Af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder, Det Danske Filminstitut
Sommertid er ferietid. Ferietid er fritid, rejsetid, badetid, spisetid, tid til togrejsen, mens Danmark suser forbi derude med marker, skove og stationsbyer – tid til et afbræk. Folk rejser ud, væk fra byen, væk fra arbejdets trummerum, væk fra det job, som for de fleste engang var et nødvendigt levebrød mere end det identitetsprojekt, arbejdet siden blev for mange. Andre folk, fremmede folk, rejser til Danmark – væk fra deres hverdag i lande, som danskerne samtidig rejser til. En stor byttehandel på kryds og tværs af Europas grænser, før de blev rigtig åbne og siden delvist lukkede igen for at holde de fremmede ude. Ferie er forestillingen om verden som én stor legeplads, klar til at byde på oplevelse, eventyr og nydelse. Sådan er det i hvert fald i nyere tid. Tidligere var Danmark danskernes foretrukne ferieland.
Med ferielovens indførelse i 1938 blev vejen banet for, at alle danskere havde ret til ferie, ret til at tage solbeskinnede snapshots til familiealbummet, blive filmet og ende i historiske film om sommer- og ferieliv i Danmark. Her er en broget buket – med tidsler iblandt, så er alle advaret – om sommerlandet Danmark, ferierende danskere og om de turister, der kommer hertil. Det er film, som ser på dem og på os, som folk, som værter for udenlandske gæster, som land og som rejsemål.
Læs resten af artiklen under filmserien
Turistfilm: Forbrug og forherligelse
TURISTFILM SOM REKLAMEFILM
Særligt instruktøren Hagen Hasselbalch har et godt blik for vores syn på gæsterne, og hvordan de oplever os i den satiriske Hurra for os - ! fra 1963. Her tegner en perlerække af tilrejsende fra et utal af lande et så lidet flatterende billede af danskerne som værter, at det kan undre, at filmen blev produceret af Turistforeningen for Danmark og versioneret på engelsk.
Fra det lidt mere nationalromantiske familiealbum kommer en stribe film, som viser landets yndigheder frem i rundtursform fra 1930’erne:
Her, som i nutidens turistfilm, er der aldrig langt til reklamen, som både gælder de rejsemål, der vises frem, og de sponsorer, der har finansieret filmene. I Sønderjylland reklameres for Christiansfelder Honningkager, i Aalborg By vejer præsentationen af tobaksgiganten C.W. Obel tungt, det samme gælder cementfabrikken Rørdal, det senere Aalborg Portland, som efter eksponeringen at dømme, har haft både en skærv og en finger med i spillet om filmens indhold. Men det var naturligvis også en tid, hvor det primært var velbeslåede forretningsfolk forundt at tage på længere rejser. Og hvorfor så ikke sælge, hvor sælges kan?
Med DSB gennem Danmark er en decideret reklamefilm for Statsbanernes ’rundtursbillet’, som bringer den stoute bondemand og en kvindelig kontormus på en fælles odyssé rundt i landet, mens lokomotiverne pruster, og det yndige land suser forbi derude. En film, som givet har været tiltænkt DSB’s egen biograf, ’Den vide Verden’ eller DSB-Kino, der åbnede på hovedbanegården i København samme år, som filmen blev produceret, i 1935.
Flere familiehyggelige toner anslår Dirch Passer i filmene Hest på sommerferie og Sol, sommer og badevand. I førstnævnte kan man komme en tur ud i sommerlandet med Dirch som talende hest, en mælkekusk, som fører vognen bag hesten, og en ung, smuk, kvindelig amerikansk turist, der tager Danmark i øjesyn undervejs. ’Sol, sommer og badevand’ er et humoristisk møde mellem vandhunden Dirch og Gunnar ’Nu’ Hansen, som ivrigt formaner Dirch om, hvor han må bade, og hvor det er farligt at gå i vandet – det hele i gakket Dirch-gear og under sloganet: Tag fornuften med i vandet!
Men er ferie ikke bare forbrug? Har man oplevet noget, hvis man ikke har betalt en entrébillet? Hvis man ikke er blevet underholdt, ikke har spist og drukket umådeholdent? Er det ikke det, ferie er? Den kradse og kritiske kommentar til masseforbrug og masseturisme står Jørgen Roos for med filmen Vi hænger i en tråd – et spiddende portræt af et fordrukkent, forædt og overvægtigt forbrugerisk Danmark, hvor ’det er meget svært at dø af sult’, som det siges.
Og bliver det for skrap kost, kan man snuppe dette temas ældste film, nemlig Danmarksfilmen fra 1926. Her er det Udenrigsministeriet, der viser Danmark frem. Helt fra runestenene fra Arilds tid til samtidens moderne industri, handel og skibsfart. Et lidt ufrivilligt og selvgodt udenrigsministerielt verdensbillede sniger sig også ind, da turen imod filmens slutning går til rigets nordlige besiddelser, Færøerne og Grønland. Her skildres Danmarks rolle som godhjertet kolonimagt i ord og vendinger, som nutidens færinger og grønlændere nok helst vil have sig frabedt. Også det er en del af billedet af Danmark.
Lars-Martin Sørensen | 28. juni 2018
