Af Lisbeth Valgreen, forfatter og cand.mag i grønlandske og arktiske studier
Norden på film
Teksten i dette tema kan læses på dansk, norsk, svensk og grønlandsk. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
Europæere og amerikanere foretog igennem flere hundrede år ekspeditioner i de arktiske områder. Man ledte efter Nordøstpassagen og Nordvestpassagen, man udforskede og kortlagde, og man kæmpede om at komme først til Nordpolen ad ruter nord for Grønland og Spitsbergen.
Ekspeditionerne foregik primært med skib, men som teknikken udviklede sig, begyndte man også at bruge luftballoner, luftskibe og flyvemaskiner. Nogle ekspeditioner lykkedes, mens andre fik en fatal udgang. De ekspeditioner med størst succes var dem, der benyttede sig af inuits teknikker, som var specifikt udviklet og tilpasset overlevelse i de arktiske egne, og som hjalp polarforskere som Knud Rasmussen, Roald Amundsen og amerikaneren Robert E. Peary med at nå deres mål.
Tidslinje
Andrées Ballonfærd til Nordpolen (1897)
I 1897 forsøgte tre svenske ingeniører Salomon August Andrée, Knut Frænkel og Nils Strindberg (fotograf) at rejse til Nordpolen med luftballon. De lettede fra Spitsbergen på Svalbard den 11. juli, men efter kun to dage måtte de lande på isen. Ballonen isede til, og de kunne ikke komme videre. De omkom alle tre på Svalbard og blev først fundet i 1930.
Man fandt senere Strindbergs film, så der eksisterer fotografier fra færden. Filmen 'Andréeskeppets hemfärd' viser, da de tre omkomne mænd blev hjembragt til Stockholm i 1930.
Den Danske Litterære Grønlandsekspedition (1902-1904)
Ekspeditionen bestod af deltagerne Ludvig Mylius-Erichsen, Knud Rasmussen, Harald Moltke (kunstmaler), Alfred Bertelsen (læge) og Jørgen Brønlund (tolk og hundeslædekusk). Formålet var at indsamle myter, sagn og traditionelle skikke blandt inughuit (betegnelsen for den inuitbefolkning, der bor i Avanarsuaq, Thule-området).
På grund af interne uoverensstemmelser rejste Alfred Bertelsen ikke med hele vejen nordpå. Ekspeditionen lagde grunden til en række senere vigtige ekspeditioner, idet Mylius-Erichsen i 1906-08 rejste ud som leder af Danmark-ekspeditionen (kortlægning af Nordøstgrønland), hvor han selv og Jørgen Brønlund omkom, mens Knud Rasmussen senere, i 1910, anlagde Kap York Handelsstationen netop i Avanarsuaq. Herfra udgik en række af hans Thule-ekspeditioner.
Der findes fotografier, men ikke film fra Den Danske Litterære Grønlandsekspedition. Harald Moltke portrætterede nogle af de lokale inughuit, og det kan ses i klippet 'Harald Moltke arbejder på et billede' (1945).
Zieglers Nordpolsekspeditioner (1901-1902 og 1903-1905)
Ikke alle ekspeditioner var lige godt planlagte. En af dem var Baldwin-Zieglers Nordpolsekspedition 1901-1902. Ekspeditionen, der var ledet af amerikaneren E.B. Baldwin, sejlede fra Dundee i Skotland til Tromsø i Norge og videre nordpå med to overfyldte skibe. Ekspeditionen havde til formål at kortlægge området ved Scoresby Sund.
Med ombord var 60 ekspeditionsmedlemmer, ponyer, over 400 hunde og en masse proviant, men intet seletøj til hundene og intet varmt tøj til ekspeditionens deltagere. På grund af dårlig planlægning og lederskab strandede ekspeditionen på Franz Josef Land, en russisk øgruppe øst for Svalbard. De overlevede blandt andet på grund af den unge dansker Ejnar Mikkelsen. Mikkelsen havde tidligere været med som styrmand på Carlsbergfondets ekspedition til Østgrønland (1898-1900). Han var på det tidspunkt kun 19 år og havde derfor på Baldwin-Zieglers Nordpolsekspedition nogle år senere en hel del erfaring i at rejse i Arktis og vidste, hvordan man leder en ekspedition.
Ekspeditionen fejlede på alle måder sin mission og tremasteren ”America” returnerede til Honningsvåg i Norge. Året efter sendte Ziegler et nyt hold afsted, nu med Anthony Fiala som ekspeditionsleder. Denne gang på en treårig mission, som endte ligeså resultatløst som første forsøg.
Gjøa-ekspeditionen (1903-07)
På denne ekspedition sejlede nordmanden Roald Amundsen til Gjoa Haven på King William Island i det nordligste Canada, hvor han foretog observationer af den magnetiske nordpol, som viste, at den hele tiden flytter sig.
Amundsen fandt som den første vej igennem Nordvestpassagen. Under opholdet i Gjoa Haven lærte han sig inuits overlevelsesteknikker, som han senere brugte til som den første at nå til Sydpolen (1911), blandt andet hvordan inuits skindtøj var meget bedre at bruge i Arktis end europæisk tøj.
Danmark-ekspeditionen (1906-1908)
Danmark-ekspeditionen er en af de vigtigste danske ekspeditioner i Arktis. Formålet var at kortlægge det på det tidspunkt ukendte Nordøstgrønland og ikke mindst undersøge, om Peary Land var en ø eller en halvø.
Leder af ekspeditionen var Ludvig Mylius-Erichsen, og med sig havde han en lang række folk blandt andet Jørgen Brønlund, Peter Freuchen (Knud Rasmussens senere makker på Kap York Handelsstation og med på de fleste af Knud Rasmussens Thule-ekspeditioner), Alf Trolle (skibsfører), Johan Peter Koch (topograf), Alfred Wegener (meteorolog og geofysiker) og Niels Peter Høeg-Hagen (kartograf).
Mylius-Erichsen, Brønlund og Høeg-Hagen omkom på en af ekspeditionens slæderejser i 1907. Man fandt kun Jørgen Brønlunds lig og hans dagbog med optegnelser over, hvor de to andres lig befandt sig. De er aldrig blevet fundet.
Robert E. Peary, Nordpolen (1908-09)
Amerikaneren Robert Peary havde ad flere omgange forsøgt at nå Nordpolen. I 1909 lykkedes det ham sammen med hans afro-amerikanske assistent Matthew Henson og de fire inughuit Oodaaq, Iggiannguaq, Sigluk og Ukujaaq.
Lige inden Peary nåede Nordpolen, havde en anden amerikansk ekspeditionsleder, Frederick Cook, været på samme færd og påstod, at han havde nået Nordpolen først. Det blev dog efterfølgende afvist.
Der findes ikke filmoptagelser af Pearys ekspedition til Nordpolen, men Dr. Cooks modtagelse i København i 1909 er filmet, inden hans heltedåd blev forkastet på grund af manglede dokumentation.
Alabama-ekspeditionen (1909-1912)
I 1909 drog Ejnar Mikkelsen afsted på Alabama-ekspeditionen, hvis formål var at finde de tre forsvundne ekspeditionsmedlemmer fra Danmark-ekspeditionen, Mylius-Erichsen, Brønlund og Høeg-Hagen. Man fandt Jørgen Brønlunds lig og begravede det, men man fandt ikke de andre.
Mikkelsen og hans makker maskinmesteren Iver Iversen slædede i 1910 ud for at finde kort og dagbøger efter Danmark-ekspeditionens forsvundne mænd, men deres slæderejse varede længere end forventet, og i mellemtiden var skibet forlist. De tilbageblevne mænd var blevet reddet, men Mikkelsen og Iversen måtte overvintre i to år, før de blev reddet.
I filmen ’To mænd i ødemarken’ (1972) fortæller 90-årige Ejnar Mikkelsen om ekspeditionen i 1909.
1. Thule-ekspedition (1912-13)
I 1912-1913 slædede Knud Rasmussen, Peter Freuchen, og de to inughuit Ulloriaq og Inukitsoq ud for at lede efter Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen, der var bortkommet på Alabamaekspeditionen (1909-1912).
Mikkelsen og Iversen var selv draget af sted for at lede efter de bortkomne ekspeditionsmedlemmer fra Danmark-ekspeditionen (1906-08). Knud Rasmussen og Peter Freuchen havde ikke nået at få besked om, at Mikkelsen og Iversen var blevet fundet af en norsk hvalfanger efter over to år i Nordøstgrønland, inden de rejste ud på 1. Thule-ekspedition.
Kochs og Wegeners ekspedition (1912-13)
På Danmark-ekspeditionen i 1906-1908 fik J. P. Koch og Alfred Wegener et godt samarbejde. Dette samarbejde fortsatte i 1912-13 på en ekspedition, hvor Koch sammen med Wegener rejste med islandske heste over indlandsisen fra Østgrønland til Vestgrønland.
Wegener fremsatte i 1912 teorien om kontinentaldriften; at kontinenterne flytter sig. Teorien blev dog først anerkendt i 1966.
Hoel-Staxruds Spitsbergenexpedition (1914)
I 1914 foretog de to nordmænd Adolf Hoel (geolog) og Arve Staxrud (topograf) en ekspedition til Spitsbergen (Svalbard). Allerede på dette tidspunkt var der etableret minedrift på øen, og filmklippet her giver et fint indblik i, hvordan man rent praktisk foretog ekspeditioner til de arktiske områder.
2. Thule-ekspedition (1916-1918)
Tre år senere, i 1916, rejste Knud Rasmussen sammen med Peter Freuchen, Thorild Wulff (botaniker), Lauge Koch (geolog), og de fire inuit Hendrik Olsen, Ajago, Nasaatsordluarsuk og Inukitsoq på hundeslæde fra Kap York langs Grønlands nordøstkyst for blandt andet at kortlægge og foretage naturvidenskabelige undersøgelser. Thorild Wulff og Hendrik Olsen omkom på ekspeditionen. Hendrik Olsen blev aldrig fundet.
Roald Amundsens Nordpolsekspedition (1918-1925)
Roald Amundsen var den første til at finde Nordvestpassagen med skibet Gjøa i 1903-06. Amundsen havde, ligesom Cook og Peary, en plan om at nå Nordpolen som den første, men da de begge gjorde krav på det, ændrede Amundsen kurs og sejlede i stedet tværs over kloden mod Sydpolen, som han som den første nåede i 1911.
I 1918 sejlede han afsted med skibet Maud via Nordøstpassagen i forsøget på at drive mod Nordpolen. Det tog to år at komme igennem isen i Nordvestpassagen og et år mere, hvor de sad fast i isen. Ekspeditionen fortsatte frem til 1925, hvor den erfarne opdagelsesrejsende Otto Sverdrup (skibsfører) stod i spidsen for at indsamle videnskabelige data. Amundsen selv rejste undervejs tilbage til Norge for at få styr på praktiske sager, herunder økonomien.
Jubilæumsekspeditionen (1920-1923)
Lauge Koch var leder af Jubilæumsekspeditionen, hvor man kortlagde den sidste del af Grønlands nordøstkyst og foretog geologiske undersøgelser. Titlen på ekspeditionen og tidspunktet for den hentyder til 200-året for Hans Egedes ankomst til Grønland. Lauge Koch gennemførte den tre-årige ekspedition med hjælp fra blandt andre de fire inuit Inuiteq, Nugapiinnguaq, Itukussuk og Emina.
5. Thule-ekspedition (1921-1924)
I 1921 rejste en stor ekspedition bestående af danske videnskabsfolk, inughuit fra Avanarsuaq (Thule) og inuit fra vestkysten afsted til Canada. Ekspeditionen var ledet af Knud Rasmussen, som længe havde haft et ønske om at undersøge, hvorvidt inuit i Grønland var beslægtede med inuit i Canada.
I de første år havde ekspeditionen hovedkvarter i Blæsebælgen på Danskeøen. Herfra slædede man ud i hold og foretog arkæologiske undersøgelser, indsamlede myter og dokumenterede inuits levevis.
I 1923 rejste Knud Rasmussen sammen med Arnarulunnguaq og Qaavigarsuaq Miteq videre langs Canadas nordlige kyst og gennem Alaska. Det er den del af rejsen, man kender som ’Den store slæderejse’. Undervejs stødte den danske filmfotograf Leo Hansen til. Ekspeditionen dokumenterede, at inuit i Grønland, Canada og Alaska er beslægtede.
The Polar flight with "Norge" (1926)
I 1926 foretog Roald Amundsen, Lincoln Ellsworth (pilot), Umberto Nobile (flyingeniør) og Hjalmar Riiser-Larsen (marineflyver) sammen med et mandskab den første overflyvning over Nordpolen med luftskibet ”Norge”. Ruten gik fra Svalbard over Polhavet til Alaska.
Nobiles Nordpolsekspedition (1928)
Igen i 1928 fløj Umberto Nobile mod Nordpolen, denne gang med luftskibet ”Italia”. Han nåede Nordpolen, men forliste på vej retur nord-nordøst for Svalbard. Amundsen forsøgte at komme dem til undsætning, men omkom selv ved en flyulykke og er aldrig blevet fundet.
Eismitte (1930)
Alfred Wegener foretog i 1930 ekspeditionen ”Eismitte” for at oprette en meteorologisk station på indlandsisen. Wegener omkom på indlandsisen på vej tilbage med forsyninger, og det samme gjorde grønlænderen Rasmus Willumsen, der aldrig blev fundet. Wegener nåede derfor aldrig at opleve, at hans teori om kontinentaldriften blev anerkendt.
I filmen ’På Indlandsisen’ (1934) går seks mand i fodsporene på Alfred Wegener.
6. Thule-ekspedition (1931)
Knud Rasmussens 6. Thule-ekspedition gik langs den syd-østgrønlandske kyststrækning fra Kap Farvel til Tasiilaq (dengang Ammassalik) – som den første i motorbåd på denne strækning. Området havde ikke været undersøgt siden Konebådsekspeditionen (1883-1885) ledet af Gustav Holm og G.V. Garde.
Formålet med 6. Thule-ekspedition var både videnskabelige undersøgelser som kartografi, magnetiske målinger, zoologi, botanik, arkæologi og indsamling af inuits lokalviden, men i høj grad også visuel dokumentation i form af fotos og film.
I filmen 'Kap Farvel - Angmagssalik, 6. Thuleekspedition' kan man se, hvordan den medrejsende sydøstgrønlænder Christian Poulsen/Aadaaritaat fortæller om inuits traditionelle verdensopfattelse.
Ekspeditionen var ikke uvæsentlig i forhold til den igangværende konflikt mellem Danmark og Norge om suveræniteten over Østgrønland.
Treårsekspeditionen (1931-1934)
Ekspeditionen var ledet af geologen Lauge Koch, og formålet med den var kortlægning af Nordøstgrønland med fly og naturvidenskabelige undersøgelser. Lauge Koch havde tidligere været med på Knud Rasmussens 2. Thule-ekspedition og havde selv ledet Jubilæumsekspeditionen (1920-1923).
Baggrunden for ekspeditionen var i høj grad forbundet med konflikten mellem Danmark og Norge om suveræniteten over Østgrønland. Norge havde i 1931 okkuperet et område i Østgrønland (Myggbukta). Ekspeditionen var stor. Den bestod af 109 deltagere og var finansieret af private investorer, Carlsbergfondet og staten.
7. Thule-ekspedition (1932-1933)
På Knud Rasmussens 7. Thule-ekspedition blev der foretaget geodætiske, geologiske og arkæologiske undersøgelser i området på den grønlandske sydøstkyst omkring Tasiilaq (dengang Ammassalik). Det var også her, filmen ’Palos Brudefærd’, som Knud Rasmussen havde skrevet manuskript til, blev optaget.
I 1933 fald der dom i sagen om overhøjhed over Østgrønland ved den internationale domstol i Haag, som faldt ud til Danmarks fordel. Knud Rasmussen nåede aldrig selv at se ’Palos Brudefærd’, der havde premiere i foråret 1934. Han døde i december 1933.
Gamma-ekspeditionen til Nordøstgrønland (1938-1939)
Ekspeditionen er også blevet kaldt Mørkefjordsekspeditionen eller Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition. Den blev ledet af arkæolog og kunstner Eigil Knuth. Sammen med ham var blandt andre journalist og senere diplomat Ebbe Munck.
Efter Anden Verdenskrig gennemførte Eigil Knuth yderligere en række ekspeditioner kaldet Dansk Peary Land Ekspedition (1947-50) og rejste i øvrigt i mange år derefter til Nordøstgrønland, hvor han fortsatte sit arkæologiske arbejde.
Nanok ekspeditionen/ekspeditionerne (1938)
Østgrønlandsk fangstkompagni Nanok er som sådan ikke en ekspedition, hvis man definerer ekspeditioner som udforskning og videnskabelige undersøgelser.
Formålet med fangstkompagniet var at tjene penge på blandt andet sælskind og rævepels. Kompagniet havde oprettet et antal fangststationer på den grønlandske østkyst, og filmen giver et indblik i livet som fangstmand.
I 1941 blev flere af fangstfolkene, danske, grønlandske og norske, en del af Nordøstgrønlands slædepatrulje, senere kendt som Siriuspatruljen. Slædepatruljen patruljerede i Nordøstgrønland, hvor tyskerne var interesserede i at foretage vejrobservationer; kender man vejrudsigten i Grønland, kender man den også i Europa og kan lægge strategi derefter.
Eli Knudsen, korporal i Nordøstgrønlands Slædepatrulje, blev dræbt ved et tysk baghold i Østgrønland i 1943.
Ved grundlovsændringen i 1953 blev Grønland åbnet op for indrejse uden særlig tilladelse, og samtidig fordrede den storpolitiske arena nu en helt anden tilgang til Arktis. Der blev både under og efter Anden Verdenskrig anlagt ni amerikanske baser i Grønland som forsvarsanlæg. Man anlagde desuden vejrstationer på østkysten. I dag er Pituffik Space Base (tidl. Thule Air Base) den eneste amerikanske base tilbage i Grønland.
Ekspeditionerne, som man kendte dem, fik en helt anden karakter. Det var ikke længere nødvendigt at indhente tilladelse til at rejse ind i Grønland, og der blev således åbnet op for langt flere tilrejsende. Samtidig udviklede flyteknologien sig hastigt, og rejserne til Grønland blev nu både forsknings- og arbejdsrelaterede, familiebesøg og turisme.
Polarekspeditioner på film
Lisbeth Valgreen | 21. oktober 2024