Forfatteren Johannes V. Jensen

Hvis man spørger mig i dette øjeblik, november 47, i mit 75. år, hvad jeg har villet med et langt livs forfatterskab, skal jeg søge i korteste form, at gøre rede for grundtanken deri.
Jeg er født i 1873, blev student i 1893 og studerede medicin til 1896, da min første bog udkom. Siden har jeg drevet skribentvirksomhed, nu i 51 år.
Ydre omstændigheder nødte mig til at opgive at blive læge. Som erstatning der for tør jeg anføre, at jeg har opfostret 3 sønner, der alle 3 er blevet læger. Men selvom jeg ikke blev læge, kan jeg sige nu, et halvt århundrede efter, at jeg af anden litterær vej har forfulgt, hvad der er en læges kald, omsorg for sundheden og bevaring af liv hos mine medmennesker.
Det indblik i naturfagene, der i min tid hørte til en læges uddannelse, blev bestemmende for retningen af mit forfatterskab. Grundprincippet deri har været at gå ud fra fysiske forudsætninger for enhver åndelig betragtning. I modsætning til traditionel æstetik eller filosofi, der bevæger sig fra tænkte figurer til tingene.
Eksakt viden om metode kunne her kun hentes fra den sidste endelige erkendelse af årsags sammenhængende natur, evolutionslæren, sådan som den er udgået fra Darwin. Min bestræbelse, om man vil åndelig vane, har været at se ethvert dagligt fænomen såvel som historien og moralen i lyset af evolutionen. De fleste betragter udviklingslæren som et fjernt eksklusivt videnskabeligt studium, forbeholdt fagfolk, men anvendt på tilværelsen til fordel for en livsanskuelse, angår lovene for sammenhængen i naturen os alle.
Revolutionerende er tanken strækker sig til tanken om alle humane områder, psykologisk, socialt og moralsk. Selv skønlitteraturen, som det hedder med en udvasket glose, lader sig forny derved. Et livssyn, der er bestemt af udviklingen, ligger til grund også for de digteriske komponerede arbejder, jeg har udgivet, foruden det naturhistoriske.
Når jeg af omveje som skribent mener at have fulgt samme instinkt, som hvis jeg var blevet læge, er det fordi, jeg betragter verden om mig som et biologisk problem. Fortolkninger af udviklingen retter sig mod at virke lægende og helende på menneskeheden, betragtet som individer og samfund.
Mine bidrag til livslæren, til en livslære, har indtil videre formet sig som en monolog, men jeg har en gang sagt, og jeg vil gentage det, at enhver skribentvirksomhed med mening i er at henstille initiativ. I sidste instans skriver man for at noget skal ske. Mennesket er i væsentlig udvikling med en lang fortid bag sig, der taber sig i dyreriget, og med hvilken fremtid. I hvilken form finder man udviklingens optimum udtrykt? Hvad siger trinene? Hvad er menneskelig norm? I udviklingsgangen lader en midterlinje sig påvise, hvorigennem opstigningen den menneskelige type har fundet sted, mens variationer derfra er blevet stående som forvoksninger i sidelinjer.
For at holde markeret til sine yderpunkter vil afstanden mellem den hvide mand og en endnu menneskeædende Papua på Ny Guinea. Midterlinjen, normen, er i sig selv en abstraktion, men giver sig til kende i smagen. Hvis man kan indvirke på smagen gennem litteraturen, i poesi og kunst - der er nået noget.
Efter den udvælgelse, der har ført til mennesket, er blevet os bevidst, står det i vor magt at overtage udvælgelsen selv. I erkendelsen deraf ligger elementerne til en positiv moral, hinsides enhver form for dogmatik eller spekulativ etik.
”Evolution og moral” er titlen på et af de udviklingshistoriske skrifter, jeg har publiceret. Titlen kunne anvendes på dem alle.
Under bestræbelsen efter at søge en norm for mennesket ville man stå sig ved at gå til kvinden snarere end til manden. Manden med hans vildskud i tanken og stræben ud over sig selv. Hans stundesløshed, der endnu minder om abeburet. Kvinden beror i sig selv. Et snit gennem historien og antropologien viser, at de folkeslag indtager en førende stilling, der har holdt kvinden højt. Tidligt var kvinden jævnbyrdig med manden her i Norden.
Formålet med positiv moral, naturmoral, er at bevare arvekimen i slægterne intakt. Det beror hos kvinden, symbolet mor og barn. Familien er sjælen, hvoraf samfundene er udvoksede. At holde kvinden i hævd - det er at bevare livet.