Af Bjørn Juul Andersen, filmformidler og digital redaktør på CPH:DOX
Carlsens samlede værk – godt 40 produktioner om alt fra Solvognen til Susie og Leo – er ikke helt let at opsummere: Han har arbejdet med både dokumentar, fiktion, hybrid, serier og deciderede eksperimentalfilm i både korte og lange formater. Hans altid nysgerrige, søgende film peger både ud på den store verden og indad på instruktørens eget liv fyldt med rastløshed og tvivl, hvor særligt traumet over at blive efterladt af sin far og et nært forhold til sin depressive mor er tilbagevendende tematikker.
På trods af et værk bestående af flere markante spillefilm, bl.a. ’Næste stop – Paradis’ (1980), ’Ofelia kommer til byen’ (1985) og ’Carmen & Babyface’ (1995), er Carlsen mest (aner)kendt for sin store dokumentarproduktion, hvor flere af hans korte, iscenesatte dokumentarfilm står som hovedværker i den danske filmhistorie.
Læs resten af artiklen under filmserien
Film af Jon Bang Carlsen
Fra Vedbæk til Vesterhavet
Som barn af et billedkunstnerpar lå det i kortene, at Jon Bang Carlsen (f. 28/09 1950) skulle blive noget ved kunsten. En på mange måder kærlighedsfyldt boheme-opvækst i Vedbæk nåede dog en brat afslutning, da hans far pludselig forlod familien. Et stort slag for den 12-årige, hypersensitive Carlsen, hvis ungdom efterfølgende stod i rodløshedens tegn med skiftende bopæle i Danmark med sin nu ofte depressive mor og senere flere større udlandsrejser i teenageårene.
I starten af 70’erne flyttede Carlsen til Christiania, hvor han blev et toneangivende medlem af den aktivistiske teatergruppe Solvognen. I Hvid mands sæd (1974) og Dejlig er den himmel blå (1975) dokumenteres Wounded Knee- og Julemandshæren-aktionerne. To sprængfarlige og humoristiske protestfilm, hvor Carlsen dog – ligesom det var tilfældet med debutfilmen Åndsvage Sara (1973) – ikke for alvor havde fundet sin filmiske stemme.
Samtidig med aktiviteterne i Solvognen var Carlsen i 1974 startet på Filmskolen, hvor hans midtvejsfilm ’Fyret’ (1975) var et sansemættet portræt af Bovbjerg Fyr nær Lemvig. Den korte dokumentar var med sin vestjyske location og fiktionsinspirerede stilisering et forvarsel om den originale metode, som banede vejen for hans kunstneriske gennembrud et par år senere.
Gennembruddet med den iscenesatte dokumentarisme
Den poetiske portrætfilm Jenny (1977) var den første af Carlsens film, der benyttede sig af instruktørens signaturmetode: Den iscenesatte dokumentarisme, hvor autentiske mennesker – i dette tilfælde den 76-årige enke Jenny Jespersen fra Bovbjerg – “spiller sig selv” i Carlsens fiktionaliserede univers med skreven dialog og stiliseret æstetik.
“Jeg lader mig ikke diktere af tilfældigheder” siger Carlsen polemisk i ’At opfinde virkeligheden’ (1996), og ligesom det er tilfældet for den på mange måder beslægtede tyske filminstruktør Werner Herzog, opponerer Carlsen kraftigt mod den “objektive” dokumentarisme. For Carlsen er det en falsk bogholdersandhed, som skal afløses af en poetisk sandhed med instruktørens egne subjektive sansninger som kunstnerisk rettesnor:
Jenny blev en bragende succes for den 27-årige Carlsen, der i de efterfølgende år instruerede flere markante iscenesatte dokumentarfilm: Den neorealisme-inspirerede En fisker i Hanstholm (1977), den stilistisk virtuose En rig mand (1979) om Substral-millionæren Hans Smith, den krystalklare Jeg ville først finde sandheden (1987) om den danske stjerneingeniør Ove Arup og ikke mindst Før gæsterne kommer (1986) – Carlsens nok mest kendte og hyldede film – der med sin hyperstilisering af to kvinders (på papiret!) kedelige klargøring af et feriehotel på Fanø står som en kunstnerisk kulmination i den tidlige fase af karrieren.
Det amerikanske eventyr
De rå, ensomme landskaber langt fra storbyen, befolket af outsidere langt fra middelklassen, er en hjørnesten i Carlsens værk. Den vindblæste natur og de stoiske mennesker i Vestjylland var det væsentligste bagtæppe for hans tidlige produktion, fra ’Fyret’ til ’Ofelia kommer til byen’, men også en anden location var definerende i perioden: Det sydvestlige USA.
I forbindelse med produktionen af En rig mand i Los Angeles blev Carlsen dybt fascineret af den amerikanske friskhed – både amerikanernes optimistiske natur og det sydvestlige USA’s spartanske ikonografi – og de efterfølgende år instruerede han to af sine mest markante iscenesatte dokumentarfilm.
Hotel of the stars (1981) er et på alle måder farverigt portræt af det tidligere legendariske Montecito-hotel i Hollywood, befolket af sære statister på jagt efter stjernestatus i drømmenes by. I Fugl Fønix (1984) møder vi en af Carlsens mest mindeværdige karakterer: Vietnamveteran og leder af en selvtægtskole i Phoenix, Arizona, James Jarrett, der med sin performative, excentriske natur var som skabt til instruktørens metode. Filmen er et hallucinerende stykke europæisk americana om USA’s voldelige våbenkultur og arven efter Vietnam, men som – hvilket er et stærkt kunstnerisk kendetegn ved alle Carlsens portrætfilm – aldrig udstiller sin ellers polariserende hovedkarakter.
Mødet med Garrett blev startskuddet til Carlsens helt store amerikanske satsning, spillefilmen ’Time Out’ (1988) om en dansk mand, der i sin søgen efter sin forsvundne far i Arizonas ørken forelsker sig i en smuk servitrice med en kultleder som far. Filmen blev dog heglet ned af de danske anmeldere og endte som en fiasko. En oplevelse, som Carlsen lærte meget af:
Irsk comeback
Typisk for Carlsens produktive natur brugte han ikke lang tid på at slikke sårene. Allerede samme år havde han premiere på graviditets-thrilleren ’Baby Doll’, mens han i de mere eksperimenterende, korte dokumentarer Yesterdays Heroes og Ich bin auch ein Berliner (begge fra 1990) zoomede ind på kommunismens fald i henholdsvis Polen og Berlin. I den smukke Livet vil leves (1994) om sin afdøde mor tog Carlsen for første gang livtag med den personlige essayfilm, der skulle blive hans foretrukne stil senere i karrieren.
Men det var igennem et nyt udlandsophold – denne gang i området omkring The Burren på den klipperige, irske vestkyst – at Carlsen vendte triumferende tilbage til den iscenesatte dokumentarisme med den anmelderroste It's Now Or Never (1996). En hjertevarm doku-komedie om en sympatisk ungkarl på jagt efter kærligheden på det irske bøhland. Hans eneste krav til en kommende kone: Hun skal kunne malke køer og være sparsommelig!
Under opholdet i Irland instruerede Carlsen også ’Min irske dagbog’ – et selvbiografisk værk i børnehøjde om sine sønners møde med Irland, som senere blev fulgt op med de beslægtede ’Min afrikanske dagbog’ (1999) og ’En gammel bamses fortælling’ (2003) - samt hans indsigtsfulde metodefilm ’At opfinde virkeligheden’ (1996). Som en metafilm om processen bag It’s Now or Never er filmen en humoristisk og skarp dissekering af de mange kunstneriske overvejelser bag hans iscenesatte dokumentarisme, der dog få år senere skulle blive erstattet af et nyt, kunstnerisk udtryk.
Sårbare essayfilm
Under en sydafrikansk festival i midten af 90'erne blev Carlsen fascineret af det splittede land, der efter mange års apartheid netop havde valgt Nelson Mandela som ny præsident. Den første film i Carlsens såkaldte Sydafrika-trilogi, ’Addicted to Solitude’ (1999), er på mange måder antitesen til hans iscenesatte dokumentarer: En usleben, fragmenteret roadmovie fra de støvede, sydafrikanske grusveje, hvor Carlsen – gennem grynede videooptagelser skudt af ham selv, interviews med både sorte og hvide og en nu klassisk Jon Bang Carlensk voice-over – prøver at forstå den indgroede, sydafrikanske racisme.
På samme måde er trilogiens anden film ’Portræt af Gud’ (2001) en essayistisk, famlende undersøgelse af, hvad sydafrikanere ser som meningen med Gud. Ifølge Carlsen var Sydafrika-trilogien et nødvendigt brud i hans karriere:
Siden Sydafrika-trilogiens afslutning med ’Blinde engle’ (2007) og den efterfølgende hybridfilm ’Just the Right Amount of Violence’ (2013) er Carlsen, hvis film nu lever et mere stille, festivalorienteret liv på bl.a. CPH:DOX – da heller ikke vendt tilbage til den portrætterende, iscenesatte dokumentarisme. Han har derimod vendt kameraet endnu mere indad i mere selvransagende essayistiske værker med sin egen reflekterende voice-over som den dominerende fortællekraft, hvor den kalejdoskopiske portrætfilm af ham selv, ’Deja vu’ (2016), står som hans senere karrieres magnum opus.
I sin nyligt udsendte Winslow-trilogi fokuserer Carlsen både på sin mangeårige livsledsagers død i den melankolske roadmovie ’The Banality of Grief’ (2021), den amerikanske ungdoms syn på tilværelsen i den performative ’Dreaming Arizona’ (2022) samt sit eget splittede forhold til Guds eget land i ’The More Naked We Dare to Be’ (2025). Tre fragmenterede, tilbageskuende og meget sårbare film lavet af en livserfaren filmskaber på nu 75 år, der ufortrødent fortsætter ned af sin egen lille markvej i en fortsat søgen efter sin sandhed.
Bjørn Juul Andersen | 22. september 2025
Kilde:
Jeg ville først finde sandheden – rejser med Jon Bang Carlsen. Lars Movin, 2012.
