Vore Billardstjerner

Kommentarer fra transskribenten er markeret med […]

Billardspillet har de sidste 10-15 år været i en rivende udvikling herhjemme. Fra at være et decideret restaurationsspil er det gået over til at blive en sport. Der findes mange billardklubber og store, smukke billardsaloner.

Først kridtes køen; en velkridtet kø er en betingelse for godt spil. Udlægningsballen spilles her som underhåndsbal; der stødes lige på den røde bal, og den hvide bal rammes modsat den side, hvor den røde bal ligger. Man skal holde løst på køen; endelig ikke for hårdt. Håndleddet skal være meget bevægeligt. Der er to måder at støtte køen på: tommel- og pegefinger kan danne en ring som her eller en rende som her, hvori køen føres. Den første måde er den mest brugte.

Udlægningsballen kan også spilles som en spids; der stødes lige på den røde, den hvide bal rammes i samme side, som den røde bal ligger. Ikke alene ved dette stød, men også ved alle de efterfølgende, sikrer spilleren sig efterstød.

En tværbal stødt lidt oveni, ikke for hårdt. En skæv langbal: rød bal stødes i venstre side, og den hvide bal rammes ligeledes i venstre side.

Kvarten, der skal stødes tilpas blødt, her er stødt under i den røde bal, hvorved der samtidig fås ægte rødt. Medløbskvarten: den røde spilles oveni, den hvide bal rammes til højre, ca. på halvdelen, og så får man pinde og ægte rødt. Det ser så let ud, ikke sandt?

En seriespidser: først den almindelige spids, lige på den røde, hvid bal rammes lidt i højre side.

Slæbespidsen: stød lidt under i den røde bal og lidt i venstre side på den hvide.

Og dobbeltspidsen: der skal stødes lidt hårdt og lige på den røde; ballen skal jo gå to gange.

Og for at blive ved spidserne er her langspidsen eller højspidsen. Den er slet ikke så svær, som mange gør den til. Der stødes lige, både på den røde og på den hvide, absolut intet skævt. Bemærk forcen.

Husk stadig at kridte køen, navnlig ved masséstødene. Læg mærke til køens placering mellem pege- og langfingeren. Bemærk også håndens stilling på billardet. Her er nogle andre masséstød. Ægte rødt og kegler. Ægte rødt. Her laves medløbsrødt, der spilles oven i den røde, og den hvide bal rammes i den side, hvortil den røde bal skal løbe.

Her markeres, hvordan den røde bal skal stødes oveni for at fortsætte sit løb. Stødes den røde bal midti og lidt hårdt, bliver den stående. Og stødes der under i den røde bal, trækkes den tilbage. Som her, hvor den røde bal ligger mellem de hvide; der stødes under i den røde, og den trækkes tilbage og giver ægte rødt.

Her ligger de to hvide baller ved hver sit hul. Den røde bal stødes oveni, og hvid bal rammes i venstre side. Så følger den røde bal en bue, ned til den anden hvide bal. Et typisk eksempel på en trækbal. Læg mærke til den kraftige virkning fra banden. Det har været godt skævt.

En morsom bal; den giver både kegler og ægte rødt og ser måske lidt indviklet ud. Ballerne går smukt, kvart, ægte rødt - og et hul.

Denne bal er svær; det er en kontrabal. Der stødes venstre under i den røde bal, og hvid rammes i højre side. Så giver den ægte rødt i nakken og pinde samtidig.

Nu ser De, hvordan en serie bygges op. Det meget bløde stød giver en fin placering for de efterfølgende stød. Man ser, hvordan spilleren stadig kan placere den røde bal omkring keglerne til direkte og ægte rødt. Opbygning af en sådan serie kræver stor træning og en mægtig koncentrationsevne. Der skal et sikkert øje og en rolig hånd. Se, hvor det går. Det er da ingen kunst, vil mange sige, men prøv! Man skal være omhyggelig med alle baller, selv de letteste, og hele tiden skal man tænke på efterstødet.

Mange spillere har gjort billard til en videnskab. Denne mand hedder Ploug [?], og han har gjort vanskelige baller til sit speciale. Når denne bal går mellem pindene, er det fordi, der stødes lidt under i den røde, hvorved den løftes noget op og undgår at passere pindene, hvor de er tykkest.

Også en morsom bal.

Den professionelle danmarksmester, Oscar Johansen, viser nu nogle kunstballer og til slut nogle trickballer. Kun få når hans dygtighed og evner på det grønne klæde. Hvad han kan præstere med ballerne nærmer sig det utrolige. Her er seksdagesballerne 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 og 7 bander, inden der bliver ægte rødt. Der er næsten ikke dét, han ikke kan få ballerne til. Man får nærmest det indtryk, at de er forheksede, sådan som de opfører sig. Teknik og evner skal her stå i passende forhold. Det skal dog siges, at disse trickballer, som De ser her, naturligvis intet har med spillet at gøre. Men det er morsomt at se, hvad man med lidt fantasi kan lave på et billard. Kan De regne denne bal ud?

I slutkampen om Danmarksmesterskabet i keglebillard 1944 mødtes Kaj Foldager og C.K. Andreasen. Her er Kaj Foldager ved billardet. Han spillede meget sikkert og solidt og havde flere smukke baller og serier. - En smukt spillet bal. Den giver ægte rødt i nakken. Bemærk oplægget til næste stød, hele tiden. - Her svigter dog det ægte røde.

C.K. Andreasen spillede knapt så sikkert, som han plejer, men havde også store og velspillede serier. Og der var spænding lige til det sidste. Fint ægte rødt. - Den giver … ikke ægte rødt. – Bande og ægte rødt. - Den giver skæve. - Ballen trækkes og giver ægte rødt. Og pinde. - Underhåndsbal. Ægte rødt og pinde. - Fint ægte rødt. - En kvart. - Pinde. - Er den stærk nok? Den giver … én pind.

Mesterskabet vandtes af Kaj Foldager, der spillede med et gennemsnit på 57,69. C.K. Andreasens gennemsnit var 50,96. Andreasen og Foldager har nu hver fire danmarksmesterskaber.