Dagligdagen på Lindersvold Julemærkehjem

Filmen viser et forkert billede, de store hjalp ikke de små, gjorde man ikke som de voksne sagde var der tæsk, breve blev censureret af ledelsen, jeg var der, og det var tre måneder i helvedet, det var den værste tid i mit liv, besøg af forældre blev overvåget så man ikke kunne fortælle dem hvordan virkeligheden var, jeg er i dag som 63 årig stadig mærket af det helvedet, det er et julemærkehjem der burde have været lukket, men netop kontrol og overvågning og frygt for tæsk gjorde at det var ledelsen muligt at skjule deres børnemishandlinger, jeg var en af de små, og ingen sagde noget til at de store tæskede mig, klagede jeg fik jeg tæsk af de voksne, fy for satan for en skamplet på julemærke ideen. Og godkender man ikke denne kommentar, så har man et problem, dette burde ikke skjules

Jeg var som 6 årig i sommeren 1948 på Julemærkehjemmet Lindersvold. Jeg Husker opholdet som en (spejderlejr) og kan ikke genkende den negative kommentar fra Svend-Erik Christiansen. Det kan godt være at jeg var for lille til at huske dagligdagen. I den periode jeg var der, var der et udbrud af vistnok skarlagensfeber så mit ophold blev forlænget med sygeperioden. Jeg kan huske når der var forældrebesøg og busserne kom ind på pladsen, og alle vi børn ventede spændt om det var ens forældre som kom. Mange blev skuffede.

Jeg og min broder var der omkring 1953 og jeg husker det som en god oplevelse med en masse leg, stor diciplin ved måltiderne, radio hørespil om aftenen, flinke mennesker og ikke alt det negative som man har hørt og læst om har foregået på tilsvarende opholdssteder. Det eneste minus som jeg kan huske er at vi skulle gå med nogle udleverede træsko og de var af træ jeg mindes hvordan mine knyster blødte ved at de slog mod hinanden når jeg gik, men der var ingen kære mor jeg skulle bruge dem, men som sagt alt i alt en tid som jeg husker som positiv, og har igennem livet også støttet indsamling når det drejer sig om Julemærkehjem.

<p>Jeg var på Lindersvold i slutningen af 1967 (nøjagtig til 21/12-67) er idag 61,5 år. Vi fik at vide at vi var sidste hold inden stedet skulle lukke. Det var 6 mdr. i helvede: Spiste jeg ikke ost fik jeg spanskrør af [...]. Var jeg ikke vasket godt nok fik jeg spanskrør af&nbsp;[...]. Lå man ikke i sengen til tiden var der spanskrør af&nbsp;[...]. Flere prøvede, at stikke af men blev fanget af politiet. Vi havde kun shorts på helt til d. 16/12-67 og var ude i minus 12 grader (det skulle vi). Da der var efterårsstorm i 67 blev vi gennet ud på forpladsen i nattøj ( 5-6 ) timer i storm, og dem der blev syge herefter fik også tæsk af&nbsp;[...]. Vi blev vasket i det store trug (vaskestedet for alle) bylder blev udbredt, mange fik det (det smittede) men [...] var sygeplejerske og vi skulle ikke sige hende imod, hun fjernede byldemoren med en træpind, og alle skreg og skreg. [...] og&nbsp;[...] var rene sadister, og med en uhyggelig undertone af sadisme og sex. Det er det værste mareridt man kan udsætte sine børn for. Så håber det er blevet meget bedre. Jeg lider stadig voldsomt under mit ophold på Lindersvold Kim Rasmussen<br>
<br>
<strong>Vi byder kommentarer og debat velkommen, men viderebringer ikke anklager imod identificerbare personer. Derfor er dette indlæg anonymiseret af redaktionen. /Redaktionen</strong></p>

<p>&nbsp;</p>

Jeg var på Linderesvold i 1948 eller 1949 i vinterhalvåret. Jeg husker det som en svær tid hvor jeg led utroligt meget af hjemve, men jeg mindes også gode stunder. Hed forstander parret ikke ikke Krog til efternavn? jeg mener også de havde en søn som hed Per. Jeg husker at jeg fordi jeg var så trist kom ind i forstander boligen og leget med Per. De var utrolig søde ved mig. Jeg husker også at jeg fik lov at køre med kusken! efter post i kane. Lyden af bjælder og duften af hest, samt knitrende sne, mindes jeg. Mange af barneplejerskerne var også utrolig søde. Men hjemven kom jeg aldrig over og ofte græd jeg mig i søvn. Et sidste positivt minde er aftensangen på sovesalen, "Natten er så stille" og derefter aftenbøn. Så kunne man falde i søvn mens månen lod sine stråler lyse gennem de tre store vinduer.
Søren Lunding

<p>I sommeren 1965 var jeg 4 måneder i helvedet på Lindersvold. Og set tilbage har det været den mørkeste periode i mit liv. Årsagen til et ophold på Lindersvold var ikke altid lysegrønne. Måske kunne være: Vold i hjemmet, forkert ernæring, vådligger (tisse i sengen), adfærds problemer osv. Det var for mit vedkommet et chok at blive klædt af og være nøgen overfor mange andre og blive vasket med brun sæbe. Derefter stå i kø til modtagelse af tøj og sko (træsko, gummisko og gummistøvler). Disse skulle så slibes med sandpapir således at forgængerens nummer blev slettet (accession på kz lejre er oplagt) alt dette imens man savnede sin familie! Man blev behandlet sølle, koldt, uværdigt og uden kærlighed. Til gengæld var staf som at stå ret i timer eller gåture på fx 20 km. med gummistøvler og jakke under hedebølge ikke noget særsyn. Den føleskolde og arrogante [...] og [...] bistod denne afstraffelse af os børn. Kun når ens forældre besøgte os lod [...] som om han synes om os drenge. Modtagelse af boglig lærdom skete ikke pga. inkompetente lærer (jeg er selv folkeskolelærer). Vi havde en lærer som hed [...]. Hun moppede og straffede os uden grund. Vi burde ligesom Godhavn drengene, modtage en officiel undskyldning af vores samfund som lod dette ske!&nbsp;<br>
<br>
<strong>Vi byder kommentarer og debat velkommen, men viderebringer ikke anklager imod identificerbare personer. Derfor er dette indlæg anonymiseret af redaktionen. /Redaktionen</strong></p>

Jeg er 62 og var på Lindersvold da jeg var knægt. For mig var det en super oplevelse. Kan slet ikke tilslutte mig den negative kritik stedet har fået. Jeg var grædefærdig da jeg skulle hjem

Var på lindertsvold 47 48 alle tiders sted mange gode oplevelser

Jeg var også på Lindersvold i 60erne og kan genkende de negative kommentarer. Jeg blev hentet af mine forældre før tid. Jeg kunne ikke indordne mig med de forældet principper. Husker også den meget forældet påklædning og træsko, som julemandens. Det var ikke et rart sted for mig.

<p>Jeg var på Lindersvold fra 10. maj 1957 og tre måneder frem. Jeg var 11 år dengang og havde mine drengeårs bedste oplevelse, ingen sorger og bekymringer eller angst og ondt i maven - alle dage havde sin rolige rytme og alt til faste tider. Traveture til Vindbyholdt, Roholdte og til stranden eller hjørneskoven... En enkelt gang eller to så vi Morten Kockfilm (tror jeg) i Vindbyholdt Kro, i en omrejsende biograf! Det gør mig meget ondt at læse om de dårlige oplevelser mange har haft, når det stik modsatte var meningen! Begge slags erindring huskes jo resten af livet. Der var en "pædagog" ved navn Wilhelm, fra Schweiz - som (har jeg siden hørt) bragte nye og moderne ideer med sig til Lindersvold. Han var spændende og kunne inspirere os til at lave mange fine ting på værkstedet. Særlig trygt og kærligt var det, når Vivi, (en personale) gik rundt og puttede hver eneste af os når det var sovetid! (har ofte tænkt på hende) Forstander [...] husker jeg ikke særlig meget om - kun som flink! Opholdet på Lindersvold har glædet mig hele mit 74 år lange liv...<br>
<br>
<strong>Dette indlæg er blevet redigeret af redaktionen, fordi der nævnes identificérbare personer. /Redaktionen</strong></p>

Jeg var på Lindersvold i 1956 eller 57 det var en udemærket tid selvom jeg med voldsomt af hjemve, var 8-9 år det værste var at mine forældre kun måtte besøge mig 1 gang om måneden ( sådanne gør man heldigvis ikke mere ) forstanderparet hed Kroman og de havde 2 piger hvor den ene havde haft polio, søde piger som vi snakkede meget med. Jeg var særlig glad for at komme på værkstedet hvor jeg lavede smøkkér i ben og træ. Ikke noget med spanskrør da jeg var der.

var på lindersvold ca 1949 og husker støvleknægte og mange høje træer og havde det godt

Hvorfor er alt slette fra lindersvold da det var blevet et børnehjem for adfærd vanskelige børn?

Jeg blev anbragt på lindersvold som 9 årig fra 1975 til 1978 , et rent helved .
Vi blev flået ned af stole lagt på gulvet med et fuldt voksen menneske der der satte sig ovenpå en og låste ens overkrop med begge sine knæ dette kunne vare i timer .
Spiste man ikke den mad der blev serveret fik man hele metal skåle stillet foran en og de skulle tømmes helt vis du kastede op ned i skålen skulle du forsætte spiseriet til de var tømt.
Vi blev skreget ind i ansigterne fra flere personaler af gangen vis vi hade begået den mindste fejl.
Ydermere brugte de noget de kaldte kort snor, her skulle du følge en voksen i op til 3 uger og hele tiden i denne periode være maks 50 cm fra personen.
Nå de 3 uger var slut kunne du få 10 minutters frihed udenfor til leg herefter skulle du tilbage til afdelungen og melde dig og få lov til 10 minutter mere.
Nogle børn fik fjernet deres værelses døre som regl dem der hade 3 uger i kort snor.
Nogle blev anbragt i privat pleje hos personalet og oplevede sexmisbrug men hverken politi kommune trode på deres fortællinger.
En 13 årigpige blev afhørt af politiet efter anmelse af sexmisbrug i pleje hun blev afhørt af en betjent uden en voksen bisider tilstede kun betjenten var tilstede.
Her blev sagt fra personalet af hun hade en livlug fantasi og det tog politiet fir gode vare og lukket sagen.
Flere piger på stedet blev raget på bryster og i skridtet af det mandlige personale .
Ydermere blev der drukket godt igennen i arbejds tiden fra personale gruppen.
Aner ikke vor kommunens tilsyn med dette sted var henne og om det overhoved var eksisterne.
Har hørt at stedet til slut blev lukket ned og man forbød denne behandlungsforn af børnene på stedet , virker på mig somom vi var prøveklude.
Føj vor er det skammeligt af disse ting har fået lov til at forsætte år efter år.
Mange fra 70 erne der var anbragt på lindersvold har så store ar på sjælen den dag idag og en del er desværrer døde på grund af stofmisbrug og selvmord.
Håber aldrig nogen børn skal opleve dette.

Jeg opholdt mig 4 måneder i sommeren 1961 (10/11 år) på Lindersvold og har kun positive minder fra opholdet og fra kontakten med daværende forstanderpar - [...] som begge havde en positiv indvirkning på mig, som var dér pga. lidt flossede nerver. Lange fine gåture som f.eks. "nærmeste omvej til Orup", som vist gik fra Lindersvold via Lestrup Skov med kludeegen til Orup og fra Orup retur til Julemærkehjemmet, samt ture til Fedet, Roholte etc. etc. Af og til tager jeg turen derned fortsat og kalder minder frem.
Dette indlæg er blevet redigeret af redaktionen, fordi der nævnes identificérbare personer. /Redaktionen

Jeg er 68 år nu og var på Lindersvold to gange i 3 måneder hver gang. Første gang i 63 da jeg var 10 år og anden gang i 65 da jeg var 12 år. Jeg har absolut kun de bedste minder om stedet og forstanderparret der drev det. Jeg spurgte sågar forstanderen da jeg skulle hjem anden gang om det på nogen måde var mulig at blive der. Det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg var gerne blevet der resten af min barndom!!