Af Niels Jørgen Larsen, journalist
Dansk fodboldhistories største kampe til dato er Grundlovsdag 5. juni 1985 med 4-2-sejren over Sovjetunionen i Idrætsparken og selvfølgelig 26. juni 1992 med EM-finalesejren over Tyskland i Göteborg. Og vi kan håbe, at nye datoer skriver sig ind i fremtidens historiebøger.
Mindre kendt i dag er begivenheden den 5. august 1948. Det var dagen, hvor Danmark ved De olympiske Lege i London – Olympiaden som man sagde dengang – besejrede Italien i kvartfinalen med 5-3 på det legendariske fodboldstadion Highbury. En kamp og et resultat, der fik en enorm betydning for mange danske spillere og blev startskuddet for den mest markante epoke, danske spillere har skabt i en af de store europæiske ligaer, den italienske Serie A – på det tidspunkt utvivlsomt verdens bedste. I London vandt det danske landshold ’kun’ bronze, men en guldalder for dansk fodbold blev sparket i gang.
Læs resten af artiklen under filmserien
Fodboldfilm
KUN FJERNE MINDER
Da det danske landshold rejste til OL-turneringen i London, var der ikke grund til de store forventninger for den almindelige fodbolddansker. Det var mange år siden, et dansk landshold havde været med til noget som helst. Ja, faktisk skulle man tilbage til de olympiske turneringer i 1908 og 1912, hvor det begge gange blev til sølvmedaljer. For efterkrigsungdommen var Sophus ”Krølben” Nielsens 10 mål i 17-1-sejren over Frankrig i 1908 en fjern fortidsfortælling, sammen med beretninger om landsholdstopscoreren Poul ”Tist” Nielsen, Nils Middelboe, der kom til Chelsea som amatør, og Carl ”Skoma’r” Hansen. I 1921 blev sidstnævnte den første professionelle danske spiller i udlandet, da han blev solgt til Glasgow Rangers for 20 pund - eller 10 kilo, som han sagde!
Danmark havde ikke deltaget i nogen form for slutrunde siden OL i 1920, hvor målmand Sophus Hansen fra Frem i et nederlag til Spanien ”gled i Antwerpen”, som aviserne skrev og dermed skabte et mundheld, der levede mange år. Det var nu ikke i Antwerpen men i Bruxelles, kampen blev spillet, og Sophus gled efter sigende slet ikke. Bolden ramte hans knæ og sprang ud til en spansk spiller, som scorede kampens eneste mål. Dermed røg Danmark hjem efter bare én kamp, mens Spanien ufortjent og overraskende gik videre. At det var den senere store fodboldnation Spaniens første officielle landskamp nogensinde forekommer i dag helt besynderligt.
Fra 1920 skulle der gå 28 år, før et dansk landshold igen spillede olympisk. I næsten tre årtier handlede det kun om venskabskampe og den nordiske mesterskabsturnering. VM i fodbold blev indført i 1930, men det var ikke et selskab DBU ville være med i. Det havde ellers været interessant at se 1930’ernes store danske målmager Pauli Jørgensen på en større scene. Men internationale sus fik det danske fodboldpublikum i de år kun, når engelske klubhold spillede opvisningskampe i København.
NU OGSÅ MED OPVARMNING!
Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark begrænsede landsholdsaktiviteten yderligere til få venskabskampe om året – mod Sverige og kontroversielle møder med den tyske besættelsesmagt. Samtidig voksede en ny generation af spillere født i starten af 1920’erne frem i datidens talentmiljøer, og de skulle blive efterkrigsårenes fodboldhelte.
Op til OL i London i 1948 var folk med forstand på fodbold nok klar over, at Danmark havde et hold med muligheder. Og spillerne troede på sig selv efter en historisk sejr på 8-0 over Polen i optakten. Et resultat der lidt udlignede det, som stadig står som historiens mest forsmædelige danske landsholdsresultat: 0-8-nederlaget til Tyskland i 1937, kendt som ”Katastrofen i Breslau”.
Kort før Polen-kampen havde det danske landshold i øvrigt leveret en ringe indsats mod Norge. Det førte to gode ting med sig: Man fik en ny fidus via de to fysiske trænere Ove Bøje og Aksel Bjerregaard. Man fandt – ud over konditionstræning - som noget helt nyt på at varme op før kampe! Det var godt nok lidt flovt for spillerne at skulle stå og lave gymnastiske øvelser, men man fandt et sted at gøre det i skjul, så publikum i Idrætsparken ikke opdagede det.
Det danske landshold træner – og viser fodboldtricks! – forud for Olympiaden i London 1948.
”LANGE JOHN”
Og så var der John Hansen. Frem-angriberen var topscorer i landets bedste række 1. division, men Udtagelseskomitéen – som dengang havde den fulde magt over landsholdets sammensætning; trænere var nærmest ikke noget man brugte – havde ingen fidus til ham. Men ”Lange John” kom med mod Polen, scorede to mål og blev udtaget til Olympiaden i London.
Efter en skuffende dansk åbningskamp mod Egypten var John Hansen dog tæt på at blive sat af til kampen mod Italien. Heldigvis gik det ud over anfører Knud Lundberg i stedet, da man skulle skifte en langsom angriber ud.
Og den 5. august 1948 på Highbury i regnvejr skrev John Hansen sig så ind i historiebøgerne. Han skabte ligefrem et helt nyt liv for sig selv og mange af holdkammeraterne, da han scorede fire af målene i den danske 5-3-sejr over de professionelle italienere, der godt nok ikke var de ypperste spillere, nationen kunne stille, men alle levede af at spille fodbold i den bedste række, Serie A.
Det er den kamp, det resultat og de fire John Hansen-mål, der stadig tales om. At danskerne så tabte semifinalen til de senere guldvindere fra Sverige og derefter fik tilnavnet ’Bronzeholdet’, da de slog England, i øvrigt også 5-3 i trøstefinalen, er sekundært i fortællingen.
SUCCES I STØVLELANDET
John Hansens og holdkammeraternes præstation samt det endnu bedre svenske hold skabte en helt ny hype om skandinavisk fodbold i Italien. De følgende år 1948-52 kom 15 danske og hele 21 svenske spillere til italienske klubber. En håndfuld spillere fra hver af de to nationer blev tilmed direkte mesterskabsafgørende frem til midten af 1950’erne.
Eventyret kunne dog være endt som en tragedie. John Hansen var tæt på at skrive kontrakt med datidens bedste klubhold Torino, men valgte i sidste øjeblik i stedet at sige ja til Juventus. Derfor var John Hansen ikke ombord på flyet, da ”il grande Torino”, verdens bedste klubhold, der udgjorde hovedparten af det italienske landshold, blev udslettet, da flyet den 4. maj 1949 under indflyvning i tæt tåge ramte kirken på Superga-bjerget uden for Torino. Alle ombordværende blev dræbt. John Hansen tog impulsivt sin bil, kørte op på bjerget og leverede, selv om han var stærkt chokeret, en gribende øjenvidneberetning fra katastrofen til danske medier og i en senere bog.
John Hansen og Carl Aage Præst i kamp for Juventus i Italien.
Syv af de 11 danske spillere fra kvartfinalen mod Italien og flere af de andre i truppen kom til ”støvlelandet”. Carl Aage Præst, Karl Aage Hansen, Johannes "Aladdin" Pløger, Axel "Pap" Pilmark, Ivan Jensen og Jørgen Leschly Sørensen (med tilnavnet "Det fynske uvejr") var blandt de største danske navne. Videre skal nævnes den helt særlige personlighed Helge Bronée, der godt nok ikke havde været med på Bronzeholdet og kun fik få landskampe, men blev populær blandt italienerne, der gav ham tilnavnet "Den danske prins". Faktisk tales der stadig om hans boldkunster på banen og hans playboy-liv. Flere af hans daværende danske kolleger i Serie A har udtalt, at han kunne være blevet den største af dem alle. Hvis han havde villet.
Den første og den største af dem alle var dog John Hansen, der endte som Serie A-topscorer i sæsonen 1951-52. De danske ’italienere’ udskiftede deres danske hverdagsliv og jobs som buntmager, smed og skolelærere med livet som professionelle fodboldspillere. Ikke med de svimlende lønninger, der kendes i dag, men alligevel indhyllede i et tilpas skær af glamour.
DANSKERKOLONIEN
Når danskerne fik den store succes i Italien skyldtes det dels deres gode fodboldopdragelse hjemmefra. Men nok også at de formåede at indrette sig under den italienske mentalitet og var ydmyge nok til at forstå, at der skulle ydes noget ekstra for at begå sig i en professionel fodboldverden. Samtidig havde de et godt kammeratskab og forstod at støtte hinanden i en danskerkoloni på tværs af deres forskellige klubber.
"Vor tids helte" (1950) - en rundrejse til de danske 'udlandsproffer' i europæiske og især italienske klubber.
Blandt de få fra Bronzeholdet, som valgte at blive hjemme, var Knud Lundberg og målmand Eigil Nielsen. Skønt sidstnævnte i de italienske medier fik næsten lige så rosende omtale efter kvartfinalen som den firedobbelte målscorer John Hansen. Eigil Nielsen blev i stedet skaber af den moderne fodbold, som vi kender i dag, i sit firma Select. Knud Lundberg fortsatte med at gå egne veje som boldspiller, læge og journalist. Altid uden slips, hvilket i øvrigt kostede ham posten som anfører på landsholdet, da han nægtede at bære denne beklædningsgenstand ved de officielle banketter, der var et ”must” efter en landskamp dengang.
STEMPLET SOM FORRÆDDERE
De danskere spillere i Italien skabte respekt om dansk fodbold. Men det danske landshold blev ikke det samme. DBU var forstokket i sine amatøridealer. De spillere, der rejste ud og blev professionelle, blev udelukket fra landsholdet og betragtet som landsforrædere. Tilmed blev heltene fra Bronzeholdet og andre sat i lang karantæne, når de vendte hjem og gerne ville give en fod til udviklingen af dansk fodbold i deres karrieres efterår.
John Hansen, Johannes Pløger og Karl Aage Hansen spiller deres sidste landskamp i et 0-1 nederlag til Sverige d. 10. oktober 1948.
Tidens ambivalente holdning til den professionelle fodbold fornemmer man i et klip som landskampen Norge-Danmark i 1949, hvor Eigil Nielsen står en fantomkamp. "Heldigvis har ingen italiensk, fransk eller spansk klub været ude efter ham," lyder det slående fra speakeren Gunnar 'Nu' Hansen. I dag ville man nok sige det stik modsatte.
Først i 1971 blev det tilladt for ’udlandsproffer’ at optræde på det danske landshold. I Sverige havde man en anden holdning. Derfor blev guldmedaljerne fra OL i London fulgt op af bronze ved VM i 1950 og sølv ved VM-værtskabet i 1958. Havde DBU brugt de danske legionærer fra Italien og andre lande på landsholdet, mener eksperter, at det kunne være blevet til danske VM-medaljer ved slutrunderne i 1950 og 1954.
I stedet måtte man - lige bortset fra sølvmedaljerne ved OL i Rom 1960 med 'Guld-Harald' – vente til 1980’erne, før dansk landsholdsfodbold med det velkendte Dynamithold igen kom til at spille en rolle internationalt.
Niels Jørgen Larsen | 1. juni 2021
Niels Jørgen Larsen er journalist og mangeårig landholdsreporter på Tipsbladet. Han er forfatter til bogen ”Danske gladiatorer i Serie A”.
