Film

Aarhus Oliefabrik A/S

1933, 51 min., Stum

Aarhus Oliefabrik (A.O.) har egne danskledede opkøbsstationer i Ceylon og hollandsk Indien, hvor råstoffer som kopra (tørret kokosnødkerne), sesam- og solsikkefrø, soyabønner og jordnødder hentes. De industrielt forarbejdede produkter, olier og fedtstoffer samt oliekager og skrå (fedtfattigt mel), laves i Aarhus. Optagelser fra Ceylon, hvor der høstes kokosnødder. På opkøbsstationen Ceylon Trading Co. i Colombo hakkes kokosnødderne til mindre stykker og kommes i sække, hvorefter de afskibes til Aarhus. Damperen ankommer til Aarhus Havn med over 100.000 sække kopra. Når råstofferne er kørt ind på fabrikkerne kan arbejdet begynde. Hele forarbejdningsprocessen skildres. Derudover er der andre vigtige arbejdsopgaver som fx reparation af sække, som varetages af systuen, og laboratoriets stab af kemikere, der bl.a. foretager tests og kvalitetskontrol. Ved arbejdsdagens afslutning stempler arbejderne ud og forlader fabrikken. Sidst i filmen ses optagelser fra A.O.'s udstilling i Forum på Dansk Arbejdes jubilæumsudstilling i marts 1933.

Kommentarer

aase gade leth fre, 10/14/2016 - 00:34

Denne gamle århusianske arbejdsplads var jeg på i næsten 25 år. Ved min ankomst, stadig gammel konservativ, men i løbet af årene skete en kolossal udvikling. Igennem de 25 år oplevede jeg, at denne gamle danske arbejdsplads var gennemsyret af tilknytningen til stedet og stoltheden over at arbejde der. Det var også en arbejdsplads med plads til initativ, hvis man ville noget som medarbejder, ja så havde man virkelig muligheden. Desværre kom der andre ejere og ledelse til, og jeg har fornemmet, at folk ikke føler tilknytningen ret meget mere, desværre!

Jens Jørn Eriksen fre, 10/27/2017 - 21:11

Min dejlige arbejdsplads i 35 år.

Louise Juncker ons, 09/30/2020 - 19:49

Min farfar var direktør for fabrikken, mens denne film blev lavet. Hvis nogen har mødt ham, vil jeg meget gerne høre mere,

CAPTCHA Dette spørgsmål er for at teste om du er et menneske og for at undgå spam.

Tilføj kommentar

Din kommentar skal godkendes, før den vises på siden.
Har du et teknisk problem? Se Spørgsmål og svar.
Ønsker du at købe en kopi af filmen eller klippet? Kontakt filmarkivet@dfi.dk