Af Hynek Pallas, svensk forfatter, kulturskribent og filmkritiker
Teksten i dette tema kan læses på dansk, norsk og svensk, mens filmene har undertekster på originalsprog. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
En gruppe mænd står og snakker på Københavns Hovedbanegård. Kameraet følger dem på afstand, ligesom i en naturfilm. De er sorthårede og har overskæg. I det grovkornede sort-hvide billede ser man, hvordan de skiller sig ud fra mængden af lyse mennesker, som haster forbi. Mændene ser ikke ud til at have travlt. De viser billeder til hinanden. I et klip er der én, der skriver et brev. I et andet bladrer de i et pornoblad, hvor de kigger på de unge kvinder.
På ganske få minutter indfanger filmen – De fremmede fra 1971 af den polsk-amerikanske instruktør Marian Marzynski – billedet af indvandreren som ensom og som trussel.
'Indvandrerfilm' er i nutidens Skandinavien synonymt med en filmbølge, som begyndte i 1990’erne i Sverige. Med film, som skildrede konflikter mellem indvandrere og svenskere eller umulige kærlighedshistorier mellem disse befolkningsgrupper. Siden da har film og tv-serier i Sverige, ligesom i Danmark og Norge, givet et mere nuanceret billede af 'indvandrere'. Ofte skabt af andengenerationsindvandrere, som er børn af de indvandrere, der kom til Skandinavien i løbet af 1970’erne og 1980’erne.
Men historieskrivningen er ikke fuldendt. Mindre kendte er de skildringer af tilværelsen i nye hjemlande, som blev lavet af førstegenerationsindvandrerne – immigranterne – der kom til Skandinavien i 1970’erne og 1980’erne. Det var ikke kun deres film, som sagde noget om, at de følte sig isolerede. Problemet med at få foden indenfor i den etablerede filmbranche, at klare sig økonomisk på en dyr filmskole eller få råd til bekosteligt filmudstyr, kommer også klart til udtryk i filmenes produktion, og derfor er de for længst gået i glemmebogen. Men ved hjælp af digitalisering og adgang til filmarkiverne i Norge, Sverige og Danmark kan vi nu omskrive filmhistorien.
Se filmene
De nye indvandrerlande
De nordiske lande oplevede i 1970’erne og 1980’erne – årtierne, hvor disse film blev til – stort set den samme indvandring, dog med forskellige antal indvandrere. Indvandringen var i denne periode gået fra en høj andel arbejdskraftindvandrere til stadigt flere flygtninge, som søgte mod trygge velfærdsdemokratier og væk fra krig og diktatur.
Hynek Pallas, født i Prag i 1975, er en svensk forfatter, kulturskribent og filmkritiker. Han har studeret international migration og etniske relationer og har en ph.d. i filmvidenskab med afhandlingen 'Vithet i svensk spelfilm 1989-2010' i 2011. Hans seneste bog er 'Skotten i Slovakien – En centraleuropeisk tragedi' (2023).
I midten af 1970’erne gennemførte særligt Sverige, som tog imod flere flygtninge end sine naboer, en politisk proces, der ændrede synet på indvandrere. Hvor indvandreren tidligere blev betragtet som en person, der skulle assimileres i det svenske samfund, blev målet nu integration og multikulturalisme. Det betyder, at man bibeholder sit eget kulturelle særpræg og modersmål, i stedet for at man f.eks. bliver tvunget til at tilegne sig det svenske sprog for at blive en del af samfundet.
Noget af det spændende ved at se filmene fra de nordiske arkiver er, at de – ud fra indvandrernes egne synsvinkler – viser, hvordan politikken fra 1970’erne og 1980’erne blev oplevet i praksis. Hvordan det var for en fremmed at opholde sig i de rige, nordiske velfærdssamfund.
Fatamorgana i forstaden
Blandt de film, som er blevet udvalgt til dette tema, er den svenske film af Guillermo Alvarez, Hägringen (som kan oversættes til 'Fatamorgana') fra 1981, som er en klassisk dramafilm.
Filmen har en kollektiv tilblivelseshistorie. Problemet med at finansiere og lave film i etablerede filmstrukturer medførte, at indvandrerne samledes i kollektiver eller søgte mod avantgardefilmens miljøer. Guillermo Alvarez havde studeret og arbejdet i New York og Paris, inden han kom til Stockholm, hvor han organiserede filmkollektivet Cineco, som i 1981 producerede 'Hägringen'.
Filmen er en illusionsløs beretning om den latinamerikanske flygtning Roberto, som har svært ved at finde arbejde og få fodfæste i det svenske samfund. Den sort-hvide åbningsscene på et socialkontor etablerer dilemmaet og isolationen. Med en bureaukratisk svensk højtaler-stemme i baggrunden møder Roberto en tidligere landsmand. Da Roberto forklarer, at det ”er et helvede at skulle gå herhen og tigge om penge”, svarer den elegant klædte landsmand, at han skam også arbejder sort, men henter sin bistand, fordi han skal ”tænke på pensionen” – og at Roberto må ud i samfundet for at skaffe nogle kontakter. Og finde en pige.
Klip fra 'Hägringen'. Se hele filmen her.
Scenen spiller på fordomme, som fandtes allerede dengang: om indvandrerne, som stjæler 'vores' skattekroner og 'vores' piger. Men den fortæller også om den håbløshed og fortvivlelse, der f.eks. følger med, når man ikke er god nok til at sproget til at få kontakter.
For en svensker var miljøerne i 'Hägringen' et signal om social isolation. Den udspiller sig på 'plattan', som er slang for Sergels Torv i Stockholm – selve symbolet på betonjunglen. I 'Hägringen' kredser pusherne omkring Roberto og hans venner. I en scene hænger de ud hos en svensk bistandsarbejder, som byder dem på vin. Han har et eksotisk blik på dem, og deres afhængighed af ham nager dem. Den svenske mand har råd til at rejse til deres hjemlande, men ifølge latinamerikanerne har han ikke det fjerneste begreb om deres virkelighed. Og den svenske kæreste, som Roberto møder, ses på en café i samtale med sine veninder, hvor de bagtaler 'indvandrerdrengene', og hvordan det er at date dem. Først er de eksotiske, siden bliver de dovne – og så kan man ikke engang tale ordentligt svensk med dem!
For at understrege kærestens ord skaber Alvarez en 'point of view'-scene, dvs. at kameraets perspektiv er iagttagerens perspektiv. Roberto ligger i sengen, og vi ser hans pige blive mere og mere irriteret, mens hun gør sig klar til dagen. Til sidst skælder hun ham ud over, at han bare ligger med tømmermænd i stedet for at gå ud og finde sig et job.
Klip fra 'Hägringen'. Se hele filmen her.
'Hägringen', skulle egentlig have været vist på svensk tv, men det blev stoppet, fordi man mente, den gav et ”for negativt billede af indvandringen”. Der blev kun skabt ganske få film af indvandrere, og stort set ingen indvandrere arbejdede på svensk tv. Majoritetssamfundet har derfor snarere fået en opfattelse af, hvordan tingene burde være i forhold til indvandringen, fremfor hvordan de rent faktisk var.
Ensomhed og lukkede døre
Fælles for alle filmene er de forskellige perspektiver på indvandrernes ensomhed, som nærmest afskærer dem helt fra at skabe forbindelse til samfundet. Den norske film Dørene lukkes (1983) – af Espen Thorstensson, Halvor Naess og Sajeed Anjum – er mere avantgarde i sin form og kan betegnes som en essay-film. Man kan nemmere forestille sig filmen blive vist på et museum end i biografen eller tv for den brede norske offentlighed, som ellers ville have godt af at høre, hvad han havde at sige.
Sajeed Anjum, som har boet i Oslo i en periode og senere udgivet poesi i Pakistan om sin tilværelse dér, læser digte og tekster med kontrastfyldte billeder mellem Pakistan og Oslo:
I Oslo stimler folk sammen på perronen for at tage pendlertoget i myldretidstrafikken. I Pakistan kører digteren på motorcykel med flagrende hår. I Oslo er han ”altid ensom”. I Pakistan kan han ”vælge ensomheden til, hvis han vil”. Pakistan bader i sol. Oslo er skjult i sne. Sommetider er verden uden for vinduet så tåget af sne, at vi kun ser et gråblåt billede for os. Fortælleren forklarer, hvor ensomt der blev i Norge. Hvor umuligt det var at få en plads i samfundet. Studierne blev en skuffelse. I sit rengøringsjob vidste han ikke, om han ”var menneske eller dyr, nordmand eller pakistaner”.
Klip fra 'Dørene lukkes' (1983). Se hele filmen her.
Farlige mænd
Som kontrast til den dybt personlige 'Dørene lukkes' står den danske film De fremmede af polsk-amerikanske Marian Marzynski fra 1971. Det siger måske en del, at den eneste film, som ikke er skabt af et medlem af den indvandrergruppe, der berøres i filmen, er den mest iagttagende. 'De fremmede', som beskrives i indledningen af denne artikel, har et klassisk dokumentargreb og 'udspiller' sig på Københavns Hovedbanegård.
Men den samme tavshed mellem det danske samfund og indvandrergruppen ses og udtrykkes her ligesom i de øvrige film. Først fanger Marzynskis kamera mændene på afstand. Det sort-hvide billede og perspektivet kan genkendes fra et utal af iagttagende dokumentarfilm. Mændene skiller sig ud fra omgivelserne. Ikke kun, fordi de er mørklødede og har lange frakker på. De har tilsyneladende heller ingen steder at gå hen på den store plads, som man bare strømmer igennem – som man rejser til eller fra. Her står de og taler sammen (vi hører dog ikke samtalen), kigger på billeder, skriver breve og klipper hår (ved at gestikulere med den danske frisør). De kigger i pornoblade, og ved et tilfælde bevæger kameraet sig langsomt op fra en ung kvindes bare ben og videre mod hendes kjole. Ved klippet tilbage til mændene forstår vi, at det er deres blik, vi følger.
Klip fra 'De fremmede' (1971). Se hele filmen her.
Her er indvandrermanden ikke bare etableret som én, der har en meget stærk forbindelse til sit hjemland i form af breve, billeder og landsmænd. Han udgør også en overseksualiseret trussel. For at understrege dette billede klipper Marzynski til en indvandrerdreng, som forklarer, hvor umuligt det er at få fodfæste i samfundet. ”De tror, vi kommer for at tage deres kvinder og deres job”, siger han som et ekko af de indvandrerkritiske partier, som allerede dengang var ved at vokse frem i Danmark og Norge, og senere i Sverige. Det er også en etablering af forskellen mellem det konservative og det liberale nordiske syn på seksuel frihed – og på kvindefrigørelse – som også den dag i dag ses i indvandrerskildringer på nordisk film og tv.
Det mørke Skandinavien
De film, som er blevet udvalgt fra de nordiske arkiver – et udvalg, som giver et billede af de få øvrige indvandrerfilm, som har overlevet og er blevet restaureret fra disse år – har det tilfælles, at de skildrer en bedøvende ensomhed hos indvandreren. Her tegner disse film, som det første frø til indvandringens og landflygtighedens tilværelse og dilemma, et alt andet end lyst billede af de nye lande.
