Om Norden på film

'Norden på film' er et formidlingsprojekt, som sætter fokus på nordisk film, historie, samfund og sprog – online, i biografen og i undervisningen. Projektet er skabt i samarbejde mellem Det Danske Filminstitut, Norsk Filminstitutt, Nasjonalbiblioteket i Norge og Svenska Filminstitutet.

Hvad binder os sammen i Norden, og hvad skiller os ad? Kan vi blive klogere på og bedre til at forstå hinanden ved hjælp af nordiske film?

De spørgsmål prøver vi at besvare med ’Norden på film’, som er et skandinavisk formidlingsprojekt skabt i samarbejde mellem skandinaviske filmarkiver, cinemateker og andre nordiske samarbejdspartnere. Formålet med ’Norden på film’ er at vise film fra Norden og derved styrke vores viden om hinanden med fokus på kulturelle forskelle og ligheder, sprogforståelse, nordisk identitet og historie.

’Norden på film’ viser film og fortæller nordisk historie – online, i biografen og i undervisningen.

NORDEN PÅ FILM ONLINE

På ’Norden på film online’ kan du blive klogere på nordisk historie, se nordiske filmklip, gå på opdagelse på et nordisk filmkort og læse temaartikler om alt fra nordiske kongehuse til skandinaviske hovedstæder på film. Temaerne udgives løbende og indeholder unikke historiske film fra de skandinaviske filmarkiver samt tekster skrevet af eksperter. Mange af temaerne på 'Norden på film' udgives på de tre skandinaviske sprog, og udvalgte film har tekster på originalsprog for at lette forståelsen.

NORDEN PÅ FILM I BIOGRAFEN

Med ’Norden på film i biografen’ kan du opleve nyere og ældre nordiske dokumentarfilm og spillefilm på det store lærred. Hvert år på og omkring Nordens Dag den 23. marts viser de skandinaviske Cinemateker i Oslo, Stockholm og København en ’Norden på film’-filmserie. Derudover viser de løbende nordiske film i deres programmer, som man kan få overblik over her på sitet. 

’Norden på film’ er lanceret på Nordens dag den 23. marts 2024 og vil blive beriget med flere film, temaer – og på sigt også undervisningsmateriale – frem til januar 2027. 

Projektet er skabt i samarbejde med det svenske streamingsite Filmarkivet.se, Nasjonalbiblioteket i Norge, Foreningen Norden samt cinemateker og filmarkiver i Danmark, Norge og Sverige.

'Norden på film' er støttet af A.P. Møller Fonden.
 

Kontakt

Sara Prahl Larsen
Projektleder
+45 3374 3527
sarapr@dfi.dk