Af Mogens Rostgaard Nissen, forskningsleder, Centralbiblioteket for Sydslesvig i Flensborg
Allerede året før Genforeningen blev der lavet en film om, hvordan sydslesvigske børn blev sendt på sommerferie i Danmark. Her kunne de både få en god og nærende kost, blive påvirket af dansk kultur og lære det danske sprog. Gennem årene har mange tusinde sydslesvigske børn været på sommerferie i Danmark, og disse ferier har stadig stor betydning for mange dansksindedes kontakt med Danmark og danskerne. Optagelser af feriebørnene er vigtige elementer i flere film om det danske mindretal.
Mindretallet har gennem årene modtaget økonomisk og politisk støtte fra Danmark – både fra den danske stat og fra private organisationer, herunder især Grænseforeningen. Filmproduktionen om mindretallet har været mulig, fordi der løbende er sendt penge fra Danmark til Sydslesvig.
Et væsentligt formål med mange Sydslesvig-film har været at vise mindretallet fra den bedste side. Filmene er rettet mod den danske befolkning, og budskabet har normalt været, at det var et levende mindretal, som havde behov for støtte fra Danmark. Derfor var det vigtigt, at holde den danske befolkning positivt stemt over for de dansksindede sydslesvigere.
Læs resten af artiklen under filmserien
Film fra Syd- og Nordslesvig / Filme aus Süd- und Nordschleswig
En foranderlig minoritet under pres
Særligt i første halvdel af det 20. århundrede var mindretallet under stærkt pres fra tyske lokale og regionale myndigheder, mens forholdene siden 1950’erne løbende er blevet bedre og mere afspændt. Desuden har mindretallet ændret sig markant siden 1920. I de første årtier bestod det af mennesker, der nærmest var født ind i mindretallet, og som via danske skoler, sports- og spejderforeninger og årlige sommerferieophold i Danmark blev stærkt præget af dansk kultur og sindelag. I dag har en stor del af mindretallet en tysk baggrund i den forstand, at ingen af forældrene tidligere har været forbundet med mindretallet eller med Danmark.
Afstemningen i 1920 er vist i et par film fra afstemningszone 2, som omfattede Flensborg og sognene lige syd for 1920-grænsen. Afstemningskampen var hård, og der er mange eksempler på, at danske møder blev chikaneret, ligesom flere danske foredragsholdere måtte flygte for ikke at få tæsk. Dannebrog og danske valgplakater blev ofte revet ned eller malet over, og mange danske huse fik smadret ruder. Selve afstemningen foregik ikke fuldt demokratisk, men dette til trods var der et meget stort tysk flertal i Flensborg, hvor tre ud af fire stemte tysk. I filmene ser man tegn på den uforsonlige afstemning. Ganske vist havde Den internationale Kommission – nedsat af Første Verdenskrigs vindende magter USA, Storbritannien og Frankrig – til opgave at sørge for en fredelig og retfærdig afstemningskamp, og flere tusinde britiske og franske soldater var af den grund i Slesvig, men de kunne ikke være overalt og sikre, at alt gik redeligt til.
Efter Genforeningen skød utallige foreninger op: Den slesvigske Forening; Skoleforeningen; Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger; den danske menighed; Den slesvigske Kvindeforening m.fl., og i september 1921 blev det første danske årsmøde afholdt. Årsmøderne er blevet vist i mange film om Sydslesvig som et bevis på mindretallets danskhed, og som et udtryk for, hvordan det adskilte sig fra den tyske flertalsbefolkning. Filmene illustrerer også de tætte bånd mellem Danmark og Sydslesvig, idet mange rigsdanske politikere – blandt andet mange statsministre – har besøgt mindretallet i forbindelse med årsmøderne.
Nazistisk undertrykkelse
I de første årtier efter Genforeningen tilhørte mange dansksindede samfundets lavere sociale lag, og det havde stor betydning under 1930’ernes økonomiske krise. Mange blev arbejdsløse og fik behov for offentlig understøttelse, hvilket gjorde dem sårbare over for de nazistiske myndigheders undertrykkelse. Der er talrige eksempler på, at myndighederne krævede udmeldelse af danske foreninger og omflytning af børnene til tyske skoler, for at dansksindede kunne modtage offentlige ydelser.
Undertrykkelsen under det nazistiske regime var massiv, og mange valgte at forlade mindretallets foreninger for at undgå forfølgelse. Selv om der formelt bestod en række mindretalsrettigheder ifølge den tyske forfatning, blev disse rettigheder i realiteten tilsidesat. Derfor svandt mindretallet ind til en lille kerne på knap 3.000 medlemmer af Den slesvigske Forening. Men der var naturligvis mange mennesker, der regnede sig selv som dansksindede, selv om de ikke var medlemmer af mindretallets foreninger eller havde børn i de danske skoler. Under krigen blev omkring 1000 unge, dansksindede mænd indkaldt som tyske soldater, og mellem 250 og 300 faldt. Det var selvsagt en smertelig følge af, at de fleste dansksindede havde tysk pas.
Under det nazistiske regime var det vigtigt at fortælle i Danmark, at danskheden i Sydslesvig var under stort pres, og at 1920-grænsen og Sønderjylland var truet. Derfor rejste flere sydslesvigere til Danmark og fortalte om forholdene i Nazi-Tyskland. To af foredragsholderne – rektor på Ansgar-Skolen i Slesvig, Svend Johannsen, og sekretær i Den slesvigske Forening, Frederik Petersen – lavede hver sin Sydslesvigfilm, som blev vist i forbindelse med deres foredrag. De slog tydeligt på Sydslesvigs danske fortid ved at vise forskellige historiske bygninger og mennesker fra mindretallet frem. Desuden var der stort fokus på skolelivet, fordi beskyttelsen af børnene var det vigtigste for mindretallet. De skulle sikres mod nazismens gift ved at gå i dansk skole og derved slippe for at blive indlemmet i Hitler-Jugend og Bund deutscher Mädel. Formålet med filmene var at sikre støtte i kampen mod de nazistiske myndigheder og den tyske flertalsbefolkning.
Efterkrigstidens nationale boom
Efter den tyske kapitulation i 1945 blev der lavet flere propagandafilm, som skulle sikre opbakning i Danmark til en ny folkeafstemning i Sydslesvig. Der ville formentlig have været et flertal for indlemmelse i Danmark over det meste af regionen, hvis man havde gennemført en folkeafstemning i de første efterkrigsår. I Danmark blev der indsamlet flere hundredetusinde underskrifter, som støttede afstemningskravet, men da der ikke var politisk opbakning, mistede sagen momentum, og fra omkring 1950 meldte mange tusinde mennesker sig igen ud af de danske foreninger.
I løbet af de første to-tre efterkrigsår blev antallet af mennesker tilknyttet mindretallet 25-doblet, og ved de første valg i 1946 og 1947 stemte omkring 100.000 på de danske kandidater, hvorfor der var dansk flertal i de største byer Flensborg, Slesvig og Husum. Desuden blev der bygget danske skoler over hele Sydslesvig, blandt andet i områder, hvor der før 1939 stort set ingen dansksindede havde været. Scener fra danske skoler indgår som en fast bestanddel i mange film fra regionen. Denne store nationale omvæltning hang sammen med flere ting, men det væsentligste var, at mange i Sydslesvig ønskede en ny folkeafstemning, så området kunne blive en del af Danmark. Sådan gik det som nævnt ikke, fordi danske politikere frygtede, at en afstemning ville medføre et stort tysk mindretal i Danmark, der kunne skabe fremtidig uro og ufred med Tyskland. Frygten hang sammen med, at regioner med store tyske mindretal var de første, Hitler-Tyskland indlemmede i ’Das Reich’ i slutningen af 1930’erne. Det nationale boom medførte også en stigende chikane af mindretallet i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne, og først med Bonn-erklæringen i 1955 blev mindretallets rettigheder sikret, ligesom det liberale princip ”Minderheit ist, wer will” – ”Til mindretallet hører den, der vil det” – blev knæsat.
Fra begyndelsen af 1960’erne og frem til nu har mange med tysk baggrund valgt at blive en del af mindretallet. Det er oftest sket ved, at tyske forældre har meldt deres børn ind i danske børnehaver og skoler. Selv om der tales tysk i mange sydslesvigske hjem, og selv om kun få familier har haft et tilhørsforhold til mindretallet gennem flere generationer, betyder det ikke, at danske værdier og det danske sprog er på retræte. Tværtimod viser nye undersøgelser, at langt de fleste dansksindede i Sydslesvig vægter sproget og de danske værdier meget højt. De titusindvis af mennesker, der har været igennem det danske skolesystem i Sydslesvig, behersker det danske – og det tyske – sprog perfekt, ligesom mange tusinde sydslesvigere har læst og/eller arbejdet i Danmark.
Kendskabet i Danmark til det danske mindretal syd for grænsen er gennem de seneste årtier blevet stadigt mindre, og Sydslesvig er ikke længere en folkesag i Danmark, som det var i midten af det 20. århundrede. Det afspejles også i filmene. Uden at de kan betegnes som ’rene’ informationsfilm, har formålet været at fortælle et relativt uinformeret dansk publikum om mindretallet syd for grænsen, og at Sydslesvig er et besøg værd. Det seneste eksempel på den type film er ”De glemte danskere” fra 2014, der blev vist på DR-TV.
Mogens Rostgaard Nissen | 4. december 2020
