Af Sara Prahl Larsen, projektleder på Danmark på film.
Orientalsk musik og sommerstemning spreder sig på en grå vinterdag i fællesstuen på omsorgscentret Pedershave i Frederikssund, hvor fire af centrets ældre beboere sidder samlet foran en storskærm. På skærmen vises klip fra reportagefilmen ‘Med tronfølgeren i Østen’. Den er fra 1963 og følger en ung prinsesse Margrethe på rejse under østlige himmelstrøg.
“Hold da op!” udbryder en af beboerne, Jytte, ved synet af tronarvingens majestætiske modtagelse i Thailands lufthavn. Ved siden af hende sidder Aksel og smiler, mens hans ene fod og stokken vugger i takt til musikken.
Da filmklippet er slut, tænder aktivitetsmedarbejder Eva Britt Larsen Blytmann, til dagligt kaldet Britt, lyset i fællesstuen. Hun tager nogle billedkort med spørgsmål frem. “Har du fulgt med i de kongeliges liv og færden?” står der på et kort, som Britt giver til Aksel. På bagsiden hjælper et billede af en ung, sommerklædt prinsesse Margrethe ham med at sætte skub i hukommelsen.
“Ja, men mest Prins Henrik,” svarer Aksel og kaster sig hovedkulds ud i en beretning om dengang, han arbejdede på Flyvestation Værløse, og selveste prinsgemalen kom forbi som gæst.
Aksel fortæller om dengang, han mødte Prins Henrik. Foto: Pia Britton.
Mens Aksel fortæller, knuger han sin stok. Prinsgemalen var meget videbegærlig og charmerende, husker han. Alt skulle granskes og alles hænder trykkes.
”Han var meget interesseret i det hele,” siger Aksel stolt over sit møde med en prins, der viste så stor interesse i netop hans arbejde. Britt spørger ind, og de andre beboere lytter med. Aksels øjne lyser op ved mindet om de unge, glade dage i flyvevåbnets tjeneste.
Dagens filmvisning er en del af ErindringsBio - et pilotprojekt, hvor historiske filmklip fra Filminstituttets arkiv skal lirke op for minder og sætte gang i samtaler hos mennesker med demens. Projektet er lavet i samarbejde mellem Filminstituttet, VIA University College og omsorgscentret Pedershave, der lægger hus til og kræfter i de første pilotvisninger.
I dag byder programmet på film fra filmpakken om ferier og højtider, og gruppen er nu nået til et klip fra dokumentarfilmen ”Til døden skiller jer ad” fra 1979.
Efter klippet spørger Britt ind til deltagernes ægteskaber og parforhold. Da turen kommer til Jytte, går der lidt tid, før ordene vil ud. Jytte må lige synke en klump, inden hun fortæller om sin mand, der døde af en blodprop for blot halvandet år siden efter knap fyrre års ægteskab.
Mens hun taler, breder en lidt vemodig tavshed sig i fællesstuen. Den fordufter dog, da det igen bliver Aksels tur. Han underholder med historien om sin bryllupsdag, hvor han parkerede en fin, nypudset bil under et kirsebærtræ ved kirken. Efter vielsen var den indsmurt i overmodne kirsebær.
”Så kunne jeg lære at tænke mere over, hvor jeg parkerer,” afslutter Aksel med et grin, der spreder sig til de andre i fællesstuen.
Filmen 'Campinglejr i storbyen' tager tilskueren med til Bellahøj Camping i 1957. Foto fra filmen.
Dirch og damerne
ErindringsBio er designet, så filmene kan stimulere kognitivt på forskellig vis. Nogle af aktiviteterne vækker minder, mens andre har til formål at træne forestillings- og koncentrationsevnen. Det oplever deltagerne på Pedershave, da Eva Britt Larsen Blytmann senere viser kampagnefilmen ‘Sol, sommer og badevand’ fra 1954.
Den folkekære Dirch Passer spiller hovedrollen i den lille film. Da han dristigt vader ud i en kold mosesø, afbrydes handlingen med et pauseskilt, hvor der står: ”Hvad sker der mon nu?” Det er et tegn til plejehjemsmedarbejderen om, at hun skal sætte filmen på pause og tage en snak med deltagerne.
“Hvad sker der mon med Dirch Passer i mosen?” spørger Britt og ser rundt. Hendes spørgsmål bliver først mødt af tavshed. Hun prøver igen, og nu byder en af de ældste beboere Jørgen ind:
“Han møder nok en dame,” siger Jørgen og sætter gang i både grin og snart også andre gode bud. Måske møder Dirch en krabbe? Eller en havfrue? Eller måske fryser han bare til is, fordi vandet er så koldt?
Dirch Passer spiller hovedrollen i 'Sol, sommer og badevand' (1954), som er en af filmene i ErindringsBio. Foto fra filmen.
Sætter gang i samtaler og minder
Da dagens filmvisning er slut, og beboerne har forladt fællesstuen, sætter Eva Britt Larsen Blytmann sig ned med en kop te og fortæller om sine erfaringer med ErindringsBio.
”De samtaler, vi har haft i dag, viser, hvor langt vi kan komme omkring med et enkelt filmklip. Det er ret fantastisk at være med til,” siger hun.
Som aktivitetsmedarbejder på et omsorgscenter, hvor langt størstedelen har demens, er Britt vant til at arbejde med såkaldt reminiscensterapi. I det arbejde bruger hun jævnligt genstande og kulturprodukter, der knytter an til fortiden og kan sætte skub i samtale og hukommelsen.
At de historiske film kan noget særligt i forbindelse med reminiscens står klart for den erfarne aktivitetsmedarbejder:
“Filmklippene giver mulighed for at tale om nye og andre emner, som jeg aldrig havde tænkt på at spørge ind til ellers. De sætter gang i tanker og minder, og de bringer os verden rundt på en spændende måde. Og det virker bare inspirerende på alle."
Målet med samtalerne er flerstrengede:
”Det handler både om, at jeg vil styrke beboerne kognitivt og give dem en god oplevelse,” siger Britt. ”Mit mål er også at styrke deres identitetsfølelse, og det kan jeg gøre ved at spørge ind til deres liv med filmene som springbræt. På den måde får jeg også selv mere viden om, hvem de er som individer, og hvordan jeg som plejer bedst kan give dem omsorg.”
Beboerne sætter pris på visningerne. Det har flere af dem givet udtryk for over for plejehjemspersonalet:
”Da jeg fulgte Aksel ud i dag, sagde han, at det hele var meget spændende. De beboere, som har deltaget, virker motiverede og glade. Og de vil gerne tilbage igen,” siger Britt.
Netop derfor er hun også sikker på, at hun i fremtiden vil arbejde videre med ErindringsBio. Når corona-situationen igen tillader det, er planen, at Britt skal introducere andre plejehjem, medarbejdere og pårørende til konceptet.
“Alle, der har demens inde på livet, kan have gavn af de her film,” siger hun, idet hun tager sit visir på og begynder at rydde stolene på plads i fællesstuen. Den sidste strejf af østlig sommerstemning forlader lokalet, da Britt igen ruller gardinerne op til en kold, dansk vintervirkelighed.
Filmene vækker minder fra barndom og ungdom. Foto fra filmen 'Kun en 2-øre'.
Rammens betydning
Langt fra fællesstuen i Frederikssund, på et hjemmekontor i Aarhus, sidder cand.scient. og ekspert i demens Anders Møller Jensen. Han har været med til at udvikle testpakkerne i ErindringsBio. Et par dage efter visningen på Pedershave fortæller han over telefonen om nogle af de videnskabelige metodeovervejelser, der ligger bag Britts visninger på Pedershave.
”ErindringsBio-visningerne er baseret på en metode, der hedder kognitiv stimulansterapi og er udviklet af en professor i klinisk psykologi, Aimee Spector. Den går kort fortalt ud på at stimulere tænkning, koncentration og hukommelse hos demente med struktureret stimulering af sanser og samtale i grupper,” siger forskeren.
Under pilotprojektet har det været Anders Møller Jensens opgave at indsamle resultater fra projektet. Via observationsnoter og interviews med plejepersonale har han fulgt nøje med i, hvordan pilotvisningerne på Pedershave er forløbet. Han har undersøgt, om filmene kan sætte samtaler i gang, og om beboerne på plejehjemmet kan koncentrere sig om og forstå de nogle gange krævende filmklip.
Det er nemlig ikke alt, der er lige nemt at følge, når man har en demenssygdom. For eksempel har en film som den førnævnte ‘Sol, sommer og badevand’ med Dirch Passer en kompliceret handling og en hurtig klipperytme. Men her kan fremstillingen og rammen omkring filmen have betydning for, hvordan tilskuerne modtager den, siger Anders Møller Jensen.
“Det er meget vigtigt at finde en form, hvor mennesker med demens også kan være med. Derfor er der lagt stort arbejde bag at sammensætte temaer og skabe et supplerende dialogmateriale, der kan støtte pårørende og plejepersonale. De foreløbige resultater fra pilotprojektet tyder på, at tilrettelæggelsen har gjort et ellers til tider kognitivt krævende grundmateriale egnet til målgruppen. De har tilsyneladende fået meget ud af det”.
Der sommerhygge og god stemning i filmen 'Havefest i Søvang' fra 1958. Foto fra filmen.
En demensvenlig kulturskat
Anders Møller Jensen mener i det hele taget, at pilotvisningerne med ErindringsBio har været en succes:
”Det ser ud til, at materialet fra Filminstituttets arkiver er meget egnet til at stimulere minder og erindringer hos mennesker med demens,” siger han.
De foreløbige resultater overrasker ikke forskeren. Allerede før projektet kendte han til filmens potentiale til at vække minder. Desuden mener han, det er helt oplagt for en statslig institution som Filminstituttet at se nærmere på, hvordan vores fælles kulturarv kan komme også plejesektoren til gode:
“ErindringsBio lukker op for at blive klogere på, hvordan man gør den danske kulturskat tilgængelig for mennesker med demens, plejepersonale og pårørende, og hvor man kan bruge den til at styrke omsorg og tilbud til mennesker med demens. Jeg ser Filminstituttets projekt som et vigtigt led i opfyldelsen af den nationale demenshandlingsplan, som har en ambition om at gøre Danmark mere demensvenligt.”
Sara Prahl Larsen | 6. marts 2021. Sidst redigeret 1. maj 2023.
Artiklen blev oprindeligt udgivet på www.dfi.dk.