfølgende kan være med til at starte en samtale om det levede liv. 

”Når man er dement eller er ved at blive det, indskrænkes oplevelsesrummet radikalt. Det gælder både for det menneske, der rammes af demens, og for deres pårørende. Hverdagslivet ændrer sig, og det gør samværet også. Vi har en forestilling om, at ErindringsBio kan danne ramme for en udflugt, hvor man kan være sammen om en meningsfuld oplevelse. De film, vi har udvalgt til ErindringsBio, har almen interesse og appellerer bredt. Det Danske Filminstitut har allerede digitaliseret en del af vores fælles historiske filmarv. Og noget af det, der motiverer os allermest, er at se filmene give mening derude,” fortæller Lisbeth Richter Larsen.

Lis Lorentzen, hvis mand er ramt af demens, fortæller: 

”Vi er i den situation, at hans korttidshukommelse er helt væk, så netop det, at man kan sidde og snakke om billederne, kan få hukommelsen til at komme frem. Det er jeg meget glad for! Det er en rigtig god idé at få noget med hjem. Jeg synes, det er rigtig godt, at I har lavet det her,” siger hun og henviser til det trykte billedmateriale. 

Minder fra biografrummet

For mange af gæsterne var det ikke kun filmene, der satte liv i minderne, men også selve biografoplevelsen.

”Biografen er i sig selv et fascinerende sted, som næsten alle har minder om. Det synes vi er meget meningsfuldt,” fortæller Lisbeth Richter Larsen fra Det Danske Filminstitut. 

Biografgænger Kenn Pedersen bliver f.eks. mindet om sine biografvaner som ung: 

”Det er sgu længe siden, jeg har været i biografen," griner Kenn Pedersen. Som ung gik jeg meget i biografen i Roskilde, hvor der var tre biografer. Jeg mindes, at mine venner og jeg tit kørte op til 16-forstillingen i Roskilde om søndagen. Det var skønt.”

Projektet kræver ressourcer 

At arrangere visninger som denne kræver både en biograf og ressourcer hos de plejecentre, der skal stille ekstra mandskab og busser til rådighed for, at borgerne kan komme i biografen. Ressourcerne til dagens biografarrangement blev fundet af Rudersdal kommune.

”I tråd med den overordnede strategi ”Kunst, kultur og natur i sundhedsindsatsen” vil vi gerne arbejde på tværs af kultur og sundhedsområdet for at tilbyde borgere med demens et nyt og målrettet tilbud. Vi har haft et stort ønske om at kunne tilbyde biografoplevelsen i et trygt og målrettet kulturtilbud uden for hjemmet eller dagcentret, som giver gode fælles oplevelser for mennesker med demens og plejepersonale eller pårørende,” fortæller Maiken Ellegaard Madsen.

For Filminstituttet kræver projektet både ressourcer til afklaring af filmrettigheder, klargøring af film og ikke mindst produktion af det materiale, der kommer med filmene og er med til at skabe dialogen. Filminstituttet søger derfor fondsmidler for at kunne tilbyde film og materiale til biografer i hele landet. 

”Interessen fra kommuner, biografer og plejecentre er stor, og vi får utroligt positive tilbagemeldinger, så vi håber, det lykkes at finde midler til at videreudvikle ErindringsBio,” siger Lisbeth Richter Larsen.

Maiken Ellegaard Madsen uddyber: 

”Jeg har generelt været overvældet af interessen for dette projekt. Både fra kommunens chefer, det sundhedsfaglige område og fra de pårørende. Jeg tror, vi har ramt et behov hos mange om at kunne deltage ligeværdigt i kulturlivet. Dette behov er blevet meget tydeligt under arbejdet med projektet.”

Flere andre biografer har allerede henvendt sig om, at også de gerne vil kunne tilbyde ErindringsBio. Desværre er projektet endnu ikke finansieret til at blive udbredt i hele landet, selvom potentialet bestemt er der, og en af gæsterne siger det da også ret direkte: 

”Det må I gerne lave mere af – det er et godt initiativ”, slutter Lis Lorentzen.