Sjælland

Fra filmen: 'Roskilde Domkirke', 1942.
Filmpakke: Danmarks største ø er rig på Danmarkshistorie. Overalt på Sjælland findes historier om magt, handel og hårdt arbejde – fortalt gennem kirker, slotte og gamle handels- og havnebyer. Alt dette har gjort Sjælland til en driftig hovedpulsåre i Danmark, hvor trafik og liv løber på tværs af øen til og fra stort set alle andre landsdele. I denne filmpakke har vi samlet en række film om Sjælland. Tag f.eks. med på sejltur på Isefjorden eller videre til Helsingør, hvor fiskere hiver kæmpestore tunfisk i land. Du kan også opleve ikoniske bygninger såsom Roskilde Domkirke eller Gåsetårnet i Vordingborg. Til sidst går turen til Vestsjælland, både rundt i Holbæk og Sorø Amt.

Hent og print materialet

  • Filmpakken indeholder otte film samt spørgsmål, der kan inspirere til samtale. Dette materiale kan I tilgå via de blå felter under hver film med overskriften: 'Inspiration til samtale’. Materialet kan også downloades og printes via linket i boksen til højre.    
  • Filmpakkens indhold er inddelt i tre niveauer: ’Korte filmklip’, ’Film og billedkort’ og ’Find filmklip fra din hjemstavn’.
  • De tre niveauer indeholder film og materiale af forskellige længder og med forskellige grader af kompleksitet. Dermed er de tilpasset mennesker med demens i forskellige stadier. 

Kort introduktion til ErindringsBio

ErindringsBio er et filmtilbud til mennesker med demens sammen med pårørende, plejepersonale og frivillige. Det er for alle, der kan lide at se film, som kan sætte gang i erindringer og samtaler om det levede liv.  

Filmpakkerne i ErindringsBio giver dig mulighed for at styrke samværet med og blive klogere på et menneske, der lever med demens. ErindringsBio er baseret på principper for reminiscensmetoden, som går ud på at styrke funktionsniveau og trivsel hos mennesker med demens gennem brug af deres egen livshistorie. Med ErindringsBio gør man det helt konkret ved at vække minder til live med filmklip fra barndommen og ungdommen – en tid, de fleste mennesker med demens stadig vil kunne genkalde sig.

ErindringsBio byder på udvalgte dokumentariske filmklip. Filmene følges op af spørgsmål om egne erindringer på baggrund af det, I har set. Filmene og den efterfølgende snak skaber rammen for en fælles oplevelse, der styrker identitetsfølelsen og højner livsglæden hos alle, som ser med.

Tag på en fælles rejse tilbage i tiden!

Filmpakkens indhold

Filmpakken viser Sjælland gennem otte film og filmklip fra 1930’erne til 1960’erne med tilhørende dialogmateriale.

For at sikre en god samtale anbefaler vi grupper på to til fem deltagere.

Filmpakkens indhold er inddelt i tre niveauer:
•    Korte filmklip 
•    Film og billedkort 
•    Find filmklip fra din hjemstavn

De tre niveauer indeholder film og materiale af varierende længde og med forskellige grader af kompleksitet. Dermed er de tilpasset mennesker med demens i forskellige stadier. Du kan læse mere under ‘Sådan bruger du de tre niveauer’.

Filmpakkens indhold kan fint deles over flere visninger. Det er dig som pårørende, frivillig eller plejepersonale, der guider filmvisningen og samtalen. Det står dig frit for at vælge niveau, film og spørgsmål fra, som du vurderer ikke egner sig til den eller de personer, du ser filmene med. Du skal dog som udgangspunkt ikke være tilbageholdende med at vise en film eller stille et spørgsmål. Formålet med ErindringsBio er at skabe en god fælles oplevelse, men også at stimulere personer med demens kognitivt og lære dem bedre at kende.
Spørgsmålene i filmpakken skal med andre ord opfattes som springbræt til gode, personlige samtaler, hvor glæden ved at fortælle står i centrum.

Sådan bruger du de tre niveauer

Niveau 1: Korte filmklip 
Her finder du en række korte klip på omkring 1-3 minutter. Til hvert klip følger tre til fire spørgsmål, som du kan stille, efter at klippet er vist, for at sætte en samtale i gang. Spørgsmålene er vejledende og kan sagtens erstattes og suppleres af spørgsmål, du selv finder på. Og du kan altid starte med det åbne spørgsmål: ”Hvad fik denne film dig til at tænke på?”

Både film og spørgsmål på dette niveau er nemme at gå til og kan bruges sammen med mennesker med en kort opmærksomhedshorisont.


Niveau 2: Film og billedkort
Her finder du film på omkring 8-12 minutter. Da filmene er lidt længere, kan det være svært at huske alt indholdet. Derfor får du en række billeder fra filmene med tilhørende spørgsmål, som I kan kigge på sammen efterfølgende. Spørgsmålene er vejledende og kan sagtens erstattes og suppleres af spørgsmål, du selv finder på.

Filmene har en længde, der for nogle kan være udfordrende.
Her kan billedkortene forhåbentlig fungere som pejlemærker, så selv mennesker med en kort hukommelseshorisont kan få noget ud af oplevelsen.


Niveau 3: Find filmklip fra din hjemstavn
Her har du muligheden for at se film fra din hjemegn ved at gå på opdagelse på Danmarkskortet på sitet ’Danmark på Film’. Kortet indeholder historiske filmklip fra hele landet. Hukommelsen er særligt knyttet til steder, så derfor kan kortet være et godt værktøj til at vække minder.

Der er ikke forberedt spørgsmål til dette niveau, da det er helt op til jer selv, hvad I vælger at udforske: Film fra den nære hjemstavn, en landsdel eller det foretrukne sommerferiested. Udvælg derfor i fællesskab de klip, som vækker nysgerrighed og kan starte en samtale.

Bemærk, at du her bevæger dig ud af ErindringsBio-universet og ind på ’Danmark på film’-sitet, der indeholder mange forskelligartede filmklip. Her er klippene ikke udvalgt efter demensvenlige kriterier, og nogle klip kan derfor have negativt indhold – vær opmærksom på dette. På grund af kompleksiteten i at bevæge sig rundt på Danmarkskortet, kan dette niveau være svært at følge for mennesker med fremskreden demens.

Korte filmklip  

'Korte filmklip' indeholder en række klip på omkring 1-3 minutter. Til hvert klip følger tre til fire forslag til spørgsmål, som du kan stille efter klippet for at sætte en samtale i gang. Spørgsmålene er vejledende og kan sagtens erstattes og suppleres af spørgsmål, du selv finder på. Og du kan altid starte med det åbne spørgsmål: ”Hvad fik denne film dig til at tænke på?”

Klip nr. 1: Tunfiskeri ved Helsingør (1957, med speak/musik, 6 min.)

Gigantiske tunfisk svømmer rundt i farvandet ud for Helsingør. Garvede fiskere kommer langvejsfra for at deltage i tunfiskerikonkurrencen afholdt af Berlingske Tidende. Solen skinner og humøret er højt, alt imens de kæmpestore fisk bider på krogen.

Inspiration til samtale

 

Klip nr. 2: Roskilde Domkirke (1942, med speak, 2 min.)

Roskilde Domkirkes historie går 800 år tilbage i tiden. De to kirketårne hæver sig stolt og højt over Roskilde by den dag i dag, men selv de genkendelige spir er nylige tilføjelser til kirkens engang ydmyge begyndelse. Instruktør: Gunnar Robert Hansen.

Inspiration til samtale

 

Klip nr. 3: Præstø fylder 550 år (1953, med speak, 1 min.)

Den nyligt oprettede Gønge Drengegarde sætter gang i fejringen af Præstøs 550 års jubilæum. ”Gøngerne” marcherer fra rådhuset og gennem Adelgade til stor jubel. Optoget går bl.a. forbi den gamle Svend Gønges Kro.

Inspiration til samtale

 

Klip nr. 4: Landbrug ved Hillerød (1961, med speak/musik, 3 min.)

Tre unge landmandssønner står tidligt op hver morgen for at forpagte et lille landbrug, der støder op til deres forældres marker. Drengene har betalt forpagtningsafgiften med deres egne lommepenge, og de opdrætter både kalve og smågrise.

Inspiration til samtale

 

Klip nr. 5: Med båd og sejl på Isefjorden (1941, med speak/musik, 2 min.)

En sejlbåd er på udflugt rundt i Isefjorden, som strækker sig dybt ind i det nordlige Sjælland. Ved Bramsnæs Vig sværmer måger om agnfiskernes både. Vandet her er omkranset af halvøen ’Dejligheden’, hvis bakkede landskab har inspireret digteren Christian Winther. Instruktør: Gunnar Robert Hansen.

Inspiration til samtale

 

Klip nr. 6: Vordingborg og Gåsetårnet (1943, uden lyd, 1 min.)

Sommeren er over Vordingborg. Mødesteder som bl.a. havnen bruges flittigt af byboerne, der både nyder en pibe tobak og skåler i øl. Det velkendte Gåsetårn hæver sig op over bybilledet, og turisterne går helt op i toppen for at se den gyldne gås i spiret.

Inspiration til samtale

 

Film og billedkort

Herunder finder du billedkort, som I kan kigge på sammen efter filmene på omkring 8-12 minutter. Billedkortene indeholder spørgsmål, som kan bruges til at starte en samtale. Og du kan altid starte med det åbne spørgsmål: ”Hvad fik denne film dig til at tænke på?” 

Film nr. 1: C - Et Hjørne af Sjælland (1938, med speak/musik, 11 min.)

Et ungt par er på cykeltur rundt i Holbæk Amt, hvor de skal besøge de mange seværdigheder. Turen går bl.a. til Kalundborgs femspirede kirke, Maglesø, Sjællands Odde, badestrandene Høve Strand og Nordstrand ved Rørvig - og mange flere steder, inden turen slutter i Holbæk by. Instruktør: Theodor Christensen og Karl Roos.

Inspiration til samtale

 

Film nr. 2: Gennem Midtsjælland! - Historiske steder i Sorø Amt (1940, med speak/musik, 12 min.)

Fire spejderdrenge er på tur gennem byerne i Sorø Amt. De læser selv kortet for at planlægge ruten og slår deres telt op til overnatninger. Turen går bl.a. til Skælskør, Korsør, Trelleborg, Slagelse, Sorø og Ringsted. På turen besøger drengene kirker og borge og lærer meget om Danmarkshistorien. Instruktør: M. B. Hedegaard.

Inspiration til samtale

 

Find filmklip fra din hjemstavn

Herunder finder du et Danmarkskort fyldt med røde knappenåle. Hver nål åbner et historisk filmklip, som er optaget på lige præcis dette sted.

Hukommelse har en særlig forbindelse med fysiske og geografiske steder. At genbesøge steder med mange minder kan derfor være givende i reminiscensarbejde.

Rejsen starter på Sjælland, og derfra kan I selv vælge, hvad I vil udforske: Om det skal være filmklip fra den nære hjemegn, en hel region eller det foretrukne sommerferiested et helt andet sted i landet.

Sjælland

Gå til Danmarkskortet: https://www.danmarkpaafilm.dk/kort

Bemærk, at der ikke er forberedt spørgsmål til de enkelte film. Fokuser derfor på at finde filmklip, som vækker nysgerrigheden, da de fungerer bedst til at vække minder og starte en samtale. Og du kan altid starte med det åbne spørgsmål: ”Hvad fik denne film dig til at tænke på?” 

NB: Du bevæger dig her ud af ErindringsBio-universet og ind på ’Danmark på film’-sitet, der indeholder mange forskelligartede klip, som ikke er udvalgt efter demensvenlige kriterier, så vær opmærksom på dette.

Vil du se mere?

På 'Danmark på film' kan du finde tusindvis af film og klip fra hele Danmark.

Kontakt

ErindringsBio-redaktionen
erindringsbio@dfi.dk

Christine Bøge Lejre
Projektleder
Tlf. +45 3374 3457
christinebl@dfi.dk