Af Katrine Madsbjerg, filmarkivar og historiker, Det Danske Filminstitut
Den 4. maj 1945 om aftenen strømmede glade og lettede danskere ud på gaderne for at fejre tyskernes kapitulation. Med befrielsen kulminerede de sidste intense måneder af besættelsen, hvor kampe mellem modstandsfolk og tyskernes danske håndlagere skabte borgerkrigslignende tilstande. Likvideringer, hævndrab, tyverier og sabotage prægede nyhedsbilledet. Befrielsen var ikke kun en glædens dag, men for nogen også afslutningen på et liv under jorden, i fangenskab, på flugt eller i tyskernes sold – et liv, de færreste danskere kunne sætte sig ind i.
Besættelsen beskrives ofte som en mørk og kold tid. Krigsvintrene var rekordkolde, og på grund af mørklægning var gadelys, cykellys og lys på biler blændet af eller helt slukket. Rationering medførte mangel på de ting, vi i dag tager for givet: kaffe, smør og sukker. De fleste af dem, der oplevede befrielsen, husker præcis, hvor de befandt sig, da BBC i London sendte befrielsesbudskabet.
Det er et øjeblik, der har sat spor gennem flere generationer. Og billederne af de glade danskere på gaden i vild begejstring den forårsaften, hvor kulden, mørket og ufriheden endelig var ovre, er et fast element i filmfortællinger om den tid.
Men måske har det indtryk af lys, glæde og forår, som præger billedet, overskygget den omvæltning og den modsætningsfyldte situation, befrielsen også var for mange danskere. For modstandsfolk, tyskerpiger, danske jøder, danske flygtninge i Sverige, fængslede politifolk og politiske fanger i koncentrationslejrene, værnemagere og bornholmerne, der oplevede bombekrig og russisk besættelse.
Læs resten af artiklen under filmserien
Befrielsen - filmserie
Når man er vokset op med de veltilrettelagte tv-dokumentarer om besættelsen og befrielsen, forekommer de historiske film og optagelser rå og nøgterne i deres registrering af, hvor voldsomt befrielsesdagene udspillede sig – og hvor modsætningsfyldt en situation, Danmark oplevede.
Selvom tyskerne i det store hele overgav sig fredeligt rundt om i landet, så var der også hændelser med skyderier og angreb på civile i København.
FRIHEDSKÆMPERE, TERRORISTER OG FLUGT
Så ikke alt var forår, lys og glæde på befrielsesnatten. Også årene forinden havde været omtumlede. De modstandsfolk, som i befrielsesdagene blev hyldet, mens de patruljerede og arresterede landssvigere, blev få år før beskrevet som gemene forbrydere, der satte Danmarks fremtid over styr. Ejnar Krenchels ’anti-sabotage-film’, Kaos, er fra 1944, hvor antallet af sabotage-aktioner i Danmark var stigende. Filmens agitation for at beskytte danske værdier og afstå fra sabotage står i skarp kontrast til den måde, modstandsfolk omtales som frihedskæmpere og patrioter i optagelserne fra hjemførslen af myrdede danske modstandsfolk fra koncentrationslejrene i Tyskland fra 1947.
Situationen ændrede sig, og det samme gjorde folks holdninger. Aktionen mod de danske jøder i oktober 1943 og interneringen af dansk politi i 1944 var vendepunkter, der medvirkede til at gøre den væbnede modstandskamp accepteret.
Der findes stort set ingen film fra ’jødeaktionen’ i Danmark, men flugten er rekonstrueret i efterkrigstidsdokumentaren Det gælder din Frihed. Det var dog ikke alle jøder, der kom med på flugten til Sverige. Nogle få gik i tyskernes net og omkring 10 % af børnene under 15 år blev efterladt hos venner, familie eller fremmede, fordi man frygtede, at de ville dø under flugten, kunne afsløre de flygtende for tyskerne, men også på grund af usikkerheden om, hvilken skæbne der ventede i Sverige. De er sidenhen blevet kendt som ’de gemte børn’.
I løbet af krigen finder omkring 8000 personer med jødisk slægt et eksil i Sverige. I alt flygtede næsten 19.000 danskere over Sundet. Danskernes taknemmelighed for den svenske gæstfrihed blev markeret efter krigen. Mange flygtede, mens terroren mod civilbefolkningen var på sit højeste.
HAD OG FORBITRELSE UDE OG HJEMME
Allerede under krigen, men især efter, da besættelsesmagten har rømmet landet, bliver hadet imod tyskernes håndlangere åbenlyst. Se eksempelvis reportagen fra sagen imod de danske terrorister fra Petergruppen. Gruppen blev efter besættelsen dømt for 281 anklagepunkter indeholdende drab og drabsforsøg, og syv medlemmer blev henrettet i 1947.
Forbitrelse over den danske samarbejdspolitik finder man blandt modstandsbevægelsens udenlandske repræsentanter fra ’Det Kæmpende Danmark’. ’Det Kæmpende Danmark’ var en løs gruppering af modstandsgrupper og ’frie danske’ i udlandet som f.eks. Christmas Møller i London og Henrik Kauffmann i Washington. Her forsøgte man at vinde befolkningens tilslutning til en mere konfrontatorisk linje. Kommunisten Thomas Døssing blev eksempelvis sendt til Moskva af Frihedsrådet for at repræsentere Danmark. Hans opgave var at forsøge at få Danmark placeret i den allierede lejr. Og hans forbitrelse over de hjemlige samarbejdspolitikeres linje er tydelig i disse optagelser fra 1945.
Også danskere i udlandet kæmpede imod Nazityskland. Over 6000 danske søfolk sejlede i allieret krigstjeneste, flere var med ved landgangen i Normandiet i juni 1944, mere end 2500 mistede livet i tjenesten, blandt andet under livsvigtige konvojtransporter mellem Storbritannien og USA. I 1951 blev deres indsats officielt anerkendt i Danmark, da man i København afslørede et mindesmærke i Nyhavn for de omkomne sømænd.
DE SIDSTE DAGES STORE REDNINGSAKTION
Mod krigens slutning lykkedes det embedsmænd fra de nordiske lande at få en aftale med tyske myndigheder om at evakuere danske og norske koncentrationslejrfanger. Det blev et kapløb med tiden at få dem ud af et stadigt mere sønderbombet Tyskland. Civile busser og lastbiler blev malet hvide og bemandet med nordisk personale, som under vanskelige forhold stod for evakueringen. I marts og april måned 1945 blev 15.000 fanger kørt gennem Tyskland og Danmark og videre til Sverige.
Der skulle ikke gå mange timer efter, at BBC i London havde meddelt, at Tyskland havde kapituleret i Danmark og Norge, før Den Danske Brigade – et korps af modstandsfolk, som kunne indsættes i krigens sidste fase, hvis det kom til åben krig i Danmark – var på vej hjem fra Stockholm og videre sydpå for at bevogte den tyske grænse. På vej hjem fra Sverige til en heltemodtagelse var også de godt 20.000 danske flygtninge. Talrige vidnesbyrd fortæller dog, at omstillingen til et liv i fredstid ikke blev helt så let, som speakeren af ugerevy-klippet gør det til. Mange havde pådraget sig livslange fysiske og psykiske mén.
Traumatiske oplevelser ramte også en hel landsdel, som i mange år følte sig glemt af resten af Danmark under befrielsesdagenes glædesrus. Den 7. maj blev Rønne og Nexø uden varsel bombet af sovjetiske fly, og øen blev befriet fra den tyske besættelsesmagt og dernæst besat af russiske tropper, som først rejste hjem et år senere. Så rykkede danske soldater ind i det, der blev omtalt som en dansk ’besættelse’.
KRIGEN, EVENTYRET OG TUREN TILBAGE TIL DET NORMALE
I årene lige efter befrielsen var ønsket om at lægge fortiden bag sig udtalt. Både modstandsfolk, hjemvendte jødiske flygtninge og overlevende fra koncentrationslejrene fandt det svært at vende hjem, svært at få folk til at forstå, hvad de havde været udsat for eller havde udsat andre for.
Det måske mest sigende citat, som også er dette temas titel, til at beskrive tilbagevenden til ’det normale’ er fra den aldrig udsendte socialdemokratiske propagandafilm Drømmen om i morgen. Den unge modstandsmand, Svend, kommer hjem med sit frihedskæmperarmbind og slukker hidsigt for radioen efter, at speakeren siger: ”Nu er krigen og eventyret forbi”. Som om det hele havde været en stor spændende leg, der uden problemer kunne overstås og glemmes med en ’tilbagevenden til det normale’.
Katrine Madsbjerg | 1. maj 2020
