Af Jonas Engman, etnolog ved Nordiska museet i Stockholm
Teksten i dette tema kan læses på dansk, norsk og svensk, mens filmene har undertekster på originalsproget. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
Findes der en fælles skandinavisk julefejring? Ja, men det afhænger helt af, hvordan man ser på det. Der er forskelle, som har deres rod i sociale og kulturelle forandringer gennem tiden, men der findes også mange fælles træk.
Lucia – fra djævelskab til skønhedsdronning
En skikkelse, som i den senere del af 1900-tallet er blevet fælles for nordisk julefejring, er Lucia.
Det hævdes ofte, at Lucia er kommet til Sverige fra Italien, hvilket ikke passer. I virkeligheden går luciafejringen tilbage til den gamle nordiske tradition for at holde 'lussefejring' på årets længste nat. I ældre kalendere faldt årets længste nat lige før jul. Den lange nat ansås for at være farlig, fordi overnaturlige væsener var ude at røre på sig – selve ordet 'lusse' er sandsynligvis en omskrivning af Lucifer, Djævelen. De mørke kræfter forhindrede dog ikke folk i at udfordre væsenerne og feste udendørs natten lang. 'Lussemorgen' skulle man spise hele syv morgenmåltider – helst med flæsk og kød!
Den luciafejring, vi i dag ser i Sverige og resten af Norden, falder d. 13. december og har sin oprindelse i forrige århundredskiftes svenske arbejder- og oplysningsforeninger. I dem kunne man ved begyndelsen af århundredet se processioner med en blond Lucia fulgt af en række 'stjernegutter' (stjärngossar på svensk) – drenge som under lucia- eller julefejring optræder i lang hvid skjorte og en kegleformet hovedbeklædning. På dette tidspunkt blev Lucia forbundet med en italiensk sang, som i Sverige simpelthen fik navnet 'Luciasangen’.
Lucia i Norden
I 1927 udskrev morgenavisen Stockholmstidningen en skønhedskonkurrence, der gik ud på at finde Stockholms Lucia. Herefter tog fejringen fart. Som det fremgår af Veckorevy 1956-11-19 (1956), Göteborgs Lucia 1952 og Luciakonkurrence i Stockholm 1952 blev det derefter populært i Sverige at udpege Lucia-skønhedsdronninger, og i 1944 spredte traditionen sig også til det danske ugeblad Week-End, som inviterede sine læsere til at stemme på, hvem der skulle blive årets luciabrud.
En ambition var at bidrage til billedet af den typiske nordiske race: Lucia skulle helst være blond, smuk og i frugtbar alder. I den svenske film Folkarebygden firar Lucia ser man et stort anlagt og klassisk luciaoptog i den lille by Avesta fra 1946. Her aner man også et nationalistisk præg over optoget, og i dag spiller Lucia en stor rolle i den svenske selvforståelse og nationalisme.
Julemad – lutefisk og dopp i gryta
I dag forbinder mange i Norden julen med overflod af mad, men de fleste, der levede i det førindustrielle Norden, var fattige, og menuen var dengang ensformig – for mange var grød hovedmåltidet.
Nutidens julemad opstod ved indgangen til det 20. århundrede i takt med, at velstanden langsomt steg. Flere og flere fik råd til at spise kød og eksklusive retter, som også blev en del af julemaden. Den norske film Norske julemattradisjoner fra gamle dager (1963) fremviser et bugnende julebord og understreger betydningen af fisk til jul i Norden.
Fisk er og har været en julespise mange steder i Norden. I Sverige såvel som i Norge spiser man 'lutefisk', en tørret lange (torskefisk) som serveres kogt med hvid sovs og kartofler. Retten er et historisk minde fra den katolske tids julefaste.
Svinekød går igen flere steder – i Danmark i form af 'flæskesteg' og i Sverige i form af 'juleskinke'. Siden århundredskiftet har det været et traditionelt indslag at dyppe brød i skinkens sovs – denne ret kaldes 'dopp i gryta'. I Norge spiser man 'ribbe' (pendant til den danske flæskesteg) og 'pinnekjøtt' (tørret og saltet lammekød).
Julesang og juletræer
En anden fælles tradition er juletræet, som i sin moderne form højst er 150 år gammelt. De første træer kom til Sverige fra Tyskland til adelen midt i 1600-tallet. Dengang blev de ikke pyntet, men stod mest udendørs. I dag tager man træerne ind i boligerne. Denne tradition begyndte hos byens borgerskab i slutningen af 1800-tallet, hvilket den danske film Juletræet fra 1907 illustrerer.
Julemad, julesang og juletræer
De mest udbredte julesange i Norden er oftest af nyere dato. Nogle er salmer, andre er fra visebøger, der blev udgivet i begyndelsen af 1900-tallet. En undtagelse i Sverige er 'Staffansvisan', som går tilbage til middelalderlige ballader. I filmen Kimer i klokker fra Norge 1951 gives der eksempler på typiske julesange, som man også ville kunne genkende i de andre nordiske lande. Prøv at synge med, selvom du kommer fra et andet nordisk land!
Julegaver og julemanden
Ligesom i hele den vestlige verden er Sankt Nikolaus hovedfigur i nordisk julefejring. Han kaldes 'jultomten' i Sverige, 'julemanden' i Danmark og 'julenissen' i Norge. Han ankommer dagen før juledag, altså juleaften. At vi i Norden ikke fejrer julen på juledag hænger sammen med en førkristen måde at inddele døgnet på, som begyndte om aftenen og ikke ved midnat.
Den moderne nordiske julemand er stærkt præget af de angelsaksiske traditioner omkring Sankt Nikolaus, en figur som i dag har global udbredelse. Ifølge en nyere tradition kommer julemanden flyvende i en slæde trukket af rensdyr, som man kan se i den norske animerede film Klokkeklang (1956).
I Norden findes der i denne figur stærke træk fra gårdnisser, som slet ikke ligner Nikolaus-skikkelsen. I nordisk folklore er nissen en lille, gerne gnaven gammel mand, som holder opsyn med gården. Nogle gange hjælper han til, men han er tit en streng figur, der vil gå vidt for at sørge for, at dyrene passes ordentligt. Man kan kalde denne nisse en slags hjælper, som det er vigtigt at holde sig gode venner med. Nisserne i Disneys berømte juleværksted er sandsynligvis inspireret af de nordiske gårdnisser.
Julenisser, tomter og julemænd
Julemanden er en gavegiver, et træk der stammer fra legenderne om den gavmilde Sankt Nikolaus. I filmen Oslo: juletrefest (1951) ser man ham give gaver til norske børn ved en såkaldt 'juletrefest' – en fest som traditionelt har fundet sted i 'romjulen' – et norsk begreb for perioden mellem jul og nytår – eller i januar.
I de ældre nordiske samfund fandtes der næsten ingen julegaver. Det svenske ord 'julklapp' stammer fra en tradition for, at man for sjov kastede en træklods ind til naboen efter at have banket (klappet) på døren. I dag er julklapp det etablerede ord for en julegave fra julemanden i Sverige.
Men julemanden er modsætningsfyldt i Norden ved både at være gavmild og straffende: dem, der ikke har opført sig ordentligt gennem året, risikerer ingen gaver at få. I den danske film En julehilsen fra S. Houlberg A/S (1948) er folkesagnet om Pinocchio flettet ind i en fortælling om julemanden som gavegiver. I modsætning til Disneys nisseværksted findes her ingen nisser, men ellers har den animerede film og Disneys version af julemanden mange ligheder.
Julen og forbruget
Det er umuligt at forstå julen i Norden og den vestlige verden uden at tage hensyn til 1900-tallets ekspanderende forbrugersamfund.
Det helt store forbrugsgennembrud skete efter Anden Verdenskrig, hvor de nordiske økonomier i varierende tempo nåede uanede højder. Samtidig blev kernefamilien i byerne for alvor en forbrugsenhed. Nu øgedes forbruget af julegodter, julemaden og julegaverne og blev en vigtig del af julefejringen i Norden.
I filmen Stavanger Gågate – den første i Norge (1962) ser man, hvordan indbyggerne i Stavanger i juletiden fik deres første gågade, inspireret af København. Gaden blev lukket for anden trafik, så folk rigtig kunne tage sig tid og plads til juleshopping.
Handlen omkring julen vakte i 1960’erne og 1970’erne kritik, især fra venstrefløjsbevægelser. Fx gennemførte den danske teatergruppe Solvognen i julen 1974 en happening, hvor 'julemænd' invaderede et stormagasin og begyndte at uddele gaver i protest. Man så julen som et falsk, kunstigt og overfladisk kommercielt show, præget af kapitalisme og profitinteresser. Nogle argumenterede for, at julefejringen burde stoppes, fordi vi i den vestlige verden overforbrugte, mens andre sultede.
Den mission er dog ikke lykkedes, for julen er stadig Nordens vigtigste højtid.
Gaver og juleshopping
Jonas Engman | 25. november 2025
