Af Liselotte Michelsen, kommunikationsmedarbejder, Filminstituttet
I udlandet er der for tiden stor efterspørgsel på bøger som 'How to Hygge' og 'The Book of Hygge'. Og 'hygge' var tæt på at blive kåret som Årets Ord 2016 i Storbritannien. Herhjemme er ’hygge’ netop blevet udvalgt som en af de ti værdier for fremtidens samfund i Kulturministeriets Danmarkskanon.
Men hvad er hygge? I Wikipedia kan man læse, at 'hygge' er et dansk og norsk ord. Det omfatter både en følelse, en stemning og en handling. Ordet anvendes også i sammensætninger, f. eks julehygge. Hygge indebærer noget rart, afslappet, trygt og genkendeligt. Oftest forbindes hygge med social omgang – at man mødes for at hygge sig. Men man kan også hygge sig med at gøre noget alene.”
Redaktionen bag 'Danmark på film' har sat sig for at indkredse begrebet hygge. Vi er dykket ned i hyggens historie: Hvordan hyggede danskerne sig i gamle dage? Vi har fundet filmklip med sommerhygge og vinterhygge, royal hygge og nordjysk hygge, fornøjelig hygge og – selvfølgelig! – hygge omkring kaffebordet.
Vi håber, at I vil hygge jer med vores filmklip.
Af Liselotte Michelsen | 12. december 2016