Thit Jensen

Kommentarer fra transskribenten er markeret med […]

Forfatterinden Thit Jensen er født d. 19. januar 1876 i Farsø i Jylland, hvor faren var dyrlæge. Thit Jensen kom ud som lærerinde og begyndte snart at skrive. Hun debuterede i 1903 med fortællingen To søstre, der blev indledningen til et betydeligt forfatterskab med naturalistiske sociale tendensromaner, psykologiske skildringer og hjemstavnsdigtning. I 1909 begyndte Thit Jensen sit kvindesagsarbejde med en omfattende foredragsvirksomhed, der førte hende ud på rejser over hele verden. I 1917 stiftede hun Husmoderforeningen og i 1923 begyndte hun sin kampagne for børnebegrænsning og stiftede foreningen for seksuel oplysning Frivilligt Moderskab. Thit Jensens sociale indstilling førte hende ind i arbejdet for forfatternes rettigheder, og gennem sit mangeårige medlemsskab af Forfatterforeningens bestyrelse, har hun gjort en betydelig indsats. Efter de store kampår genoptog Thit Jensen i 30’erne sit digteriske arbejde med fornyet kraft og indledte et nyt afsnit i sit forfatterskab, de historiske romaner.

TJ: Forstår De, jeg ved, at De besvarer alle breve. Så jeg vil gerne have et svar på dette her. Men der står ikke andet i det...

KB: Sig mig, Thit, hvordan kom De ind på det med matriarkatet i sin tid?

TJ: Ja, jeg var ikke ret stor og hvor jeg egentlig fik det fra? Men nu må vi huske på, at min far var sådan en mærkværdig mand. Der flød alt, hvad der kunne tænkes og på mange forskellige sprog, for min far var så sprogkyndig, så han forlangte, at vi børn skulle lære sprog, og vi skulle læse de mærkelige ting han foreskrev, og vi skulle stille på hans kontor og forklare, hvad vi havde læst, og hvad vi mente om det, vi havde læst.

KB: På hvilke sprog?

TJ: På tysk og på engelsk og på fransk. Ja. Vi var ikke ret store, før vi stillede i fars kontor, og ja vi havde læst noget der hed [Utydelig tale], det var spiritistisk naturligvis. Og så denne her, den store bog jeg først fandt om matriarkat, den var på tysk. Værsartig, jeg havde at læse den på tysk, og jeg havde at stille hos far og forklare ham, hvad jeg havde fået ud af det tyske, jeg havde læst. Jeg fik tilstrækkeligt for resten af min levetid af denne ene bog. For så søgte jeg jo alle vide vegne, hvor jeg ellers kunne komme til læse om matriarkat. Og ved at læse så meget om matriarkat, så gik det op for mig, at hele den verdensorden jeg levede i var bundforkert.

Når der har været en verden, hvor kvinder ligeså godt eller evt. dengang bedre, styrede en verden, hvad skulle så være i vejen for, at de skulle styre med også nu? De kan ikke være blevet ringere, deres hjerner kan ikke være blevet mindre, og hjerner er forresten blevet vejet, ved De, og man var stolt af, at en mands hjerne vejede mere end en kvindes. Jamen så fandt de ud af, at en mand vejer mere end en kvinde i det hele taget. Når de vejede og så sammenlignede, så har kvinden en større hjerne end manden. Det var altså ting, jeg var nødt til at sætte mig ind i, før jeg drog ud i verden og begyndte at reformere. Men det meste det lærte jeg af den bog om matriarkat. Mægtig stor tysk bog, hvor der stod omtalt alle de lande, hvor der havde været matriarkat, ved deres dronninger, deres love, og ved De hvad, der er en ting der kom til at more mig så kolossalt: Det var også en af de egyptiske matriarkatdronninger, der fandt de for en del – jeg var i Amerika dengang, der læste jeg det første gang – de havde fundet disse store dronningegrave, sådan en dronning der lå med sine tresindstyve hofdamer i rad og række. Jeg har senere set dem i et britisk museum. Og så læste jeg en tid efter, en anden havde skrevet om det, og så stod der, at der var fundet disse store fyrstegrave i staden Ur, der ligger tre-firetusind år før vor tid. Og så sagde de til mig, se, nu kan du stole på, at når du tredje gang læser om de grave i Ur, så er det blevet kongegrave. Ja. Så var der en lille ministeriel embedsmand her, som havde gjort en rejse til udlandet og havde også set staden Ur og kom hjem og skrev om Urs kongegrave. Er det ikke sjovt? Se, det er det jeg kalder "de tilsandede kvinder". De kan finde masser af kvinder tilbage i historien, som jeg kalder ”tilsandede kvinder”. Når de først har rejst en sag, og den viser sig udmærket, så tager en mand den op, og så kommer sagen til at hedde sig som manden. Tag nu den store [Utydelig tale] bevægelse. Det var ikke en mand just, der begyndte på det, det var en kvinde, der hed Annelise Reich [?].

KB: Thit Jensen, hvordan kom De ind i kvindebevægelsen her?

TJ: Fordi at jeg elskede min mor højere end noget andet menneske i verden. Derved kom jeg ind i kvindebevægelsen. Til trods for at denne, min mor, sagde: ”Jeg vil se dig i alt muligt andet, men ikke som kvindesagskvinde”. Ja. Men jeg blev kvindesagskvinde, og det var ud fra min mor. For ud fra min mors vilkår, så jeg alle andre kvinders vilkår, og jeg synes, de var så gyselige, at det måtte der gøres noget ved. De fødte børn, og de fødte børn til de døde af det. Og de børn som var, de fik stedmor. Og så blev de smidt ud af hjemmet, når de havde fået stedmor. Det så jeg alle mulige – jeg levede ude på landet, det er mange år siden, jeg levede... jeg begyndte at leve. Men jeg begyndte meget hurtigt at tænke, det tror jeg jo om mig selv. For jeg satte mig for, at det må der gøres noget ved. For kvinder kan ikke til dengang gå til grunde. Derved kom jeg ind på det, som jeg fik så frygtelige klø for, De ved, Frivilligt Moderskab. At kvinden skulle selv bestemme, hvor mange børn hun kan tåle at få.

KB: Ja, og det var i og for sig mærkeligt, netop når De siger, at det var ud fra Deres mor, at De kom...

TJ: Jamen min mor fik tolv!

KB: Ja…

TJ: Ja, det var for mange.                        

KB: Ville hun have haft færre?

TJ: Ja, dengang jeg kom hjem og talte med hende om, at jeg havde rejst bevægelsen, så sagde hun til mig: ”Ja, ser du min pige, du var den fjerde, jeg fik, men havde jeg kendt det dengang, så var du aldrig blevet født”. [griner] Ja. Men se jeg fortsatte alligevel. Og hun kunne ikke lade være med at forsvare mig, dengang jeg blev angrebet værst. Jeg husker dengang, der kom en dame til hende, som var forfærdelig imod det, og som havde yndige tre børn, og som sagde til min mor: ”Njaa, men det synes jeg er forkert, det behøves jo heller ikke, for naturen regulerer jo sig selv”. De ved godt, det er sludder! ”Naturen regulerer sig selv, så kommer der krig, så kommer der pest, så kommer der hungersnød”. Hvorfor min mor, som er gammel og hidsig og ivrig – jeg ligner hende forresten – så pegede hun på den ene og sagde, ”Ja, der har De en til pest, og der har De en til hungersnød, og der har De en til krig, til at falde i krig. Ja. Så ville tilfældet, at den ene, en dejlig dreng, blev skudt under sidste krig. Han faldt for krig.

KB: Thit Jensen, deres egen indsats i Kvindebevægelsen, den må vi snakke om.

TJ: Jo, den er jo ikke sådan... Fordi at vi har været mange i Kvindebevægelsen. Der har været mange, der kæmpede for stemmeret. Og den kæmpede jeg stridt for, og det kom sig egentlig af engang, jeg boede højt oppe i Jylland, og så var der valg en dag, og jeg kom på cykel for at se, hvordan det gik til. Og der var kommet, ude fra gårde og fra strande og fra fiskerstæder alle sammen, og der var en stor plads, hvor der var telt oppe, og jeg hørte jo på de forskellige taler. Jeg tror, jeg var den eneste kvinde, der var kommet der. Og jeg burde jo aldrig være kommet, for jeg har i mit liv aldrig set en sådan forsamling af fulde mænd. De var så fulde, at hele pladsen stank. Og så stod jeg og tænkte ved mig selv: alle de der som går, lige fulde alle sammen, de har ret til at gå derind og stemme, men du har ikke. Og jeg er den eneste ædru. Ja. Så satte jeg mig for, og nu slår jeg ind på det, og det kom altså også ­– der kom en stemmeret. Jeg synes jo ikke altid, at kvinder har brugt den så meget, som de burde bruge den. Og de sætter kvinder ind i Rigsdagen, nogen har vi jo fået – og vi har hilst dem med begejstring, det har jeg selvfølgelig som kvindesagskvinde, jeg fik jo ord for at være kvindesagskvinde, som min mor ikke ville have. Jeg fik det alligevel. Det var jeg så vidt også, men hvorfor jeg fik ord for at være mandfolkehader, det kan jeg ikke begribe. Jeg har aldrig hadet mænd. Jeg har karikeret dem engang imellem. Hvorfor kan mænd ikke tåle at blive karikeret, det kan vi kvinder jo altid? Vi bliver det altid. Og vi kan bære det, mænd kan ikke bære det. Ligeså snart man ikke tager mænd alvorlige, så tror de, man er kvindehader [mandehader?].

KB: Ja, netop i forbindelse med deres kvindesagsarbejde blev De blev jo karikeret meget...

TJ: Ja, forfærdeligt, alt det jeg har nået, enten det ene eller det andet, det gik igennem karikaturens ildovn, men det gik igennem! Og det er en udmærket måde at gå frem igennem [Utydelig tale] karikatur, det lægger mennesker mærke til, for det kan de le af. Men når tingene går igennem, og det er alvor, så siger de alle sammen: ”Jamen det var jo det, jeg sagde”. Er det ikke rigtigt? Der er ikke én eneste, som siger bagefter, at de var med til at håne mig og stene mig for alt, hvad jeg sagde. Ja bagefter, når det er billigt, så siger de: ”Ja. Jamen det har jeg altid sagt”.

KB: Men De har også nået et resultat, Thit Jensen. Jeg tænker på de svenske biskoppers hyrdebrev.

TJ: Ja. Jeg blev så forbavset, da jeg så, det virkelig var sandt, at de svenske biskopper var gået ind for noget så forstandigt. Hvordan de danske biskopper har optaget det, det ved jeg ikke, man har ikke hørt noget videre fra dem. Men jeg synes, det var kronen på det, som jeg havde kæmpet for så længe. Og så er der det ved det, at det er kvindens egentlige frihed. Der er ingen der ved, hvor meget der ligger i den ene ting, at kvinden selv kan bestemme, når hun har fået børn, at nu vil hun ikke have flere. Hun kan ikke tåle flere, hendes personlige, menneskelige udvikling kan aldrig nå igennem, hvis hun skal fortsætte og fortsætte med at få børn, for så kan hun aldrig løse sig fri, sådan at hun kan være sammen med sin mand i den udvikling, som han går hen imod, som hun gerne vil deltage i, hvordan skal hun kunne det? Det er den ene ­– og der er ingen der ved egentlig, hvor stort det er. Men jeg tænker, biskoppen har forstået, hvor stort det er. Det er et af de resultater, jeg har opnået, og det er jeg stolt af.

KB: Hvordan ser De på kvindens stilling i dag?

TJ: Jeg synes, kvindens stilling i dag er en stolthed. Jeg synes, det hun har nået i løbet af det korte århundrede, jeg synes, det er fabelagtigt, hvad kvinden er nået frem til der. Og så skal man huske på, hvor lidt tid kvinden har haft for sig. Hun har skullet have mand og hjem og børn og storvask og strømper og det alt sammen, og ved siden af har hun dog skaffet sig tid til at gå de steder hen, hvor hun kunne høre, læse, sætte sig ind i, hvad det hele drejede sig om. Det synes jeg er fabelagtigt godt gjort.

KB: Og hvordan tror De, at udviklingen vil komme til at forme sig i fremtiden?

TJ: Jeg håber det bedste. Jeg vil ikke påstå, at jeg i og for sig er helt tilfreds med den indsats som de kvindelige Rigsdagsmænd – nogle af dem er dygtige, det synes jeg ikke, de er alle sammen – men de bliver også valgt på partier, og nogle af dem vil jeg kalde – de har ikke markeret sig som andet, end det jeg kalder partidrops. Men i det store hele så venter jeg mig uhyre meget af, at kvinden går ind i fremtiden som en bærende kraft. Jeg tænker ikke på politik, for det er et hadefuldt ord, politik, for de hader altid hinanden, taler ondt om hinanden. Men jeg vil håbe, at kvinden vil gå ind og skaffe os et nyt ministerium, som hedder et Fredsministerium, så vi ikke mere har et Krigsministerium. Det er det, jeg håber af kvinden. Hun skal komme ind i fremtiden med et fredsministerium, og så skal hun selvfølgelig være finansminister!

KB: Men, Thit Jensen, jeg skal have Dem til til sidst at sige mig noget om, hvad De tror om kvindens stilling i relation til manden i fremtiden?

TJ: Jeg tror, den kan jo ikke blive ringere end den var, altså kan den kun blive bedre. Og jeg tror, den bliver i høj grad bedre. Fordi at jeg tror, at mændene kommer til at se ganske anderledes sanddru på kvinden. Nu er det også det naturligvis, at de har jo ikke har gjort det så forfærdeligt glimrende, det kan man jo ikke påstå. Så det kan ikke blive værre, hvis de tager kvinden til hjælp. Og jeg tror, der er mange mænd, der er indstillet på, at de tager kvinden ind til sin daglige hjælp i alt, hvad der ligger til et – hvad der hører til et samfund. For så [Utydelig tale] bliver den meget bedre. Og jeg tror, at begge parter er blevet så meget forstandigere, at de kan leve ordentligt sammen. Der har været, som jeg sagde før, matriarkat hvor kvinden havde enevælde, og der har været en middelalder her, hvor manden havde enevælde. Og jeg har engang sagt i et foredrag, at måske er de to køn som to spande, der skiftevis går ned i livets dybe brønd for skiftevis at hente det livgivende vand op. Men lige ind, hvor den fremtid vi nu stiler, der tror jeg på, at mand og kvinde vil blive bedre venner i alle mulige ting, end de nogensinde før har været.