Indvielse af broen mellem Sjælland og Møn under overværelse af Dronning Alexandrine, Kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid. Det er Danmarks trediestørste bro, og den har kostet 6 mio. kr. Festlighederne foregår uden for Kallehave Færgegård, hvor amtmand Toft byder velkommen. Indvielsen overværes af 30.000 tilskuere. Den kgl. kortege kører over broen, og derefter strømmer sjællændere og mønboere over fra begge sider. I Stege festes der hele dagen med bl.a. gymnastikopvisning og asfaltbal.
Filmtype
Kategori
Produktionsland
Produktionsselskab
Medvirkende
Speaker
Transkription
I det skønneste sommervejr er broen mellem Sjælland og Møn blevet indviet. Den smukke majestætiske bro spænder sine mægtige buer over det blinkende Ulvsund fra Kalvehave til Koster. Det er Danmarks tredjestørste bro, den har kostet seks millioner kroner at bygge.
Dronningen, kronprinsen og kronprinsessen overværede indvielseshøjtideligheden. De kongelige gæster blev modtaget lidt udenfor Kalvehave af egnens øverste myndighed amtmand Toft.
Her kommer dronningen og kronprinseparret til festpladsen udenfor Kalvehave Færgegård. De tager plads i den dannebrogsfarvede æresloge.
Amtmand Toft byder velkommen. Takker dronningen og kronprinsparret fordi de er kommet. Amtmanden beklagede dybt, at kongen ikke kunne være til stede. Men vore tanker går til kongen, udtalte amtmanden, og vi udtrykker vor taknemmelighed over kongens førerskab og vor glæde over, at kongen atter har overtaget regeringen.
Derefter erklærede Kronprins Frederik broen for åben:
Erklærer jeg på Hendes Majestæt Dronningens vegne Dronning Alexandrines Bro åben. Et leve for broen. Hurra, hurra, hurra.
Indvielsen blev overværet af 30.000 tilskuere. De var kommet fra hele Sydøstsjælland, til fods, på cykel, i hest og vogn og med tog. De ville være med til den store begivenhed, da Sjælland blev landfast med Møn. Men først og fremmest for at få de kongelige gæster at se.
Kort efter rullede kortegen af biler over broen. Forrest dronningens bil, derefter kronprinseparrets bil med kronprinsen ved rattet. En stærkt stigende kurve hæver broen sig til en betydelig højde. På broen var udspændt en silkesnor, som dronningens bil sprængte.
På Mønsiden stod soldaterforeningerne opstillet og hilste gæsterne.
Næppe var bilerne passeret over broen, førend en myldrende menneskemængde tog den i besiddelse. De kom fra begge sider. Mønboere og sjællændere mødtes. Der opstod en lille kamp om den snor, der havde været udspændt, men ellers var der glæde og harmoni.
Og nu ligger broen og venter på den store trafik, der forhåbentlig ikke lader vente længe på sig. Danmark er blevet et imponerende brobygningsværk rigere, og vi kan være stolte over det.
På Møn festede man. I den kønne idylliske Stege var der fest fra tidlig morgen til langt efter mørklægningstid. Overalt var Dannebrog hejst. Lyse gymnastikpiger gør opvisning, og der var asfaltbal på den toppede brosten.
Tilføj kommentar
Jeg har hørt om en pudsig episode under indvielsen - fortalt af gamle folk, der var med: Dronning Alexandrine blev så rørt over, at broen skulle opkaldes efter hende, at hun helt mistede mælet, da hun skulle sige nogle ord til forsamlingen. Derfor måtte kronprins Frederik hurtigt tage over og holde takketalen i stedet. Man er vel en god søn - selv som kongelig!
Hvor er det herligt at se den broindvielse, som jeg har hørt så meget om, siden jeg var 4 år gammel. Mine forældre fra Lendemarke var tilstede på den dag, hvor Dronning Alexandrine Broen blev indviet. Skønt at se det hele - og med bal bagefter! !
God film