Af Bjørn Juul Andersen, filmformidler
Foto: Niels Hougaard
Filmskaber, digter, journalist, forfatter og globetrotter. Levemand, aristokrat, hedonist, erotiker og provocateur. Kompromisløs, visionær, kontroversiel og kanoniseret. Jørgen Leth (f. 1937) har igennem sin snart 70 år lange karriere i kunstens tegn prøvet lidt af hvert, og som en af Danmarks måske mest kendte kunstnere er der knyttet utallige tituleringer og karakteristika til hans person.
Læs resten af artiklen under filmserien
Film af Jørgen Leth
En kompromisløs ener
Også i sin omfattende filmproduktion har Leth altid befundet sig i et idiosynkratisk, eksperimenterende grænseland mellem dokumentar og fiktion, observation og iscenesættelse, kollektivisme og individualisme. Som de bærende kunstneriske rettesnore har Leth dog altid haft de stringente formalistiske spilleregler og den store kærlighed til de – i dansk optik – lettere eksotiske passioner: Cykling, litteratur, jazz, Amerika, Haiti, bordtennis, Jørgen Leth, pelota, ballet, erotik etc. Ifølge Leth selv er det da også den personlige interesse, hans film i bund og grund udspringer af:
Leth står derfor som en af dansk films største enere – en kompromisløs, meget udansk maverick – med hovedværker som Det perfekte menneske (1968), Livet i Danmark (1972), En forårsdag i helvede (1976), 66 scener fra Amerika (1982), ’Jeg er levende – Søren Ulrich Thomsen, digter’ (1999) og ’I Walk’ (2020) under bæltet. Det kan derfor virke lettere paradoksalt, at Leths filmkarriere i høj grad startede i kollektivismens ånd.
De tidlige eksperimentalfilm
Da den 22-årige jazz-journalist Jørgen Leth ankom fra Aarhus til København i 1959, var et nyt kuld af kunstnere ved at gøre op med modernisternes syn på ”den rigtige kunst”. Leth kom hurtigt i kontakt med unge, fremadstormende kunstnere fra den The Factory-inspirerede alternative kunstskole, Eks-skolen, bl.a. kunstmaleren Per Kirkeby, billedhuggeren Bjørn Nørgaard og provo-multikunstneren Jens-Jørgen Thorsen. Sidstnævnte var sammen med fotograf-vennen Ole John medinstruktør på Leths debutfilm Stopforbud (1963).
Stopforbud – en fordanskning af det engelske Stop for Bud – er en 12 minutter lang film om den store amerikanske jazzpianist Bud Powell. De tre venner, der intet anede om filmproduktion, kunne ikke optage synkron lyd, så filmen består primært af Powell, der trasker rundt i Københavns gader og spiller koncert på Montmartre – tilsat jazzmusik af Powell selv og en speak af Dexter Gordon på lydsiden. Stopforbud fremstår i dag som en legende, frisk og særdeles cool debutfilm, hvor det dog er tydeligt, at Leth (naturligt nok) endnu ikke har fundet sin stemme som filmskaber, selvom dens formalistiske benspænd i høj grad peger fremad.
I slutningen af 60’erne blev både Leth og John sammen med flere af medlemmerne fra Eks-skolen involveret i filmkollektivet ABCinema, der et par år frem i bedste 68’er-ånd producerede en række super 8-collagefilm som Dyrehavefilmen, Rødovrefilmen, Krag-filmen (alle fra 1969), antologi-filmen Frændeløs (1970) og den syrede happening-film ’Eftersøgningen’ (1971). Selvom Leth var én af de primære drivkræfter bag alle disse film, er hans særegne filmiske stemme kun i svag grad til stede. Det var den til gengæld i Leths solo-instruktørdebut fra lige før ABCinema-tiden, den nu ikoniske kortfilm Det perfekte menneske fra 1968.
De pseudo-antropologiske film
Det perfekte menneske er en underfundig og poetisk eksperimentalfilm, hvor Leth – i fotograf Henning Camres grænseløse, hvide rum – som en slags kunstner-antropolog iagttager og beskriver det mærkværdige, moderne menneske. Og Leth følte sig da også hjemme i rollen som pseudo-antropologisk iagttager:
Foruden Det perfekte menneske ses denne metode anvendt i den raffinerede Danmarksfilm Livet i Danmark, den ambitiøse tableau-film ’Det gode og det onde’ (1975) og Leths store depressionsfilm ’Notater om kærligheden’ (1989). I mindre udtalt grad i senere dokumentarfilm som det legesyge Lars von Trier-samarbejde ’De fem benspænd’ (2003) og den omstridte ’Det erotiske menneske’ (2010).
Rejsenotater
Med et kunstnerisk udgangspunkt i at iagttage, ordne og beskrive verden, virker det naturligt, at Leth i sine film i høj grad dyrker notatet – ofte med rejsen i eksotiske kulturer som drivkraft som i Det legende menneske (1986) og ’Notater om kærlighed’ (1989). ”Jeg tager notater, fordi jeg ønsker at huske, hvad jeg har set. Jeg ryger en kinesisk cigaret og rejser i et tog i Kina” siger Leth nøgternt i den dragende Notater fra Kina (1986). En på mange måder overset dokumentar, der blottet for ideologiske eller politiske agendaer – helt typisk for Leths kunst – tegner et intuitivt og sansende portræt af et forvirret Kina kort efter Kulturrevolutionen.
Det kulturkritiske er også totalt fraværende i en anden af Leths store notat-film, den hyper-stiliserede americana-dokumentar 66 scener fra Amerika (1982). I tæt samarbejde med Ole John og Leths primære kreative sparringspartner fra midten af 70’erne, fotografen Dan Holmberg, opstilles 66 tableauer på tværs af USA. Filmen er en slags samling af filmiske postkort fra Amerikas ikonografiske storhed, som de tre filmskabere alle tydeligt nærede stor kærlighed til. En holdning, der bestemt ikke flugtede med den anti-amerikanske stemning i 70’ernes danske kulturliv.
Med passionen som motor
Jørgen Leth har igennem hele karrieren primært beskæftiget sig med egne passioner. Især i 70’erne kom Leths besættelse af sport som et fascinerende epos med helte, skurke og store fortællinger til udtryk i flere prominente film. I hovedværket Motion Picture (1970), der befinder sig lige i smørhullet mellem 60’ernes eksperimenter og 70’ernes mere fortællende dokumentarer, udvisker den danske tennisspiller, multikunstner og Leth-forbillede Torben Ulrich igennem en række trænings-tableauer grænserne mellem sport, leg og kunst. Den dejligt kuriøse Kinesisk bordtennis (1972) er et fængende portræt af sporten og dens aktører, hvilket også Pelota (1983) om det traditionelle baskiske boldspil og ’Michael Laudrup – en fodboldspiller’ (1993) lykkes med.
Cykelfilmene
Men det er igennem hans livslange fascination af cykelsporten, at Leths sportsformidling når sit hymniske højdepunkt. De pompøse og dramatiske beskrivelser af cyklingens elegance, brutalitet og episke grandeur ses både i hans lange virke som kommentator af Tour de France, men især i hans banebrydende cykeltrilogi fra 70’erne: Stjernerne og vandbærerne (1974) om Giro d’Italia, Den umulige time (1975) om Ole Ritters timerekordforsøg i Mexico og det teknisk og fortællermæssigt storladne Paris-Roubaix’-portræt, En forårsdag i helvede (1976), der står som Leths nok mest kendte og elskede film.
I Filminstituttets podcast Filmstemmer sætter Jørgen Leth i anledningen af 50-året for Stjernerne og vandbærerne ord på sine films romantiske syn på cykelsporten:
Leth og litteraturen
Også Leths store interesse for litteratur får plads i filmværket. Mest vellykket i Dansk litteratur fra 1989, hvor Leth på vanlig polemisk vis har udvalgt 27 forfattere til at repræsentere dansk litteratur igennem nøje tilrettelagte vignetter, samt den knivskarpe, stiliserede portrætfilm ’Jeg er levende – Søren Ulrich Thomsen, digter’ (1999).
Men der har også været bump på vejen. I 2005 var hans velkendte fascination af kvinder i Haiti sågar ved at spænde ben for ham, da de nu famøse ord om hans ret til at dyrke sex med sin koks 17-årige datter i erindringsbogen ’Det uperfekte menneske’ medførte en sand shitstorm i dagspressen. Stormen gik dog over, men Leth fik tydelige ridser i lakken. I dag er Jørgen Leth både feteret, men også omstridt – ligesom sine film, der med deres eksperimenterende formalisme, kompromisløshed og dybtfølte kærlighed til det eksotiske dog står som et kunstnerisk fyrtårn i dansk film.
Bjørn Juul Andersen | 10. juni 2024
Kilder:
Lisbeth Overgaard Nielsen: Jørgen Leth – En filmsproglig æstetiker og eklektiker. (Filmtidsskriftet 16:9, 2004)
Lars Movin: Alt er i billedet – om Jørgen Leths film. (Gyldendal, 2013).
