Theme

Bent Barfod - tegnefilmens mester

Bent Barfod - The Master of Animation

Igennem et halvt århundrede var Bent Barfod dansk animationfilms mest produktive, fabulerende og eksperimenterende billedmager. Fra hans hånd flød alt fra det sagligt oplysende over det sært sammensatte til det absolut udsyrede. Poesi og politik sameksisterede i Barfods mangfoldige univers, som man kan fordybe sig i her.
For half a century, Bent Barfod was Danish animated film’s most productive and imaginative experimental image maker. From his drawing board came everything ranging from the matter-of-factly informative over the oddly complex to the utterly far out. Poetry and politics coexisted in Barfod’s diverse universe, as you can see for yourself right here.
DA
EN

Af C. Claire Thomson, professor ved University College London

Bent Barfod på 1 minut

Få et kort indblik i Barfods syrede og farverige univers.

Da Bent Barfod fyldte 60 år i 1980, blev han hyldet som den "utvivlsomt mest originale kunstner i dansk film", og som den filmskaber, der kunne bryste sig af flere internationale priser end nogen anden dansker i branchen – "hæder har han høstet i øst og vest, fra Prag til Buffalo" (Sv. K.-J. 1980). Mens hans flittige output på over 250 produktioner i pressen førte til hyppige – og dovne – sammenligninger med Walt Disney, havde Barfods kunstneriske praksis meget lidt med amerikansk celleanimation og stort budget at gøre. Faktisk var hans karriere præget af en løbende eksperimenteren med lagdelte, rytmiske stilarter og teknikker, der omarbejdede stop-motion og fotomontage, og som altid legede med billedets materialitet. 

Denne kunstneriske praksis resulterer i noget, der overskrider film, tegning og kunsthåndværk og skaber en ny symbiose. Hvis vi skeler til filmteoretikeren André Bazins kommentar til, hvad der sker i film om malerkunst, kan vi sige, at Barfods værker bliver "en æstetisk symbiose af skærm og maleri, ligesom lav af algen og svampen" (Bazin 2004: 168). Eller som filmkritikeren I.C. Lauritzen udtrykte det i en tv-udsendelse om Barfods arbejde i 1972, så var hans specialitet "kombinationen af realfilm, trick- og tegnefilm og musik til en kompliceret, raffineret audiovisuel udtryksform, en slags ‘øjenmusik’" (Anonym 1972). 

Læs resten af artiklen under filmserien

Film af Bent Barfod

Portræt af kunstneren

Barfod begyndte at arbejde med film i slutningen af 1940'erne, og i den hurtigt voksende produktion af korte bestillingsfilm fik han snart til opgave at levere animerede sekvenser og grafiske elementer til film, der var sponsoreret af Ministeriernes Filmudvalg. Han leverede grafik til 'Spar paa Vandet!' (Svend Aage Lorentz, 1948), Sikkerhed i luften (Ingolf Boisen, 1949), den Marshallplan-finansierede Den strømliniede gris (Jørgen Roos, 1951) og The Pattern of Cooperation (Theodor Christensen, 1952). Barfods bidrag er eksemplificeret i de tre sidstnævnte film, som oprindeligt var bestilt til et engelsksproget publikum med det formål at belyse komplekse netværk af forbindelser med Skandinavien som midtpunkt. Barfod designede animerede kort og diagrammer, som på en engagerende måde inviterer seeren til at forstå disse netværk som dynamiske og bestående af materielle ting: mennesker, vejrstationer, mælkejunger (se Thomson og Hilson, 2014).

Poesi og politik

For at overtale vælgerne til at stemme ved det danske folketingsvalg i 1953 blev Barfod inviteret til at instruere en kort tegnefilm; resultatet, En ny og sørgelig vise (1953), var skrevet i samarbejde med Sigfred Pedersen. Den tre minutter lange film eksemplificerer et aspekt af Barfods transmediale tilgang til film, hvor den tumlende, spjættende tændstikmand – et irriterende brokkehoved, som ikke gider stemme – ser ud til at danse til rytmen af voice-over'en på vers. “Uprætentiøse vrøvlevers" var populære i 1950'erne, men de kunne bruges til noget, som en artikel om Barfods arbejde konstaterede nogle år senere:  "De har intet højtideligt budskab… Men nok en mission: den at åbne for det umiddelbare, det barnlige i sindet, den at tale til fantasien, pirre den." (JAB 1958). 

Tingene bliver sværere og sværere at forklare i ord. Men den korteste vej mellem to punkter kan altid tegnes.

- Bent Barfod

Ud over evnen til at overbevise ved at "pirre", formulerede Barfod ofte princippet om, at animationsfilmen var en kraftfuld kunstform i forhold til at udtrykke abstrakte begreber. Det var han ikke alene om: Hans gennembrudsfilm Noget om Norden (1956) blev bestilt efter anbefaling fra manusforfatteren Carl Th. Dreyer, som i sit oprindelige oplæg til projektet erklærede, at kompleksiteten i det nordiske økonomiske samarbejde kunne forklares mest overskueligt via animation (Thomson 2018: 110-11). Barfod var enig og kommenterede til en interviewer, at "Tingene bliver sværere og sværere at forklare i ord. Men den korteste vej mellem to punkter kan altid tegnes" (citeret i Bjørn Hanssen, 1959). Mere end et årti senere, i 1972, argumenterede Barfod for en mere udstrakt brug af animation på tv, især i forbindelse med folkeoplysning: "Tegnefilm giver muligheden for at lege det ind i folk. Ofte er folk ikke interesserede i en eller anden ting, men hvis det serveres let og legende, hænger de på og ser med" (Anonym 1972).

Noget om Norden blev bestilt i kølvandet på oprettelsen af Nordisk Råd i 1952, og filmen tager legens princip til det yderste for at forklare den nordiske integration for lokalbefolkningen og for verden. En magisk realistisk tilgang til at forklare toldbarrierer resulterer for eksempel i fem murstensfæstninger, fyldt med de respektive nordiske landes produkter, som smuldrer ved lyden af fem vikinge-lurer, der blæser i kor. Filmen anvender en stil med barnlige, farverige papirklippede figurer imod mere abstrakte, baggrunde og bruger en voice-over, der foregiver at fortælle om det nordiske økonomiske samarbejde fra en dansk drengs perspektiv. (For mere om baggrunden for denne film, se Norén, Stjernholm og Thomson, 2022). 

Eget studie med unge talenter

Barfod etablerede sit eget studie i 1956, og han fortsatte med at finansiere sine eksperimenter med kommercielle projekter bestilt af kunder i Tyskland, Finland, Norge og Sverige samt af store danske virksomheder som Burmeister & Wain – i en sådan grad, at hans filmselskab blev fremhævet i Berlingske Aftenavis' sektion 'Eksport' i 1960 (Anonym 1960). 

Bent Barfod i Filmdatabasen

I 1959 var studiet blevet udvidet og flyttet til en villa i Hellerup, hvor det på sit højeste beskæftigede 15 personer, heriblandt den unge generation af animatorer, blandt andre Jannik Hastrup (hvis bearbejdning af H.C. Andersens eventyr Den grimme ælling kan ses her på siden) og Flemming Quist Møller (se for eksempel Det usynlige pattebarn, 1982). Atmosfæren blandt filmskaberne i studiet blev af en interviewer beskrevet på følgende måde, "I dag råder den bestandigt eksperimenterende tegner over en kammeratligt og arbejdsmæssigt sammensvejset stab på mere end en halv snes" (JAB 1958). Barfods kone, Birthe Barfod, var også aktivt til stede i virksomheden og i filmproduktionsprocessen (Karpen 2008: 62). 

Musik og dansefilm

Musikkens betydning i Barfods arbejde er tydelig. Audiovisuelle eksperimenter med henholdsvis jazz og progressiv rock kan ses i to eksperimentelle kortfilm fra 1968: The Saints og Psychedille. Mens førstnævnte leger med lagdeling af silhuetter og udklip, anvender sidstnævnte stop-motion billeder af maling og farvetegninger, der blandes, samt dobbelteksponering. 

Den anden side af den musikalske mønt er Barfods vedvarende interesse for den menneskelige krop i bevægelse. Hans folkelige gennembrud i Danmark kom med visningen af 'Balletballade', lavet til DR i 1962 (udsendt 1963). Han fortsatte med at eksperimentere med dans i Orfeus og Julie (1970) og Mixed Double (også 1970), der hver især transformerer balletdansernes bevægelser via en blanding af farver, lys og trickfotografering. Med udgangspunkt i Erin Brannigans definition af dansefilm, dvs. den "cine-koreografi", som reagerer på udfordrende danseformer ved hjælp af trickfotografering, slowmotion eller reverse motion, kan vi konstatere, at i disse værker af Barfod "går filmskaberen ind i en intens dialog med emnet, så det punkt, hvor dansen begynder og slutter, flyder sammen, og filmen i sig selv bliver danseagtig" (Brannigan 2011: 127). Men man kan sige, at Barfod går videre, for i denne sammensmeltning er filmen det primære, og den tager sine former og rytmer fra dansen snarere end at registrere den som sådan: dansen bliver på den måde filmlignende. 

Læs mere om Bent Barfod i Kosmorama

Den organiske form af den menneskelige krop er igen – helt bogstaveligt – det bankende hjerte i kortfilmen Mennesker imellem fra 1975. I samarbejde med essayisten Elsa Gress (medforfatter) kritiserer Barfod manglen på kommunikation og kontakt mellem mennesker i det moderne samfund og sætter byernes grå linearitet og bilernes og flyenes hermetiske natur i kontrast til skulpturernes, havfruernes, de kødædende planters og de anatomiske hjerters kurvede plasticitet. 

Naturen og mennesket

Naturen er et tilbagevendende tema i Barfods arbejde. Den herlige Forårs-Fredrik (1958) beskæftiger sig endnu en gang med Sigfred Pedersens vers, men denne gang overføres versene til billeder med lyden af et orkester og uden voice-over. Ligesom Noget om Norden kombinerer Forårs-Fredrik teksturen af farverige baggrunde med stiliserede menneskelignende figurer, hvor Fredrik selv til sidst abstraheres til et smilende kridt-omrids tegnet af syngende børn. I ABC staveleg i Afrika (1964) styrer børnestemmerne filmen, mens de improviserer sange og bogstavlege om Afrika og dets dyreliv til et hypnotisk trommesoundtrack. Et mere politisk engagement om naturen kom med Solen er rød (1972), som vender tilbage til Barfods teknikker fra midten af 1950'erne, men mætter dem i forureningens kvalmende røde og grønne farver – og symbolsk forurener den naturlige verden med skurrende, hurtige montager af farvelagte live action-optagelser, billeder fra kunsthistorien af menneskelig fordærvelse og et støjende rock-soundtrack. Denne visuelt foruroligende film vandt en række priser på internationale festivaler, bl.a. i Moskva. 

I løbet af 1970'erne og 1980'erne udviklede Barfods stil sig til at omfatte mere brug af live action-optagelser. I mange af de diskuterede film er spændingen mellem det fotografiske billede og de tegninger og udklip, der er lagt ovenpå, i sig selv med til at skabe uro, da beskueren tvinges til at begribe flere sameksisterende ontologier. I den sci-fi-influerede At være eller la' være (1979) træder Barfod selv frem på skærmen som en let fiktionaliseret illustrator, der demonstrerer sin særlige evne til at tegne med begge hænder på én gang. Men filmens fotorealisme (og moderne musik) undermineres af den spontane animation af hans skitser og af, at figurer og genstande fra eventyr bryder ind i fortællingen. 

Blandede medier og modernitet

Ekkoet af H.C. Andersen i At være eller la' være peger tilbage på Barfods fortolkninger af den danske eventyrfortællers værker: Vanddråben (1969) fremkalder ordløst de skrækindjagende dyr i forskellige størrelser i den mikroskopiske malstrøm, og den samplede lyd af sirener, storme og skrig skaber et modspil til de nuttede monstre. Ligesom Andersens eventyr i sin tid formidlede folkelige og videnskabelige forestillinger om de groteske ting, der kunne gemme sig i en vanddråbe (Stougaard-Nielsen 2011: 137-38), så afspejler Barfods version også modernitetens bakterielle forestillinger.

I Barfods arbejde med papir og andre materialer får vi et glimt af de papirklipteknikker, som [H.C.] Andersen selv udviklede, mens han undfangede og delte sine fortællinger.

- C. Claire Thomson

Konen med æggene (1970) er en anden litterær adaption, der udelader verbalt indhold; det muntre elektroniske soundtrack, figurernes forvrængede jammer og den smukke, blomstrede visuelle stil formidler tonen i Andersens eventyr. Og ikke kun hans fortællinger formidles: I Barfods arbejde med papir og andre materialer får vi et glimt af de papirklipteknikker, som Andersen selv udviklede, mens han undfangede og delte sine fortællinger (Halliday 2021). Ligesom Barfod, arbejdede Andersen på tværs af medier, og "mange af hans fortællinger trak på eller var betinget af samtidens trykte, visuelle og blandede medier" (Stougaard-Nielsen 2011: 134), og han gav udtryk for sine egne narrativer, ikke kun gennem historier, men også gennem papirklip, scrapbogsfremstillinger og collagefyldte skærme fra fotografier og illustrerede magasiner. I Barfods kunst ser vi altså en slags arvegods efter Andersen.


Kilder

Alle citerede avisartikler er samlet i mappen 'Bent Barfod', Udklipsarkivet, Det Danske Filminstitut.

Anonym (1957), "Kunsten i kortfilm", Politiken, 20. januar 1057.

Anonym (1960), "Eksport", Berlingske Aftenavis, 18. juni 1960.

Anonym (1972), "Bent Barfod drømmer om et tegne liv i TV", B.T., 23. august 1972.

Bazin, A. (2004). "Hvad er film", vol. 1. Berkeley: University of California Press.

Bjørn Hanssen, Merete (1959), "Bassen og celloen", B.T., 8. december 1959.

Brannigan, Erin (2011), Dancefilm: Choreography and the Moving Image, Oxford: Oxford Academic. 

Halliday, Ayun (2021), The Exquisite, Ephemeral Paper Cuttings of Hans Christian Andersen, Open Culture.com 

Hellmann, Helle (1981), "Dansk skole for tegnefilm", Politiken, 21. marts 1981.

JAB (1958), "Filmerier og dillerier", Ekstra Bladet, 20. oktober 1958.

Karpen, Anne-Mette (2008), "Bent Barfod Film, Dansktegnefilm gennem 100 år", red. Anne-Mette Karpen, København: Animationshuset, s. 62-63.

Norén, F., Stjernholm, E., Thomson, C.C. (2022). Nordiske mediehistorier om propaganda og overtalelse: En introduktion. I: Norén, F., Stjernholm, E., Thomson, C.C. (eds) Nordic Media Histories of Propaganda and Persuasion. Palgrave Macmillan, Cham. 

Stougaard-Nielsen, J. (2013). Eventyret og tidsskriftet: H.C. Andersens scrapbøger. Boghistorie, 16, 132-154. 

Sv. K.-J. (1980), "60 år i morgen: Tegner og filmproducent Bent Barfod", Berlingske Tidende, 19. maj 1980.

Thomson, C. Claire og Hilson, Mary (2014): "Skønhed i Bacon: "Samarbejdsmønstret" og eksporten af efterkrigstidens danske demokrati". Kosmorama #255 (www.kosmorama.org)

Thomson, C. Claire (2018). 'Short Films from a Small Nation: Danish Informational Cinema 1935-1965'. Edinburgh: Edinburgh University Press.

 


C. Claire Thomson | 13. september 2024

Written by C. Claire Thomson, professor at University College London

Bent Barfod in one minute

Get a brief glimpse of Barfod's trippy and colorful universe. 

When Bent Barfod turned sixty years old in 1980, he was lauded as Danish film’s “most original artist” and as the filmmaker who could boast more international prizes — “from Prague to Buffalo” — than any other Dane working in the industry (Sv. K.-J. 1980). While his prolific output of over 250 productions led to frequent, and lazy, comparisons in the press with Walt Disney, Barfod’s artistic practice had little to do with big-budget US cel animation. Indeed, his career was marked by an ongoing experimentation with layered and rhythmic styles and techniques that re-worked stop-motion and photo-montage, always playing with the materiality of the image.

This artistic practice results in something that transcends film, drawing or handicrafts, creating a new symbiosis. Borrowing from André Bazin’s comment on what happens in films about painting, we can say that Barfod’s works become “an aesthetic symbiosis of screen and paintings, as is the lichen of the algae and mushroom” (Bazin 2004: 168). Or, in the words of the film critic I.C. Lauritzen in a television portrait of Barfod’s work in 1972, his speciality was “the combination of live action footage, trick film, animation and music, all in a complex, refined form of audio-visual expression, a kind of ‘eye-music’” (Anonymous 1972).

The article continues below

Film af Bent Barfod

Portrait of the artist

Barfod set out to work in film by the end of the 1940s, and in the fast-growing milieu of short commissioned films, he was soon tasked with providing animated sequences and graphic elements for productions sponsored by the Danish Government Film Committee (Ministeriernes Filmudvalg). He provided graphics for 'Spar paa Vandet!' (Save Water!, 1948), Sikkerhed i luften (They Guide You Across, dir. Ingolf Boisen, 1949), the Marshall Plan-funded Den strømliniede gris (The Streamlined Pig, dir. Jørgen Roos, 1951), and The Pattern of Cooperation (dir. Theodor Christensen, 1952). Barfod’s contribution to these films is exemplified in the three last mentioned films. In both cases, the films were originally commissioned for anglophone audiences, and need to elucidate complex webs of connections centring on Scandinavia. Barfod designed animated maps and diagrams which engagingly invite the viewer to comprehend these networks as dynamic and constituted of material things: people, weather stations, milk churns (see Thomson and Hilson, 2014)

Poetry and politics

To persuade voters to turn out for the Danish general election of 1953, Barfod was invited to direct a short cartoon; the resulting film, written in collaboration with Sigfred Pedersen, was En ny og sørgelig vise (A new and sorrowful poem, 1953). This three-minute film exemplifies an aspect of Barfod’s trans-medial approach to films, with the tumbling, twitching stick-figure — an annoying complainer who can’t be bothered to vote — seeming to dance to the rhythm of the voiceover in verse. “Unpretentious nonsense poems” were popular in the 1950s, but could be put to use, as an article on Barfod’s work mused a few years later: “they do have a mission: to open up for the immediate, the childish spirit, to speak to fantasy, tickle it” (JAB 1958). 

Things are getting harder and harder to explain in words. But the shortest path between two points can always be drawn.

- Bent Barfod

Beyond animation’s power to persuade by ‘tickling', Barfod frequently articulated the principle that the art form was a powerful tool for the expression of abstract concepts. He was not alone in this: his breakthrough short film Noget om Norden (Somethin’ about Scandinavia, 1956) "was commissioned on the advice of the auteur Carl Th. Dreyer, who declared in his original treatment for the project that the complexities of Nordic economic co-operation would be most lucidly explained via animation" (Thomson 2018: 110-11). Barfod agreed, commenting to an interviewer that “things are getting harder and harder to explain in words. But the shortest path between two points can always be drawn” (quoted in Bjørn Hanssen, 1959'). More than a decade later, in 1972, Barfod argued for wider use of animation on television, especially in the context of popular education: “Animated films make it possible to ‘play’ knowledge into people. Often, people are not interested in this or that, but if it is offered to them in a light and playful way, they stick with it” (Anonymous, 1972).

Commissioned in the wake of the establishment of the Nordic Council in 1952, Somethin’ about Scandinavia takes the principle of play to an extreme to explain Nordic integration to the local populace and to the world. A magical realist approach to explaining tariff barriers, for example, sees five brick fortresses full of the respective Nordic nations’ produce crumble at the sound of five Viking lur-horns sounding in consort. Adopting the style of childlike, colourful paper cut-out figures against more abstract, textural backgrounds, the film uses a voiceover purportedly narrating the system of Nordic economic cooperation from a Danish boy’s perspective. (For more on the background to this film, see Norén, Stjernholm and Thomson, 2022). 

An artisanal production line

Barfod was able to establish his own studio in 1956, continuing to finance his experiments with commercial projects commissioned by customers in Germany, Finland, Norway and Sweden as well as by major Danish businesses such as Burmeister & Wain shipbuilders —to the extent that his film company was highlighted in the ‘Export’ section of Berlingske Aftenavis in 1960  (Anonymous 1960).

Bent Barfod in The Danish Film Database

By 1959, the studio had expanded and moved to a villa in the middle-class suburb of Hellerup, at its height employing fifteen people, among them a young generation of animators including Jannik Hastrup (whose re-working of the H.C. Andersen tale The Ugly Duckling can be viewed on this site) and Flemming Quist Møller (see for example Det usynlige pattebarn, 1982); the atmosphere amongst the filmmakers in the studio was described by one interviewer as “collegial and cohesive in their work” (JAB 1958). Barfod’s wife Birthe Barfod was also an active presence in the business and the filmmaking process (Karpen 2008: 62). 

Music and dancefilms

The importance of music in Barfod’s work is evident. Audio-visual experiments with, respectively, jazz and prog rock, can be seen in two experimental shorts from 1968: The Saints and Psychedille. While the former plays with layering of silhouettes and cut-outs, the latter employs stop-motion shots of paint colours mixing as well as double exposure. 

The other side of the musical coin is Barfod’s enduring interest in the human body in motion. His popular breakthrough in Denmark came with the screening of 'Ballet ballade' (Ballet Fuss), made for DR, the Danish national broadcaster, in 1962. He continued to experiment with dance, with Orfeus og Julie (Orpheus and Julie, 1970), and Mixed Double (also 1970), each transforming the ballet dancers’ movements via an amalgamation of colour, light, and trick photography. Drawing on Erin Brannigan’s definition of dancefilm, that is, the “cine-choreography” which responds to challenging modes of dance with use of trick photography, slow or reverse motion, we can observe that in these works by Barfod, “the film/filmmaker enters into an intense dialogue with the subject matter so that the point where the dance begins and ends becomes redundant, the film itself becoming dance-like” (Brannigan 2011: 127). And yet, arguably, Barfod goes further, for in this amalgam, the film is primary, taking its forms and rhythms from the dance, rather than registering it as such: the dance becomes film-like, perhaps. The organic form of the human body is again — quite literally — the beating heart of the 1975 short Mennesker imellem (Between People). Collaborating with the essayist Elsa Gress, Barfod bemoans the lack of communication and contact between people in contemporary society, contrasting the grey linearity of cities and the hermetic nature of cars and aircraft with the curvaceous plasticity of sculptures, mermaids, carnivorous plants, and anatomical hearts.

Nature and humanity

The natural world is a recurring theme in Barfod’s work. The delightful Forårs-Fredrik (Springtime Fredrik, 1958) engages once more with the verse of Sigfred Pedersen, but this time transmediating the verse into images with an orchestral soundtrack and no voiceover. Like Somethin’ about Scandinavia, Forårs-Fredrik combines textural, colour-washed backgrounds with stylised humanoid figures, with Fredrik himself eventually abstracted into a smiling chalk-outline drawn by singing children. In ABC staveleg i Afrika (ABC spelling game in Africa, 1964), children’s voices steer the film as they improvise songs and spelling chants relating to Africa and its wildlife, over a hypnotic drumming soundtrack. A more political engagement with nature came with Solen er rød (The Sun is Red, 1972), which returns to Barfod’s mid-1950s techniques but saturates them in the sickening reds and greens of pollution — and symbolically pollutes the natural world with jarring, quick-paced montages of colour-adjusted live action footage, images from art history of human depravity, and a noisy rock soundtrack. This viscerally disturbing film won Barfod a range of awards at international festivals, including Moscow. 

Through the 1970s and 1980s, Barfod’s style evolved to encompass more use of live action footage. In many of the films discussed, the tension between the photographic image and the drawings and clippings layered on top is itself generative of unease, as the viewer is compelled to conceptualise several co-existing ontologies. In the sci-fi-influenced At være eller la' være (To be or let be, 1979), Barfod himself steps onto the screen as a lightly-fictionalised illustrator, showing off his famous ability to sketch with both hands at once. But the photo-realism (and contemporary music) of the film is undermined by the spontaneous animation of his sketches, and the irruption into the narrative of figures and artefacts from fairytales. 

Mixed-media and modernity

The echoes of Hans Christian Andersen in At være eller la' være gesture back to Barfod’s interpretations of the Danish storyteller’s works: Vanddråben (The Drop of Water, 1969) wordlessly evokes the horrifying beasts of different scales in the microscopic maelstrom, the sampled sound of sirens, storms and screams counteracting the cutesy monsters. Just as Andersen’s tale in its own time mediated popular and scientific imaginings about the grotesqueries that might lurk in a water drop (Stougaard-Nielsen 2011: 137-38), so too does Barfod’s version reflect the bacterial imaginings of modernity.

In Barfod’s work with paper and other materials, we catch a glimpse of the paper-cutting techniques which Andersen himself developed as he wove and shared his tales.

- C. Claire Thomson

Konen med æggene (The Woman with the Eggs, 1970) is another literary adaptation which eschews verbal content; the jaunty electronic soundtrack, distorted jammering of the characters and pretty, floral visual style transmediates the tone of Andersen’s tale. And not just his tales: in Barfod’s work with paper and other materials, we catch a glimpse of the paper-cutting techniques which Andersen himself developed as he wove and shared his tales (Halliday 2021). Like Barfod, Andersen worked across media; and “many of his tales drew on or were conditioned by contemporary print, visual and mixed media” (Stougaard-Nielsen 2011: 134), giving expression to his own narratives not just through stories but also via paper cutting, scrapbooking, and crafting collage-covered screens from photographs and illustrated magazines. In Barfod’s art, then, we witness an inheritor of Andersen.


References

All newspaper articles cited are collated in the folder ‘Bent Barfod’, Clippings Archive, Danish Film Institute.

Anonymous (1957), ‘Kunsten i kortfilm’, Politiken, 20 January 1057.

Anonymous (1960), ‘Eksport’, Berlingske Aftenavis, 18 June 1960.

Anonymous (1972), ‘Bent Barfod drømmer om an tegne liv i TV’, B.T., 23 August 1972.

Bazin, A. (2004). 'What is cinema?', Vol. 1. Berkeley: University of California Press.

Bjørn Hanssen, Merete (1959), ‘Bassen og celloen’, B.T., 8 December 1959.

Brannigan, Erin (2011), Dancefilm: Choreography and the Moving Image, Oxford: Oxford Academic. 

Halliday, Ayun (2021), The Exquisite, Ephemeral Paper Cuttings of Hans Christian Andersen, Open Culture.com 

Hellmann, Helle (1981), ‘Dansk skole for tegnefilm’, Politiken, 21 March 1981.

JAB (1958), ‘Filmerier og dillerier’, Ekstra Bladet, 20 October 1958.

Karpen, Anne-Mette (2008), ‘Bent Barfod Film’, Dansktegnefilm gennem 100 år, ed. Anne-Mette Karpen, Copenhagen: Animationshuset, pp. 62-63.

Norén, F., Stjernholm, E., Thomson, C.C. (2022). Nordic Media Histories of Propaganda and Persuasion: An Introduction. In: Norén, F., Stjernholm, E., Thomson, C.C. (eds) Nordic Media Histories of Propaganda and Persuasion. Palgrave Macmillan, Cham. 

Stougaard-Nielsen, J. (2013). The Fairy Tale and The Periodical: Hans Christian Andersen’s Scrapbooks. Book History, 16, 132–154. 

Sv. K.-J. (1980), ’60 år i morgen: Tegner og filmproducent Bent Barfod’, Berlingske Tidende, 19 May 1980.

Thomson, C. Claire and Hilson, Mary (2014): 'Beauty in Bacon: "The Pattern of Co-operation" and the export of postwar Danish democracy'. Kosmorama #255 (www.kosmorama.org)

Thomson, C. Claire (2018). 'Short Films from a Small Nation: Danish Informational Cinema 1935-1965'. Edinburgh: Edinburgh University Press.

 


C. Claire Thomson | September 13, 2024