Tunfiskeri

Sportsfiskere fra hele verden har opdaget, at sundet mellem de to skandinaviske lande kan være det helt ideelle sted for tunfiskeri.

Hamlets gamle by, Helsingør, er ikke mere alene Hamlets by, men har i eftersommeren også krav på tilnavnet Tunens by. Egentlig er det forbløffende, at tunen først nu den sidste halve snes år er blevet den store sensation. For det er en kendsgerning, at disse store fisk har gæstet os i adskillige år. Ja, man ved med sikkerhed, at allerede i 1870 var tun ved Sjællands Odde, og de boltrede sig i høstsildens millionhære. Men interesse for den havde man ikke. Dengang.

Helt inde under Kronborgs ærværdige gamle bastioner stryger tunen, og det anfægter den ikke, at der er livlig trafik både på land og vand her ved sundets port ud mod den store verden.

Så smukt er der ved Snekkersten, dette fiskesportens klondike, som tunfiskerne har valgt til deres højborg, og som kun ligger tre-fire km fra Helsingør. En uberørt idyl.

Flagene vajer festligt over havnen. Det er den store konkurrencedag i dag, og både Frankrig, England, Tyskland, Amerika og hele Skandinavien er repræsenteret. I den lille havn ånder alt stilhed og fred - de ti måneder om året. Men de to er stemningen hektisk. Tunen er her, og fra de tidligste morgentimer bliver alt gjort klar til udrykning. Alt ses efter og prøves. Det glæder tunen, og for denne celebre gæst sættes alle kræfter ind. På den ene eller anden måde er de fleste af byens beboere implicerede.

Grejerne og tunstolen må være i orden, inden det går løs. Tunlinen må spoles forsigtigt op. Den er lang og kraftig og må kunne gå fuldstændig frit fra hjulet, når en kæmpe på 4-500 pund fighter i den anden ende. Maddingen er meget vigtig. Der er brug for store mængder, og man tager hele kasser med på søen. Det er sild, makrel og hornfisk, der bruges til at lokke tunen med, og der spares ikke på det. Hver båd har adskillige kasser med, og da der sommetider er op til 100 både ude, kan maddingen alene pr dag løbe op i tusindvis af kroner.

Vi står havnen ud. I den klare eftersommersol er livet på søen dejligt. Nå ja, det skader jo ikke at have en køn pige med på turen. Tunen lader sig i alt fald ikke distrahere.

Ofte skal man kun en kilometer ud, alt efter hvor tunen springer, eller efter hvad man har på fornemmelsen. Det er mest fiskerbåde, der benyttes, men man ser alle typer motorbåde benyttet i tunjagten. Den spændende kamp er begyndt. Fra bådene spejdes efter tunen. Men man glemmer heller ikke at holde øje med konkurrenterne. Hvornår sætter den første kampflaget, der er signalet til en voldsom dyst. Husk på, der er præmie for den første, den største og de fleste. Fra mange både vajer Skandinavisk Tuna Clubs stander i stævnen. Også fra denne båd. Et godt bomærke.

Og så er vi på fiskepladsen. Den strækker sig helt inde fra land og helt over til Helsingborg moler. I lange rækker ligger bådene på tunjagten ivrigt ventende på hug.

Det er rart at være i badedragt, når man er på sundet en varm dag. Og når nu manden har så travlt med sit fiskeri. Tænk, at han nænner at vende ryggen til. Ja, ja, så kan han have det så godt.Mandskabet har travlt med at fodre. Fiskene skæres i stykker, så olien i dem kan spredes i vandet for at lokke tunen til.

Her er en, der er heldig. Han fået hug, og med hele sin vægt pumper han fisken op. Der er godt spin i stangen. Det gælder om at holde fisken så fast som muligt, så stærkt som stangen overhovedet kan tåle. Linen skal holde helt stramt, des større er chancen for gevinst. Jo, han fik den. Det var hans første fisk, og ivrige hænder står parat til at hjælpe ham at få den kostelige fangst ombord.

Jublen var stor, da fangstflaget første gang kom op. Og det kan jo godt lade sig gøre at drikke champagne af kaffekopper.

De her har også været heldige. Tunen har hugget og ligger lige omkring båden. Det store sorte T på gul baggrund er tegnet på fight. Det er en af Skandinavisk Tuna Clubs gode opfindelser. Når det vajer i toppen af bådene, drejer selv de største dampere respektfuldt af. Her er tunen ved båden. Fangstkrogen hugges i. Men fisken smutter. Jo! Jo, de fik den. Det var en stor, flot tun på omkring 200 kg, så de måtte have hjælp for at få den op i båden. Det gule flag udskiftes med en rigtig tun på rød dug, så enhver på vandet mellem Helsingør og Helsingborg er klar over, at der er tun ombord.

Der er flere, der er heldige i dag. Han her har også fået hug. Og efter næsten fem timers spændende kamp med tunen har han fået kørt den træt og kan spænde grejerne af sig, mens de andre gør klar til at få den halet indenbords.

Ja, det går jo lidt lettere, når man har taljetræk med.

Den lille havfrue boltrer sig stadig i det våde element. Næ hør, nu sidder han der og sover. Ø.., hv.., hv..! Det er det, han hele livet har drømt om. Alt godt fra havet. En ægte, spillevende havfrue.

Der er ingen tvivl om, at det er sæsonens bid på Øresund. Sejrsflaget flyver til vejrs for den charmerende fangst. Men havde det nu ikke været mere beskedent at sætte kampflaget?

Når skyggerne bliver lange, vender bådene hjem. Men de både, der ikke var med i konkurrencen, blev ude på sundet, lige til solen gled ned bag fjerne horisonter for at tage den sidste chance.

Er der flag i masten, så er der tun. Eller …

Bare nu hans kone også tror på havfruer. For ellers kommer flaget med det store T nok frem igen.

Bådene lægger ind ved tunkranen, så fiskene bekvemt kan hejses til vejrs og vejes til konkurrencen.

Det er en stor fisk, der her bliver trukket i land. Det var også den næststørste i konkurrencen. Kun ni kg under vinderens, der var på 235 kg, og som hjemførte Skandinavisk Tuna Cup.

Og så det spændende øjeblik, da tunen skal på vægten. Denne her ser nu ikke ud til at være en af de allermindste.

Farmand skal foreviges, så kommende slægter kan se hans bedrift.

Tunen hører til de strømlinede. Finnerne lægges ind i folder i huden, så intet rager ud fra den glatte krop. En fuldkommen torpedo, der da også kan skyde en forrygende fart. Et muskelbundt, der med ét slag af sin hale kan slå siden ind på en jolle.

Og her ankommer selveste tunkongen, Carl Bauder, der på én sæson præsterede at fange 68 tun, en uofficiel verdensrekord, som bliver meget svær at slå.

Og her er de to franskmænd, der vandt konkurrencen. Efter en spændende, men dejlig, dag i det smukke farvand, i skyggen af Kronborg.