Af Lisbeth Valgreen, forfatter og cand.mag i grønlandske og arktiske studier
Teksten i dette tema kan læses på dansk, norsk og svensk, mens filmene har undertekster på originalsprog. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
I sidste halvdel af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet intensiverede europæiske og amerikanske ekspeditioner deres aktiviteter i Arktis. Det meste af verden var koloniseret og kortlagt, men man manglede stadig dele af de arktiske egne, ikke mindst gjaldt det om at komme først til Nordpolen.
Arktis var ufremkommeligt og utaknemmeligt at sejle i på grund af is og barskt vejr. Mange led skibbrud, døde af skørbug eller forsvandt på isen. Men den høje pris var værd at betale for ’gevinsten’: et udvidet nationalt territorium, mulighederne for kommerciel udnyttelse, videnskabelige resultater og – for den enkelte polarfarer – heltestatus i hjemlandet.
Billeddokumentation: tegninger, fotos, film
En vigtig opgave for ekspeditionerne var dokumentation – både skriftlig og visuel. I tiden før fotografiet var der ofte kunstnere med, der kunne tegne og male natur, mennesker og kyststrækninger.
Da fotografiet kom til og var blevet teknisk stabilt nok til at kunne bruges i de arktiske områder, overtog fotografiapparaterne efterhånden kunstmalernes arbejde. De fleste kunne lære at betjene et kamera med et nogenlunde godt resultat, og dermed blev ekspeditionsmalerne overflødige.
Opfindelsen og udviklingen af filmmediet i årene omkring 1900 blev først en form for supplement til fotografiet, men polarfarerne så hurtigt muligheder i det nye medie: Det kunne ikke blot give det måbende publikum et levende indtryk af det hårde liv på en ekspedition, men også bruges til at skabe levende fortællinger om inuit i Arktis.
De store polarfarere
Ekspeditionsledere som Roald Amundsen, Knud Rasmussen, Robert Peary, Frederick Cook, S.A. André, Umberto Nobile, Ludvig Mylius-Erichsen og Ejnar Mikkelsen satte på hver deres måde livet på spil for at erobre Arktis med hjælp fra medrejsende kammerater, men i høj grad også med uvurderlig hjælp fra inuit.
En del af disse polarfarere brugte foto- og filmmediet til dels at fortælle historier og dels at dokumentere deres bedrifter. Sidenhen har polarfarerne, deres optagelser og deres ofte dramatiske ekspeditioner været brugt som udgangspunkt for dokumentarfilm, spillefilm og nationale hyldester.
Til havs og med luftskib
Indtil slutningen af 1800-tallet foregik ekspeditionerne til Arktis primært med skib, men den teknologiske udvikling tog herefter fart, og det blev derfor også interessant at undersøge de nye transportmuligheder i Arktis. Den svenske ingeniør Salomon August Andrée (1854-1897) forsøgte således i 1896-1897 at flyve til Nordpolen med luftballon. Han var økonomisk støttet af den svenske konge Oscar 2. og industrimagnaten Alfred Nobel.
Færden i 1897 gik fra Spitsbergen (Svalbard) med ingeniør Frænkel og fotograf Strindberg ombord, men allerede efter et par dage gik det galt. Ballonen isede til, og de tre ekspeditionsdeltagere strandede på isen, hvor de omkom. De blev først fundet i 1930. Strindbergs fotografiske optagelser blev fundet sammen med de omkomne, og derfor eksisterer der billeder af ballonen på isen. På trods af den mislykkede ekspedition blev de tre lig med stor andægtighed bragt tilbage til Stockholm i 1930, som det kan ses på filmen Andréeskeppets hemfärd (1930).
’Andréeskeppets hemfärd’ (1930)
En helt igennem mislykket ekspedition
Kun få år efter, i 1901-1902, forsøgte endnu en ekspedition at nå Nordpolen. Baldwin-Ziegler-ekspeditionen var finansieret af den amerikanske rigmand William Ziegler (1843-1905) og blev ledet af E.B. Baldwin (1862-1933). Med sig havde han amerikanere, svenskere og blandt andet også danskeren Ejnar Mikkelsen (1880-1971), som senere foretog en lang række ekspeditioner, blandt andet Alabama-ekspeditionen i årene 1909-12, der søgte efter omkomne fra Danmark-ekspeditionen (1906-08). Mikkelsen endte selv med at strande i 2½ år i det øde Nordøstgrønland sammen med makkeren, maskinmester på skibet, Iver Iversen (1884-1968).
En 90-årig Ejnar Mikkelsen fortæller om dengang, han og Iver Iversen var standet i en hytte sammen i Østgrønland og forelskede sig i den samme kvinde på et postkort. Fra filmen 'To mænd i ødemarken' (Jørgen Roos, 1972).
Baldwin-Ziegler-ekspeditionen var således mere et privat foretagende end et nationalt. Ekspeditionen foregik med to skibe til Franz Josefs Land, en russisk øgruppe øst for Svalbard, hvorfra man skulle videre mod Nordpolen. Alt ved denne ekspedition mislykkedes. Dårlig planlægning, uerfaren ledelse og manglende kendskab til de arktiske egne gjorde, at ekspeditionen strandede langt fra Nordpolen. Akilleshælen for denne ekspedition var, at man manglede alt for at klare de barske forhold i Arktis, vigtigst vel nok tøj til mandskabet og seler til hundene. Baldwin-Zieglers ekspedition er et godt eksempel på, at uanset hvor mange penge man har, er det ikke ensbetydende med, at man kan overleve i Arktis. Det kræver viden, erfaring og indsigt i arktiske forhold.
Filmen Baldwin-Zieglers Nordpolsexpedition (1902) åbner med billedet af en same med en renflok. Derefter ser man, hvordan ekspeditionsfolkene først tager hunde og heste ombord. De overlæssede skibe med over 400 slædehunde, ponyer, foder m.m. (05:30) bevæger sig igennem isen. Cirka 11 minutter inde i filmen sætter de heste og hunde på land. Det hele virker noget kaotisk og uden styr på de mange dyr. Filmen giver et interessant indblik i livet ombord på skibene, og hvor barsk tilværelsen var for de folk, der rejste med.
’Baldwin-Zieglers Nordpolsexpedition’ (1902)
Ekspeditionen fejlede på alle måder sin mission og tremasteren ”America” returnerede i sommeren 1902 til Honningsvåg i Norge. Året efter sendte Ziegler et nyt hold afsted, nu med Anthony Fiala som ekspeditionsleder. Denne gang på en treårig mission (Zieglers Nordpolsekspedition 1903-1905), som endte ligeså resultatløst som første forsøg.
Kapløbet mod polerne
Amerikanske Robert E. Peary (1856-1920) forsøgte igennem 16 år at nå til Nordpolen som den første. Med sig på alle ekspeditionerne havde han sin afroamerikanske assistent Matthew Alexander Henson (1866-1955), også kaldet ’Maripaluk’. Peary opdagede hurtigt, at en af måderne at overleve i Arktis på, var at lære inuits teknikker og færdigheder. Henson lærte sig inughuits sprog, at køre slæde og at reparere dem. Inughuit er den inuitbefolkning, der bor i Avanersuaq/Thule.
Peary finansierede sine mange ekspeditioner ved blandt andet at fragte en stor meteoritsten fra Nordgrønland til USA, hvor den blev solgt for 40.000$ til American Museum of Natural History. Ekspeditionslederen udnyttede også andre muligheder for at opnå berømmelse: I 1897 tog han seks inughuit med til American Museum of Natural History. De tre voksne og et barn døde af sygdomme undervejs. Den unge Uisaakassak rejste hjem, mens drengen Minik Wallace blev i USA. Her opdagede han senere, at man gennemførte en falsk begravelse af hans far og udstillede hans skelet.
Foto: Robert Peary, Hulton Archive/Getty Images
I 1909 lykkedes det endelig Peary, Henson og de fire inughuit Odaaq, Iggiannguaq, Sigluk og Ukujaaq at nå Nordpolen. Peary filmede så vidt vides ikke, men han havde fotografiapparat med. Der findes et par berømte fotografier fra Nordpolen, hvor de fire inughuit og Henson er portrætteret stående med Stars and Stripes.
Strid om førstepladsen
Peary var ikke ene om at ville komme først til Nordpolen i disse år. En anden amerikaner, Frederick Cook (1865-1940), som havde været med på Pearys ekspedition til Grønland i 1891-92, påstod at have stået på Nordpolen sammen med to inughuit, Ahwelah og Etukishook, allerede i april 1908, altså året inden Peary nåede Nordpolen.
Cook forsøgte modsat Peary at bruge filmmediet til at underbygge sin påstand. Der findes blandt andet en optagelse af modtagelsen af Cook i København i 1909, som viser, hvordan han får en heltemodtagelse af den danske befolkning. Kort tid efter blev Cooks bedrift dog underkendt på grund af manglende dokumentation. I 1912 lavede han filmen The Truth about the North Pole, som er et tidligt eksempel på reenactment; en gengivelse af Cooks Nordpolensfærd iscenesat i et studie. Her vajer et stort Stars & Stripes, og man fornemmer tydeligt den uretfærdighed, som Cook mener at være blevet udsat for.
Bemærk, at inughuit i filmen spilles af skuespillere af anden etnisk herkomst (sandsynligvis hvide amerikanere), og at slædehundene er skiftet ud med shetlandske sheepdogs eller noget, der ligner… I slutningen af filmen klippes optagelserne af modtagelsen i København fra 1909 ind. Cook brugte således sin korte tid som polarhelt i Danmark til at underbygge sin status og bedrift.
Så til syd!
En anden af de helt store polarfarere var norske Roald Amundsen (1872-1928), og som de andre ekspeditionsledere var Amundsens tilgang til at udforske præget af en blanding af eventyrlyst og ambitioner. Han fandt som den første vej gennem Nordvestpassagen med skibet Gjøa i 1903-1906 og satte sig så for at nå Nordpolen med økonomisk støtte fra den norske regering. Den norske polarfarer Fridtjof Nansen (1861-1930), som var den første til at krydse indlandsisen i Grønland, gik med til at låne Amundsen skibet Fram, men Amundsen var for sent ude. Da han hørte om Cook og Pearys tvekamp om at nå først til Nordpolen, skiftede han kurs og sejlede i stedet mod Sydpolen. Det, der for Amundsen skulle have været en kamp om at komme først til Nordpolen, blev til en kamp mod engelske Robert F. Scott (1868-1912) om at komme først til Sydpolen.
Amundsen havde under et ophold i det nordlige Canada lært sig inuits teknikker. Han brugte slæder som transport og kunne som den første sætte det norske flag ved Sydpolen i 1911. Selvom han havde forsømt at fortælle den norske regering, at han havde ændret kurs fra nord til syd, blev det en vigtig sejr for Norge som nation. Landet havde bare seks år tidligere opnået selvstændighed. Amundsen var i færd med at sætte en fed streg under sin status som polarhelt i hjemlandet.
Amundsen var meget opmærksom på at bruge filmmediet til at understøtte sin promovering. Han havde medbragt et kamera til Sydpolen, og på optagelserne kan man blandt andet se, hvordan Amundsen og hans mænd morer sig med at udstyre en pingvin med en pibe; den hvide mand er naturen overlegen. Alt kan besejres.
Den tredje Fram ekspedition til Sydpolen (1911)
På sin ekspedition med skibet Maud (1918-1925), der sejlede i Polarhavet gennem Nordøstpassagen ved Alaska, findes en længere film Med Roald Amundsen’s Nordpolsekspedition til første Vinterkvarter. Her ses nogle tidlige optagelser af inuit.
En familie af tjuktjere, heriblandt Camilla, som Roald Amundsen tog med tilbage til Norge. Fra filmen 'Med Roald Amundsen’s Nordpolsekspedition til første Vinterkvarter' (1923)
Fra minuttal 13:34 ses de lokale tjuktjere, som hjalp ekspeditionen, blandt andet en familie, som Amundsen fik et tæt og på nogle måder lidt specielt forhold til: Mens Maud lå i isen, kom Kakot, en lokal inuk som var kok på ekspeditionen, om bord på skibet med sin syge datter, Kakonita. Amundsen besluttede at tage pigen med tilbage til Norge sammen med den lidt ældre pige, Camilla, som agerede storesøster. Pigerne boede og gik i skole i Norge fra 1921 til 1925, indtil Amundsen senere sendte dem tilbage til Tjukotka. På optagelserne ser man, at pigerne virker utilpasse ved at blive filmet.
Ekspeditioner med fly og luftskib
Roald Amundsen tog ny teknik til sig og så muligheder frem for begrænsninger. I filmen The Polar Flight with ”Norge” følger man ham i 1926 med luftskibet Norge fra Svalbard over Nordpolen til Alaska sammen med italieneren Umberto Nobile (1885-1978), der havde konstrueret luftskibet. Nobile foretog flere overflyvninger og kortlægninger af blandt andet Nordgrønland, men i 1928 forulykkede han med sin besætning. Roald Amundsen fløj afsted for at komme Nobile til undsætning, men hans fly styrtede ned, og Amundsens lig er aldrig blevet fundet. Nobile overlevede, men blev siden anklaget for at have ladet sin besætning i stikken.
Tosprogede Knud og kameraet
En af de polarfarere, som brugte filmmediet mere end de fleste andre, og særligt for at vise og dokumentere inuits levevis, var dansk-grønlandske Knud Rasmussen (1879-1933). Hans opvækst i Grønland havde givet ham to sprog, grønlandsk/kalaallisut og dansk. Hans far var præst i Ilulissat, og Knud Rasmussen oplevede, hvordan den traditionelle måde at leve på blandt inuit var hastigt på vej til at forsvinde. Han ønskede at dokumentere den traditionelle levevis, og måske i virkeligheden også at undersøge sin egen baggrund.
Ligesom andre polarfarere var Knud Rasmussen tiltrukket af eventyret, han var også meget dygtig til at navigere i og udnytte offentlighedens opmærksomhed. Rasmussen gennemførte en lang række ekspeditioner, og med udgangspunkt i hans privat anlagte handelsstation i Kap York/Innaanganeq ved Thule i 1910 kunne han til dels finansiere de mange ekspeditioner ved handel med blandt andet skind. Resten af pengene tjente han på sit forfatterskab og foredrag, og det var især i den forbindelse, at han brugte film.
Den almindelige danske befolknings kendskab til andre kulturer var lille. Man kunne ikke rejse i noget større omfang, så meget viden blev udbredt via foredrag med billeder, filmvisninger og eksempelvis menneskeudstillinger i Tivoli og i zoologiske haver i Europa.
De mange ekspeditioner og evnen til at formidle både oplevelserne og hans egen rolle gjorde i mange danskeres øjne Knud Rasmussen til en polarhelt.
En af de første film, som viser Knud Rasmussens Thule-ekspeditioner, er Levende Billeder tagne under den 2. Thule Ekspedition til Grønlands Nordkyst 1917-18. Den er filmet af den svenske botaniker, Thorild Wulff (1877-1917), som var med på 2. Thule-ekspedition i årene 1916-1918. Wulff og inuitten Hendrik Olsen (1889-1911) omkom begge på ekspeditionen.
Den største og vigtigste ekspedition for Knud Rasmussen var 5. Thule-ekspedition (1921-1924), som gik fra Grønland hen over Canada og Alaska til Tjukotka i Rusland. Rejsen varede i alt 3½ år. Det sidste 1½ år brugte Knud Rasmussen på at rejse med hundeslæde over arktisk Canada til Alaska sammen med Arnarulunnguaq (ca. 1896-1933) og Qaavigarsuaq (1899-1978), begge inughuit. Med på en del af turen var også den danske fotograf Leo Hansen (1888-1962), og der findes således unikke filmoptagelser af inuits traditionelle kultur, der på det tidspunkt var tæt på at være forsvundet: Med Hundeslæde gennem Alaska (1927)
Og så er der inuit og (inuit)kvinderne …
Fælles for de fleste af filmoptagelserne og ekspeditionsberetningerne i særdeleshed er fraværet af kvinder. Både på Pearys og Knud Rasmussens ekspeditioner var der kvinder med. De fleste inuit, men der var også kvinder med fra Europa og USA. Arnarulunnguaqs rolle på 5. Thule-ekspedition er først i de senere år blevet belyst grundigere, og hun fremstår i dag som et stærkt symbol for især kvindelige inuit i Grønland. Nu er hun måske også ved at blive en kendt skikkelse i Danmark, da det for nyligt blev annonceret, at hun skal pryde en af de nye pengesedler. Der findes få optagelser af Arnarulunnguaq i den føromtalte Med Hundeslæde gennem Alaska (1927).
Arnarulunnguaq på film
På filmen Kap Farvel – Angmagssalik, 6. Thuleekspedition (1931) findes sjældne optagelser (12:36) af åndemaneren Kristian Poulsen ’Aadaaridaat’, som fortæller om inuits oprindelige mytologiske verdensopfattelse. Åndemanernes ritualer, sange og hjælpeånder var traditionelt set hemmelige og kun noget de selv kendte til, men på dette tidspunkt var de fleste inuit i Grønland blevet døbt, også Kristian Poulsen. Derfor kan han her frit fortælle om myterne og ånderne til Knud Rasmussen.
Knud Rasmussens 7. Thule-ekspedition (1932-33) var en todelt ekspedition: Der var en stor gruppe videnskabsfolk med, der skulle foretage undersøgelser, som er dokumenteret i filmen Syvende Thuleekspedition. Ved siden af det skulle man optage spillefilmen Palos Brudefærd (1934), som Knud Rasmussen havde skrevet manuskript til. Filmen tager udgangspunkt i inuits traditionelle levevis og blev optaget i Østgrønland (dengang Ammassalik, i dag Tasiilaq) med lokale inuit som skuespillere. Filmen blev forsynet med en introduktion af statsminister Thorvald Stauning. Navnene på skuespillerne står ingen steder, men i andre kilder kan man se, at den kvindelige hovedrolle, Navarana, blev spillet af Maren/Maala Boassen (Inaalik) og Saamu, og den ene af de mandlige hovedroller blev spillet af Ulrik Mikaelsen (Aqqanaatsiaq).
I dag står filmoptagelserne fra ekspeditionerne stærkt i fortællingerne om ekspeditionerne til Arktis og udgør en levende dokumentation af inuits (traditionelle) levevis. Narrativerne om de store polarhelte lever stadig, og det samme gør i en vis grad fortællingen om inuit, der den dag i dag er udfordret på fordomme om, at man bor i igloer, ror kajak og går rundt i skindtøj på trods af, at man lever i et moderne samfund.
Polarekspeditioner på film
Lisbeth Valgreen | 21. oktober 2024
