En række ugerevyindslag klippet sammen:
1) Kong Christian X holder fødselsdag i Sorgenfri slotspark med børnebørnene.
2) Den 26. september 1941 rider Kong Christian X igennem det flagsmykkede København og bliver hyldet, og sammen med Dronning Alexandrine kører han senere i åben bil.
3) Studentersangerne synger 'Der er et yndigt land' som akkompagnement til billeder af Danmarks natur.
4) Prins Valdemars begravelse 14. januar 1939: båren føres fra Holmens kirke i København til det ventende tog, der bringer båren til Roskilde domkirke.
5) Statsminister Staunings bisættelse den 10. maj 1942 og mindehøjtideligheden i Forum. Der vises klip fra Staunings barndomshjem på Holmens Kanal 30, landet i sorg og glimt fra hans lykkelige arbejdsår, bl.a. et besøg i Horserødlejren, hvor han uddeler is til feriedrenge.
Filmtype
Kategori
Produktionsland
Produktionsselskab
Rekvirent
Fotograf
Transkription
Kommentarer fra transskribenten er markeret med […]
Kong Christian fejrer fødselsdag på ny, nærmere knyttet det danske folk end nogensinde før. Mellem det danske kongehus og folket er et bånd af ubristelig styrke. De lykkeligste timer tilbringer kongeparret sammen med børnebørnene, prinsesse Margrethe, prins Ingolf og den store skolepige prinsesse Elisabeth.
Vi er i Sorgenfri Slotspark, hvor farfar og farmor er kommet på eftermiddagsbesøg. De henrivende børnebørn tumler sorgløse omkring i græsset i den skønne sensommer og er vældig interesserede i alt, hvad der foregår omkring dem. Nysgerrige stirrer de små barneøjne ind til de farverige undulater, som Kronprins Frederik søger at fange i sit filmsapparat.
Dronningen går hen til prinsesse Margrethe og løfter hende op, for at hun bedre kan se.
Prins Knud følger med faderlig stolthed prins Ingolfs usikre skridt. En gang imellem kniber det med at holde balancen, og den lille lyslokkede prins trimler omkuld.
Kongen og dronningen leger med de små, kæler for dem. Prinsesse Margrethe skal til at ride ranke på farfars knæ, prins Ingolf sidder stolt hos farmor, mens prinsesse Elisabeth snakker fornuftigt.
Og disse søde børns glæde, deres lyse smil og åbne arme til farfar og farmor er symbolsk for de følelser, der samler hele Danmark om Kong Christian og Dronning Alexandrine.
[Der lyder fjerne hurraråb]
[Der synges ”Der er et yndigt land” indtil næste indslag]
Statsminister Stauning døde en søndag formiddag på Bispebjerg Hospital. Det sørgelige budskab spredtes hurtigt over hele Danmark. Efter kongelig ordre hejstes flaget over Rigsdagen på halv stang.
Ejendommen Holmens Kanal 30, hvor Stauning blev født 1873. I dette kvistværelse så han første gang dagens lys.
Kisten i hjemmet.
I Rigsdagen blev Staunings buste smykket med blomster. I Folketinget holdt ordføreren Hans Rasmussen en mindetale, der påhørtes stående af tingets medlemmer.
En række glimt fra Staunings lykkelige arbejdsår. Sammen med kongen ved Næstvedkanalens indvielse.
Her er statsministeren på besøg i Horserødlejren, hvor han uddeler iskager til glade feriedrenge.
Ved et af dansk socialdemokratisk ungdomsmøder.
Og her ankommer han til Lyngbys nye rådhus.
Søndag morgen blev Staunings kiste ført fra villaen på Valeursvej til Forum, hvor mindehøjtideligheden fandt sted.
Statsminister Buhl.
Sveriges statsminister Per Albin Hansson.
Den finske socialminister Fagerholm.
Kongen, kronprinsen og prins Knud ankommer.
Det mægtige rum var smykket med kæmpe flag og sorte draperier. Titusinder mennesker var samlet her for at bringe det sidste farvel.
På en sort katafalk på en bagvæg med sorte og hvide draperier stod kisten.
Til højre for katafalken de kongelige og regeringens medlemmer.
Kisten bæres ud kun fulgt af de få nærmeststående.
I rustvogn blev kisten kørt fra Forum til Bispebjerg krematorium. Tusinder og atter tusinder af danske mænd og kvinder bragte Stauning en sidste hilsen.
Overalt hvor sørgetoget kom frem, blottedes hovederne i ærbødighed og i takt til mennesket og politikeren Stauning. Drengen fra det københavnske fattigkvarter, der blev Danmarks statsminister. I en årrække de danske arbejderes førstemand og i de sidste år samlingsregeringens myndige leder.
Tilføj kommentar
Der er ingen kommentarer. Vær den første til at kommentere.