Film

Roosevelt i Danmark

1910, 3 min , Stum

Stor menneskemængde i Københavns gader, især omkring National Scala og den gamle banegård, for at modtage den amerikanske ekspræsident Theodore Roosevelt. Han modtages af Kronprins Christian X, og sammen kører de i åben karet gennem byen og over Amalienborg slotsplads. Præsidenten besøger Frederiksborg Slot og Kronborg Slot. På Helsingør Havn går han ombord på en damper og sejler ned gennem Øresund.
Theodore Roosevelt (1858-1919) var amerikansk præsident 1901-1909. Besøget fandt sted i maj 1910. Roosevelt var på vej til Norge for at modtage Nobels Fredspris, som han allerede i 1906 fik for sin indsats for at afslutte Den Russisk-japanske Krig.

Kommentarer

Kim Sporring søn, 11/03/2019 - 11:07

Rooseveltfilm på YouTubekanal: Solfald København

For første gang nogensinde - en poetisk redegørelse forTheodore Roosevelts middag på Københavns Rådhus d. 3 maj 1910 - baseret på grundige undersøgelser på Københavns Stadsarkiv og statisterne på Timewinder-damptræf-festivalen - med historiske fotos, levende billeder fra moderne tid, indtalinger og tekst og musik. Min interesse for middagen skyldes indirekte min interesse for den innovative socialforsker og dansk-amerikanske nationalhelt Jacob A Riis, som i slutningen af 1800 tallet var en hovedkraft i reformationen af immigrant-storbyen New Yorks socialpolitik og som blev en nær ven af Th. Roosevelt, da han var New Yorks øverste politichef. Det var mine indledende undersøgelser af Nørrebros historie 1884-1910 som ledte mig til Riis og Roosevelt, idet den kaotiske byudvikling på Nørrebro i København havde årsag i de samme kræfter som i New York
Oprindelig ville jeg fortælle om begge dage Roosevelt var i København på vej til Norge, men hvor mærkeligt det end kan lyde, måtte jeg begrænse mig til middagen og vente med ankomstdagen til et senere projekt. Jeg havde allerede arbejdet omtrent 1 år på projektet, da vor tids amerikanske præsident D. Trump inviterede sig selv til et besøg i Danmark d. 2-3 september 2019 og den tidligere præsident B. Obama også annoncerede sit besøg i slutningen af september. Som følge heraf satte jeg, for aktualitetens skyld turbo på processen. Men der gik jo ikke længe før selvsamme præsident D. Trump aflyste Danmarks-besøget, fordi Danmark bestemt havde afvist at tale om salg af Grønland.
Hvorfor er middagen interessant? Fordi den er som et kighul til en anden tid, til et øjeblik, hvor de dansk-amerikanske forbindelser særligt pga. udvandringen til USA, var meget stærke og ærlige, en tid, hvor kvinderne fik stemmeret i kommunal politik, hvor man i hast måtte invitere alle de personligheder som man mente skabte det moderne Danmark, bl.a Valdemar Poulsen og brygger Carl Jacobsen. Filmen er både en fortælling om Københavns Rådhus som bygning, om Roosevelts karriere i store træk, og venskabet med Jacob Riis og har mange små del-fortællinger. Mit sigte har været at skabe en gammeldags film på en moderne og kreativ måde, da jeg naturligvis som privatperson ikke har økonomisk mulighed for at anvende levende billeder fra 1910. Den berømte fotograf Elfelt tog billederne af forberedelserne til festen og de fleste større aviser var inviteret.
Filmen er loyal overfor den glæde danskerne følte over at få besøg af en så berømt præsident som Theodore Roosevelt, i en tid, hvor tristheden over Bjørnsons død og frygten for Halleys Komet, dominerede mediebilledet, og derfor har jeg ublu valgt amerikanske melodier til at skabe den rette energi og stemning. Der er små drillepinde i græsset, som nok kun en dansker vil kunne forstå. Det er en tid hvor man tog diplomatisk kutyme meget alvorligt og Roosevelt skulle naturligvis overnatte på Amalienborg Slot og se Nordsjælland. Overpræsident Oldenburgs tale til Roosevelt, har jeg selv indtalt. Og dampen fra Nordsjælland Veterantog refererer bl. a jernbanens enorme betydning for USA´s historie.
Filmen er udgivet på YouTubekanal: Solfald København. Varighed 23 minutter. 50p-1080

Venlig hilsen Kim Sporring
Solfald Film

Tilføj kommentar

Din kommentar skal godkendes, før den vises på siden
Har du et teknisk problem? Se Spørgsmål og svar.
Ønsker du at købe en kopi af filmen eller klippet? Kontakt filmarkivet@dfi.dk.